Dag 9: Kvinder brugt som rekvisitter

Hvor bliver kvinder dog ofte reduceret til et fortællegreb på film. 

Den selvsikre kvinde, der lærer den unge knøs om kærligheden, den forvirrede kvinde, der får ham til at træde i karakter. Den jomfruelige kvinde, der skal beskyttes, den døde kvinde, der skal hævnes. Den passive kvinde, der får manden til at træde i karakter. 

Sidstnævnte er humlen i D’Innocenzo-brødrenes America Latina, som var den tredje italienske film på tre dage, der må have snydt sig ind i hovedkonkurrencen. 

Den succesrige tandlæge Massimo finder en gennemtæsket, bagbundet ung kvinde i kælderen på den enorme Le Corbusier-villa. Her bor han med sin kone og to døtre. 

Han er naturligvis chokeret og løsner hendes mundbind. Hun bider fra sig og får det på igen. Han aner ikke, hvor hun kommer fra. Har han kidnappet hende i en slem brandert? Har hans drikkekammerat gjort det, eller er det hans gnavne, gamle far? 

Kvinden selv siger ingenting. Man kommer til at tænke på Katrine Wiedemanns Viceværten, hvor Julie Zangenberg spiller en umælende sexnymfe, der ved at sprede benene tøer op for Lars Mikkelsens stenmand. 

America Latina følger mandens psykologiske deroute i mødet med feminin uskyld, og den er sit tema bevidst. Massimos kone og døtre er hvidklædte og yndige, og de går ham aldrig på klingen. 

Retfærdigvis skal det siges, at America Latina er visuelt prangende og dramatisk iscenesat med billeder badet i rødt, grønt og blåt lys. Og den modernistiske arkitektur understreger historiens distancering på en interessant måde. 

Men filmhistorien flyder over med rekvisitkvinder og klynkemænd i krise. Vi har ikke brug for flere. 

Svigtet af systemet
Heldigvis kan man ikke anklage Elena i Rodrigo Plá og Laura Santullos amerikanske drama The Other Tom for at være for passiv. 

Den unge mor har sit hyr med niårige Tommy. Han er en vildbasse med adfærdsproblemer og koncentrationsbesvær, og børnepsykologen konstaterer, at drengen har adhd. 

Elena er alenemor, faren bor syd for grænsen og bidrager hverken med penge eller omsorg. Så hun tager gerne imod en hjælpende hånd fra de sociale myndigheder, der er ivrige efter at medicinere hendes søn, så han ikke laver unoder i skolen. 

Tom bliver mere føjelig, men også dopet og deprimeret. Man tænker på tidens sager mod griske medicinalgiganter, men hvis The Other Tom er en problemfilm, kommer den i hvert fald ikke med lette løsninger. 

I stedet giver den et troværdigt portræt af en ressourcesvag familie fanget i et forfejlet system. Skolen er ikke i stand til at håndtere Tom, og systemet har ingen forståelse for Elena. 

Det er nogle forrygende naturalistiske præstationer, instruktørerne får lokket ud af Julia Chávez og den unge Israel Rodriguez Bertorelli. Dybt imponerende, for ingen af dem er professionelle skuespillere. 

Den store maestro
”Instruktøren kontrollerer alt ved filmen. Skuespil, manuskript, billeder, kostumer, lys, alt. Men la musica? No!,” siger Ennio Morricone i dokumentaren Ennio. 

Det ved Giuseppe Tornatore (Mine aftener i Paradis) om nogen. Han samarbejdede med den store maestro på tretten film fra Cinema Paradiso og frem, og har nu lavet et definitivt portræt af filmkomponistens karriere. 

"Jeg havde aldrig troet, at musik skulle blive mit livs værk,” indleder Morricone filmen i et interview optaget før hans død sidste sommer. ”Jeg ville være læge, men min far insisterede på, at jeg skulle lære at spille trompet.” 

Det gjorde han så. 

Og på konservatoriet demonstrerede han et naturtalent, der førte ham fra klassisk over avantgarde og pop til film. En udvikling, han længe så som et kunstnerisk kompromis, men som en alenlang række af prominente talking heads overbeviser én om, var nøglen til hans geni. 

Ennio er så rig på smuk musik og velvalgte arkivklip fra den imponerende karriere, at man aldrig savner en mere personlig vinkel. 

Faktisk er det næsten forfriskende ikke at dvæle mere end højst nødvendigt ved den store kunstners personlige historie. Det er jo hans professionelle bedrifter, der har sikret ham så stort et eftermæle. 

Mere brutal end amerikanerne
Italienerne elsker Quentin Tarantino, fornemmer man. 

I Ennio er han lidt af en helt, fordi det er hans samarbejde med komponisten på The Hateful Eight, der endelig skaffer Morricone en Oscar. 

Hele vejen gennem dokumentaren Django & Django bliver den amerikanske instruktørs fascination af spaghettiwestern-instruktøren Sergio Corbucci brugt som et bevis på, at den folkelige italiener rent faktisk er værd at beskæftige sig med. 

Når man taler spaghettiwesterns, er det nemlig gerne en anden Sergio, man har i tankerne. 

Men som Tarantino fortæller os, er Sergio Leones westerns som Den gode, den onde og den grusomme og Once Upon a Time in the West surrealistiske parafraser over en amerikansk grundformel. Sergio Corbuccis film – som Django, vestens hævner og Den stumme hævner – er mere ligefremme eksempler på genren. 

Deres vigtigste nybrud er, at de langt overgår amerikanerne på kynisme og brutalitet. 

”Mere blod!” hører vi instruktøren sige i gamle bagom-optagelser. I hans film er volden udpenslet og nådesløs, hvad Tarantino ser som en kunstnerisk bearbejdning af den fascisme, Corbucci voksede op med. 

Man behøver ikke være mere westerninteresseret end gennemsnittet for at få noget ud af Django & Django. Quentin Tarantinos encyklopædiske viden og drengede begejstring er seværdig nok i sig selv. 

Mord på journalister
Filippinske On the Job: The Missing 8 handler om en journalists kamp for at finde de kolleger, vi ved er dræbt af borgmesteren i byen La Paz. Samtidig følger vi morderne, der var blevet løsladt fra fængslet for at begå bestillingsmord. 

Det er så stor og spraglet en historie med så mange skift i tone og tempo, at den sikkert ville fungere bedre som en miniserie. 

Og det er der råd for! 

Instruktør Erik Matti har allerede omklippet filmen og dens forgænger On the Job til en miniserie i seks afsnit, der fra søndag kan streames på HBO. 

Man kan med rette spørge sig selv, hvad den tre timer og tyve minutter lange filmversion laver i hovedkonkurrencen i Venedig. Men det er nu ikke den værste film i programmet. 

Faktisk er det en meget kinetisk og livlig korruptionshistorie, der veksler mellem graver- og gangsterhistorie, og som lives gevaldigt op af et eklektisk jukeboks-soundtrack. 

Erik Matti stjæler løs fra Scorsese og De Palma, men historien peger også direkte på den filippinske præsident Rodrigo Duterte og hans berygtede mordkampagne mod ”kriminelle”, der baseret på rygter bliver skudt på åben gade. 

Filmen er inspireret af autentiske begivenheder, som det hedder, og den vrede giver den et løft. 

Men det er svært at holde styr på historiens vrimmel af karakterer, og der veksles mellem filippinsk og engelsk, så jeg halvdelen af tiden læste de italienske undertekster og kun havde en fjern idé om, hvad der foregik. 

Det giver sikkert bedre mening på HBO.