Kvinder kan også instruere til mænd

Susanne Bier sættes i bås.

Hver gang hun er til møde om sine film, er beskeden den samme: Hun instruerer arthouse-film og henvender sig til kvinder mellem 20 og 60 år. 

Bier har ellers instrueret film om både kærlighed og vold, politik og traumer. Men det er ligegyldigt, siger hun. 

”De bliver altid kategoriseret på samme måde, fordi jeg er kvinde. Det ville man aldrig gøre med en mands film.”

Susanne Bier ertræt af filmbranchens vanetænkning. Hvorfor skal størstedelen af film instrueres af mænd? Hvorfor kan en kvinde ikke få lov til at instruere en stor blockbuster som Bond eller Batman? Hvorfor skal det være så svært at være kvinde i filmfaget?

Mindre forudsigelige valg
De spørgsmål rejste hun for nylig i den britiske avis The Guardian.

Nu vil hun kæmpe imod uligheden. Første slag har hun taget ved at instruere Natportieren (starter 17. april kl. 20 på DR1), en britisk tv-serie baseret på en John le Carré-roman om noget så mandligt som spioner og våbenhandlere. 

Susanne Bier virker ikke som det mest oplagte instruktørvalg til en sådan serie. John le Carré er blandt briternes største spændingsforfattere, og Bier er hverken mand eller brite.

”Men det er pointen,” siger Susanne Bier, der vil give de kvindelige karakterer mere dybde og mener, at det kan betale sig at træffe mindre forudsigelige valg.

Og måske har hun ret. Da den anmelderroste thriller-serie blev vist på BBC, fulgte hele 6,6 millioner spændte briter tæt med i hovedrolleindehaver Tom Hiddlestons skæbne.

Kvinder må betale prisen
Susanne Bier har sorte sokker på.

Det ved jeg, fordi hun ikke blot trodser filmbranchens konventioner. Også konventionen om, at man ikke må have benene op på bordet, blæser hun på, da hun læner sig tilbage i stolen i sit pr-bureaus mødelokale på Frederiksberg i København.

”Men Susanne,” siger jeg, da vi har slået fast, at hun er træt af branchens negligering af kvinder. ”Har du altid været det?”

Susanne Bier har nemlig tidligere udtalt sig i filmbranchens kønspolitiske debat. Dengang var hendes tilgang en noget anden. Det skete for fire år siden i dagbladet Information. Hun sagde, at kønsulighederne ikke skulle løses ved kønskvoteringer, som vi ser det i Sverige og Norge.

I stedet mente Bier, at man ”som kvinde skal bekæmpe sin egen bekvemmelighed og simpelthen acceptere, at ja, det har en personlig pris at være instruktør.”

”Det lover jeg dig for, at mange mænd har accepteret før mig, og det skal vi kvinder også til, hvis vi vil have en fod indenfor,” sagde hun dengang.

Hun fortalte også, at ”en stor del af min løn gennem årene er da gået til at få børnene passet. Og ja, jeg har fået rigtig meget kritik for det. Men jeg hører sgu ikke noget fra mændene – det er faktisk udelukkende fra andre kvinder”.

Kønspolitisk agenda
Der er sket meget i Biers karriere siden da. Hun har for eksempel instrueret den stort opsatte Serena med stjernerne Jennifer Lawrence og Bradley Cooper i hovedrollerne. En film, som floppede fælt hos anmelderne og blev forbigået af publikum.

Så spørgsmålet er, om Susanne Bier har skiftet holdning i kønsdebatten undervejs.

Mente hun tidligere, at kvinders mangel på succes var deres eget ansvar, fordi de ikke ville det lige så meget som deres mandlige kolleger? Eller har hun hele tiden set kvinder som ofre for filmbranchens vanetænkning?

”Nu bliver jeg nødt til at sige noget,” siger Susanne Bier. ”Det er da en underlig måde at lave interview på, når alt, jeg skal gøre, er at kommentere på noget, jeg har sagt tidligere.”

– Måske men det virker bare, som om dit standpunkt har ændret sig?

Benene kommer ned fra bordet.

”Jeg siger ikke, at det er kvinders egen skyld, at de ikke har succes – at de ikke lykkes i filmbranchen. For det er det ikke. Der er mange steder, hvor kvinder bliver undertrykt. Men det ændrer ikke ved, at hvis man som kvinde vil være filminstruktør, så er man nødt til at indgå en pagt med sig selv.”

”Det er et ekstremt krævende arbejde, hvor du ikke bare kan holde telefonen slukket i weekenden. Du er på konstant.”

”Jeg vil i virkeligheden hellere sige til unge kvinder: ’I skal ikke opgive, I skal konfrontere jer med virkeligheden.’ Det betyder, at man er nødt til at få sådan noget som børn til at fungere. Hvis du er filminstruktør og vil have børn, så er du nødt til at være forælder på en anden måde, end andre måske er. Hyggestunder ligger på andre tidspunkter og har en anden form. Og sådan er det. Men det betyder ikke, at man ikke skal gøre det.”

– Så dit standpunkt i ligestillingsdebatten har ikke ændret sig?

”Det har det muligvis. Jeg har arbejdet mere uden for Danmark i sammenhænge, hvor det er mere tydeligt, hvor svært det er for kvinder. Så jeg har ændret mig på den måde, at jeg nu synes, at der er et stærkt behov for at manifestere en tydeligere kønspolitisk agenda. Lige så snart man kommer ud af Danmark, ser man, at det er ret anderledes og en del hårdere for kvinder. Det betyder ikke, at det er umuligt. Men det er sværere end herhjemme.”

Opgør med vanetænkning
– Føler du et ansvar for at tage debatten?

”Ja, det gør jeg. Jeg føler, jeg har et ansvar over for mine yngre, kvindelige kolleger. Jeg føler, at de i højere grad er oppe imod vanetænkningen end mig, fordi de ikke har et så omfattende bagkatalog, som jeg har.”

”Mærkede du forskelsbehandlingen, da du instruerede Serena?”

”Nej, det har ikke noget med Serena at gøre. Det er snarere et spørgsmål om, at jeg har arbejdet uden for det mere ligestillingsrettede Danmark.”

– Men Serena blev også betragtet som arthouse?

”Min pointe er jo, at alle mine film bliver betragtet som arthouse. Det var det samme med Den eneste ene, som blev set af knap en million danskere. Da den kom ud, fik jeg også at vide, at mit publikum var kvinder mellem 20 og 60 år.”

– Mener du så, at Serena ville have ramt bredere, hvis den var instrueret af en mand?

”Jeg udtaler mig ikke om filmenes kommercielle liv. Jeg udtaler mig om dem, som skal sælge mine film. Den eneste ene havde for eksempel et meget bredere kommercielt liv, end distributørerne havde forestillet sig. Det er den vanetænkning, jeg stiller spørgsmål ved.”

”Men nej, jeg tror ikke, at Serena havde været en mega publikumsbasker, hvis den havde været instrueret af en mand. Det skal man være meget naiv for at tro.”

Tv-serier giver kvinder chancen
Susanne Bier tror på, at det er i tv-branchen, kvinder har størst mulighed for at instruere mandsdominerede genrer. Ikke i film. I et proppet tv-marked er producerne nemlig nødt til at udforske nye fortælleformer for at skille sig ud. Og det kan kvinder bidrage med, hvis de får chancen.

Men hvad er det egentlig, Susanne Bier i kraft af sit køn kan bidrage med?

En ting er, at hun har ændret kønnet på en af bogforlæggets nøglekarakterer fra mand til kvinde (agenten Burr), endda til forfatteren John le Carrés begejstring. Men hvad ellers?

”Jeg gør de kvindelige karakterer lige så sammensatte som de mandlige,” siger Susanne Bier og eksemplificerer med kæresten til seriens antagonist, våbenhandleren Richard Rober.

”I min tv-serie er hun lige så kompleks som mændene. Hun har sine egne hemmeligheder, sin egen hullede tilværelse. Det gør ikke serien mindre spændende eller mindre dynamisk. Snarere tværtimod. Det gør karaktererne mere ægte.”

Med Natportieren ville producerne have en kvindelig instruktør, fordi de mente, det ville give genren noget, andre serier ikke har – som for eksempel mere sammensatte kvindelige karakterer.

Men er det ikke lige så meget diskrimination at blive valgt til, som det er at blive valgt fra, bare fordi Susanne Bier er kvinde?

”Skal jeg være ærlig?” spørger hun.

– Ja, gerne!

”Jeg må indrømme, at det ikke interesserer mig, hvis producerne har ment, at jeg kunne tilføje noget bestemt, bare fordi jeg er kvinde. Jeg instruerede den her serie, fordi jeg ville. Og fordi jeg vidste, at jeg ville være god til det. Længere er den ikke.”