Her skelnes ikke mellem kvinder og mænd

MIX-festivalens beslutning om at boykotte den belgiske Cannes-favorit Girl og andre film, hvor en ciskønnet spiller transkønnet, har skabt en del debat.

Nogle kalder beslutningen radikal, andre nødvendig.

I et interview med Ekko udtaler talskvinden for MIX, Iris Wenader, at boykotten er politisk. ”Men vi er også en politisk festival,” siger hun og fortsætter: ”Når vi vælger film, er det ikke kun et spørgsmål, om det er en god film, men også om det er en god repræsentation.”

Og det er efter min mening de politiske dokumentarfilm med gode repræsentationer, som står tilbage som de absolut stærkeste på festivalen, der slutter i dag.

Sensationsdrevent publikum
De store skuffelser har været blandt fiktionsfilmene, som har fravalgt de politiske nuancer i et forsøg på at skabe larmende og ekstravagant filmkunst.

Et eksempel er det tomme, næsten hysteriske franske drama Knife+Heart, hvor pornofilminstruktøren Anne bliver viklet ind i en kryptisk mordgåde.

En film, der vil fremstå som provokerende filmkunst, men ender som et forceret, tragikomisk flop tilegnet et sensationsdrevet heteroseksuelt publikum, der vil pirres af den ”spændende”, ”flamboyante” og ”promiskuøse” homoseksuelle subkultur.

”Vi er kommet længere med bøssefilm og lesbiske film i samfundet end med transpersoner. Transpersoner er stadig de mest udsatte,” siger Iris Wenader til Ekko.

Hun har fuldkomment ret.

Der findes stadig ikke mange film med og om transpersoner, og de få, der eksisterer, har simpelthen ikke råd til at være tomhjernet spændingsunderholdning. Tværtimod skal filmene både kunne markere sig kunstnerisk og formå at komme igennem med vigtige budskaber.

Kønsorganer er overflødige
Selv om MIX ikke har en eneste fiktionsfilm på programmet med en transkønnet hovedrolleindehaver, har festivalen haft et par stærke dokumentarfilm om og med transkønnede.

Det gælder ikke mindst åbningsfilmen, den brasilianske dokumentar Bixa Travesty (eller Tranny Fag på engelsk), der handler om den karismatiske Linn da Quebrada fra Sao Paulo.

Men også en anden brasiliansk dokumentar – Obscuro Barroco fra Rios farverige favelaer – er en drømmende og visuelt dragende ballade.

Her følger vi queer-ikonet, den transkønnede digter Luana Muniz, som taler til kameraet i nærgående closeups om alt fra døden, rynker og forfald til drømme om genfødsel. Hun vandrer igennem gaderne i et splittet Brasilien, hvor den halvfascistiske kandidat Jair Bolsonaro netop er blevet valgt som landets præsident.

Kvinder med penisser, mænd uden skægvækst, kønnet har intet med kønsdelene at gøre. Kønsorganerne er fuldkomment overflødige i begge film, vi skelner ikke mellem mand og kvinde.

Brune elsker med brune
Shakedown-dokumentaren – om en natklub i Los Angeles for afroamerikanske queer-kvinder i 00’erne – har været en af festivalens bedste. Den føles uundværlig i en tid, hvor populisme stortrives, og en misogyn og racistisk præsident har magten i USA.

”It’s the only place like this in the hood,” siger en ung klubgænger. Det samme kunne man sige om filmen. Den er tydeligvis lavet af en fra miljøet – Leilah Weinraub – og optaget på primitive kameraer og diverse mobiletelefoner.

Som publikum føler man sig inviteret indenfor i et intimt rum, der måske nok er åbent for alle, men som alligevel tilhører de afroamerikanske queer-kvinder.

Intet i filmen er til ære for et sensationshungrende publikum. Tværtimod er dokumentaren en hyldest til subkulturen og brune kvinder, der elsker med brune kvinder.

Både Obscuro Barroco, Shakedown og Tranny Fag hylder seksualitet, krop og retten til at bruge og dyrke den, som man vil. Men de tre film rummer også en vigtig protest mod det etablerede, den stigende højrepopulisme og homofobi i Brasilien såvel som USA.

MIX er en politisk festival, og i år var de film, som ikke går på kompromis med deres politiske budskaber, festivalens absolut stærkeste.