Kvinder på film

Til slut i filmdramaet Notes on a Scandal griber den dødeligt forelskede Barbara fat om håndleddet på unge, smukke Sheba og siger med års undertrykt længsel i stemmen:

"Du er min!"

Uskyldige Sheba (Cate Blanchett) ser med afsky på den ældre kvinde (Judy Dench), der er parat til at sluge hende med hud og hår, inden Sheba forlader hende for altid. Barbara står blodfattig og slukøret tilbage og ligner en vampyr, der har mistet sit bytte.

Jeg kunne godt lide Notes on a Scandal. Den fokuserer på et uhyggeligt og anderledes drama mellem to mennesker, der for en gangs skyld ikke er mand og kvinde. Men hvorfor skal kvinder, der elsker kvinder portrætteres som vanvittige og vampyragtige? Hvorfor udvikler et passioneret forhold mellem kvinde og kvinde sig som regel til noget destruktivt, psykotisk og i alle tilfælde umuligt?

Kvinder forelsker sig hovedkulds i andre mennesker, ligesom mænd. Og som mænd føler de også indimellem et voldsomt og overvældende begær. Men skal man tro filmens verden, er kvinders begær ikke af det gode. Kvinden er den trygge havn for manden, hans kærlige og opbakkende sidekick, det smukke og måske uopnåelige mål for alle hans længsler. Men bevæger hun sig ud over denne rolle er både hun og han fordømte. Det drejer sig om stort set alle seksuelt begærende kvinder fra hysteriske Scarlett O' Hara i Borte med blæsen til kaninkogende Glenn Close i Farligt begær, men desto mere tydeligt bliver det, når vi kigger på kvinder, hvis begær ikke involverer mænd.

Umættelig vamp
Skildringen af passionerede kvinder som vanvittige er lige så gammel som angsten for kvindelig seksualitet. En kvinde kan være en vamp, et udtryk, der kom frem i 1910'erne sammen med stumfilmstjerner i Hollywood.

Theda Bara var verdens første vamp, og i filmen A Fool There Was (1915) ytrer hun de legendariske ord, "Kiss me, my Fool", til den mand, hun vil have, og som hun senere ødelægger. Theda Baras rolle kaldtes The Vamp, forkortelse for vampyr, fordi hendes aggressive seksualitet virker så besnærende på den mandlige hovedrolle, at han forlader sit indbringende Wall Street-hverv og sin lille, gode kone, som er af den anstændige slags, der kun har sex for at få børn.

The Vamp lever af at forføre og udsulte mænd, flænse dem for alt, hvad de ejer og dernæst forlade dem for sit næste uskyldige offer. Hun er mørk og eksotisk, i modsætning til hovedpersonens blåøjede, blonde hustru, og hun har et meget direkte seksuelt kropssprog, der ser ud til at tale til mandens urinstinkt. Et levn fra en primitiv og uciviliseret fortid, som han for længst burde have bekæmpet i sig selv.

Da filmen skulle lanceres, arrangerede Fox Studios et større PR-stunt, der skulle præsentere Theda Bara som en arabisk prinsesse, hvis scenenavn var et anagram for "Arab Death"; Et navn, der skulle indgyde ærefrygt i den stolte, hvide mand, hvis ikke han holdt sig i skindet.

Den sorte jungle
I Evil Sisters: The Threat of Female Sexuality and the Cult of Manhood (1996) beskriver Bram Dijkstra, hvordan billedet af kvindelig seksualitet historisk set hænger sammen med mandens angst for at miste sin styrke og kreative energi.

Kvindens seksualitet blev i videnskabelige tekster omkring 1900-tallet beskrevet som noget dyrisk og primitivt, der truede civilisationen, og det billede hentede styrke med filmens fremkomst. På lærredet kunne sexede kvinder suge mænd til sig og samtidig yderst effektivt skræmme livet af dem, så de nok kunne huske at tage sig i agt. Det viste sig at være et fremragende filmisk trækplaster, som har tryllebundet publikum i snart et århundrede.

Asta Nielsen blev med Afgrunden (1910) et dansk svar på en vamp, og hendes berømmelse tog afsæt i dette image, ligesom det er tilfældet for et hav af filmverdenens senere femmes fatales.

Sharon Stone er i Basic Instinct (1992) en moderne vamp. Som filmens hovedperson spiller hun en rig og farligt forførende forfatterinde, hvis bizarre roman-mord på mystisk vis bliver til virkelighed. Filmen sammenkobler kvindeligt begær og sygelig sadisme, og den vakte stort postyr på grund af det famøse glimt af den sorte jungle mellem Sharon Stones ben. Det bliver her tydeligt for publikum, at den kvindelige hovedperson besidder en ukontrollabel og umættelig sexdrift. Samtidig gør hendes biseksualitet tydeligvis karakteren mere farlig, og dermed gentager filmen en historisk kliché i at portrættere biseksuelle som psykotiske mordere.

En Vamp blev skabt af flere århundreders fascination af kvinder, der uden for samfundets rammer bliver sexhungrende og dødsensfarlige. Men hvordan og hvorfor blev den seksuelt pågående kvinde til den lesbiske vampyr, vi ser i mange film i dag?

Blodbaronessen
En utæmmet kvinde og klassisk vampyr optræder allerede i den gotiske roman, Carmilla fra 1872, hvor den kvindelige vampyr, Carmilla, næres af at forføre og fortære unge kvinder. I bogen, der senere inspirerede Bram Stoker til at skrive romanen Dracula, beskriver den unge Laura, hvorledes hun lokkes af den ældre kvinde:

"Med grådige øjne trak hun mig til sig, og hendes varme læber bevægede sig hen over mine kinder i kys, og hun hviskede, næsten med gråd i stemmen, 'Du er min, du skal være min, du og jeg er èt for altid.'" Vampyren Carmilla er i virkeligheden den udødelige komtesse Mircalla Karnstein. Hun er blevet forelsket i den unge kvinde, drages til at sætte tænderne i hende og dermed er det ude med den unge, uskyldige gårdejerdatter.

Carmilla er skrevet af franskmanden Joseph le Fanu, og historien er baseret på sagen om en ungarsk baronesse, Elizabeth Báthory, der levede i slutningen af 1500-tallet. Hun fik tilnavnet The Blood Countess, fordi hun angiveligt torturerede og dræbte 650 jomfruer på sit slot, Cachtice, der ligger i det nuværende Slovakiet.

Med baronessens magtposition lykkedes det hende at lokke unge piger til slottet med løfter om enten en stilling eller et kursus i det bedre borgerskabs etikette. Når pigerne ikke selv henvendte sig, fik baronessen sine tjenestefolk til at kidnappe dem i de små landsbyer. Der gik hurtigt historier om baronessens sadistiske lyster, og en af de gennemgående myter, der for alvor pirrede folks fantasi og siden fandt vej til bøger og film, var at baronessen badede i de unge kvinders blod for at blive seksuelt stimuleret og holde sig ung og udødelig.

Lesbiskes rolle
Sagen om den blodige baronesse er et tidligt eksempel på en folkelig fascination af kvindelig magt, seksualitet og sadisme, og vel at mærke en naturlig sammenkobling af de tre. Andre eksempler på historiens mange myter om magtfulde kvinder finder vi om Dronning Elizabeth I, Margaret Thatcher og bare vores egen Ritt Bjerregård. Og så er der alle de mange eksempler i filmhistorien på, hvordan myterne om kvinders seksualitet på bestialsk vis har fundet frem til filmlærredet. Den kvindelige vampyrskikkelse er blevet et billede på alt det, vores samfund afskyr og begærer.

Så meget, at den amerikanske forsker og forfatter, Andrea Weiss, i bogen Vampires and Violets: Lesbians in Film (1993) skriver, at vampyren er den mest vedholdende lesbiske rolle i filmhistorien. Lesbiske har været nær ved usynlige på lærredet, skriver Weiss, på nær i rollen som sadistiske eller neurotiske kvinder.

Den lesbiske vampyrfilm havde sin storhedstid i 1970'erne med titler som Vampyros Lesbos, Daughters of Darkness og Velvet Vampyre, en flok horrorfilm, der alle trækker på en fascination af seksuelt aggressive kvinder, der bider i hinanden. I filmene figurerer farlige kvinder, der kaster sig over blåøjede, heteroseksuelle kvinder; ofte på den helligste af alle nætter: bryllupsnatten. Hun er sortklædt, sexet og sadistisk, og hendes seksualitet adskiller sig fra andre kvinders ved at være rå og direkte. Derfor er hun, samtidig med at være en kilde til seksuel ophidselse, også en trussel for manden og dræbes gerne til sidst. Af en mand, der således igen bringer orden på det skævvredne verdensbillede.

Vampyristisk kærlighed
Man kan dårligt kalde Judy Dench, der spiller Barbara i Notes on a Scandal, for vampet, men vampyr bliver hun i kraft af sit farlige og knivskarpe intellekt, som hun bruger til at lokke uskyldige og intetanende ungmøer i sit net.

I filmen, der baseret på Zoë Hellers Booker-prize nominerede roman af samme navn, er den lesbiske kærlighed ikke så kødelig, som den er åndelig. Den ældre skolelærerinde Barbara forfører skolens nye kunstlærer, Sheba, med falsk fortrolighed og slibrige løgne. Barbara Covett er ingen ligbleg vampyrinde, der sætter sine spidse hugtænder i en ung kvindes hals. Hendes metoder til at dræne sit offer for livsblod er langt mere raffinerede end hendes udødelige forgængeres.

"Det er hende, jeg har ventet på," siger hun kort efter at Sheba begynder på skolen. Det betror hun sin dagbog, og, i Judy Denchs formfuldendte og aristokratiske engelsk, publikum: "I en anden og bedre tid ville vi være herskabsdamer, der spiste frokost sammen, besøgte gallerier, rejste, gjorde verden til et bedre sted ... Hun ville være min ledsager."

I Cate Blanchetts skikkelse er Sheba en smuk og uskyldsren kvinde med lyst hår og rødmossede kinder. En ung idealist med et stort hjerte og gode ønsker for sine elever.

Judy Denchs lesbiske Barbara er til gengæld uhyggelig på samme måde som le Fanus vampyr, Carmilla, og i en scene, der vækker minder om en ældre vampyrfilm, hypnotiserer hun Sheba med hviskende ord og blide kærtegn. Sheba vågner op af døsen og støder Barbara fra sig, og det bliver hendes redning - næsten som da Gloria Holden i Hollywood-gyseren Draculas Daughter (1936) som den smukke, men dystre grevinde Zaleska med dragende øjne og slangeagtige bevægelser forfører en ung, blond kvinde (på mærkværdig vis slap denne scene igennem Hollywoods daværende skrappe censur, der på det tidspunkt skulle sikre, at ingen "seksuelle perversiteter" slap ud).

Væk fra kernefamilien
Barbara er ikke smuk og sexet, men hun har en besættende magt over Sheba, som hurtigt vækker Shebas mands vrede. Shebas mand, i skikkelse af Bill Nighy, er ligesom i 1970'ernes vampyrfilm hurtigt klar over truslen fra en lesbisk kvinde, der er ude på at korrumpere hans smånaive hustru eller måske omvende hende.

Med sin myndige stemme og autoritative skikkelse indgyder Barbara ro og tillid i Sheba, der desperat søger et alternativ til den kernefamilietilværelse, hun har valgt.
Ganske vist er den ældre kvinde ensom og på mange måder også fortabt, men for Sheba er hun en form for udvej fra rollen som mor og hustru. Nye sider af hende får plads i selskab med Barbara, og kun Barbara kender hendes skandaløse skyggesider.

Sammen med Barbara kan hun være en anden, der ikke altid er så kærlig, selvopofrende og moderlig, som hun ellers er det. Over for Barbara tør hun indrømme sin egen længsel og sine egne seksuelle behov, der til Barbaras store ærgrelse ikke retter sig mod hende, men den kun femtenårige Steven.

Ondskabsfuld hævn
I den franske film Nodevenderen også fra 2006, er det den unge kvinde, der på listig vis forfører den ældre, men problematikken er den samme. I denne film sker forførelsen mere med krop end med ord.

Unge Mélanie drømte om at blive pianist, men fik knust sine drømme af censor på konservatoriet, den kendte pianist, Ariane Fouchecourt, der på grund af et øjebliks uopmærksomhed forstyrrer Mélanies koncentration og får hende til at dumpe. Femten år efter mødes de igen, da Mélanie skal babysitte Arianes søn.

Ariane fatter så meget tillid til Mélanie, at hun hyrer hende som nodevender til sine koncerter, og det skulle hun aldrig have gjort, for det bliver begyndelsen til ydmygelse og ødelæggelse. Mélanies tilstedeværelse bag hende på scenen giver hende så meget ro og fatning, at hun overvinder sin sceneskræk og begynder at føle sig tryg igen. Afhængigheden forvandler sig efterhånden til en besættelse, der får Ariane til at ville forlade mand og barn. Og det var netop der, den ondskabsfulde og hævngerrige Mélanie ville have hende. Hun var aldrig forelsket i Ariane, men brugte sin kvindelighed til at forføre hende væk fra det stabile og trygge liv, hun kendte. Tiltrækningen af en anden kvinde viser sig endnu engang at have fatale konsekvenser.

Til forskel fra tidligere tiders vampyr-lesbiske film slipper både Barbara og Mélanie af sted med deres forførelse og kan fortsætte den destruktive jagt på uskyldige kvinder. Men mændene er stadig filmenes helte. Deres styrke og tilgivelse fører de uskyldige kvinder tilbage på rette vej.

Kvindelige symbioser
For nylig fik John Cameron Mitchells seksuelt eksplicitte film Shortbus premiere, og den giver håb om en tid, hvor sex på film måske endelig kan frigøres fra en mangeårig sammenkobling med synd og skyld. Hvornår har man ellers set trekanter mellem mænd, der synger nationalhymnen ind i hinandens kropsåbninger?

Desværre ser det ud til, at den seksuelle frigørelse endnu ikke gælder kvinder. For kvinder, der tænder på andre kvinder, dukker stadig kun op i småpsykotiske eller blodtørstige roller. Mange gange begge dele på samme tid.

Altfortærende, blodtørstige og destruktive er faktisk de ord, der karakteriserer langt de fleste kvindelige kærlighedsforhold på film. Liv Ullman og Bibi Andersson smelter sammen i Ingmar Bergmans Persona fra 1967, hvor de to kvinder også rent visuelt bliver til ét. Liv Ullman er den berømte og neurotiske skuespillerinde Elizabeth Vogler, der er holdt op med at tale. Bibi Andersson spiller Alma, den sygeplejerske, der en hel sommer tager sig af hende på en øde ø i den svenske skærgård. Alma taler og Elisabeth tier. Alma fascineres i en sådan grad af den smukke, ældre og tavse skuespillerinde, at hun begynder at have svært ved at kende forskel på sig selv og den anden. I en voldsom slutscene tager Liv Ullman den yngre kvindes håndled op til sin mund og drikker sultent blodet fra hendes årer.

Dette element af vanvid, et kvindeligt ønske om en umulig sammensmeltning, tages også op af David Lynchs Mulholland Drive (2001), der i virkeligheden genfortæller Carmilla vampyrhistorien, men med en vampyr, der bærer det mere mundrette navn Camilla.

Den uhyggeligt smukke kvinde har samme effekt på filmens uskyldsrene heltinde som i tidligere tiders film. Den lyshårede pige fra landet, Betty, forvandler sig langsomt til den "femme fatale", hun er blevet besat af - og frigør i sig selv den diabolske og krævende seksualitet, som alle kvinder, hvis de ikke normaliseres og kontrolleres, indeholder. Kvinden står igen for et vanvid, der må styres af en patriarkalsk orden.

En dansk undtagelse
Fra Tony Scotts halvfjerdser-kultfilm The Hunger (1983) med Catherine Deneuve og Susan Surandon, som henholdsvis sexet, sofistikeret vampyr og sexet, uskyldigt offer, til de nyere film Heavenly Creatures (1994) og My Summer of Love (2004) ... er historien den samme. Kvinderne slipper kun med nød og næppe fra deres erotiske forhold med livet i behold. Hvis det lykkedes en kvinde at forføre en anden, er alle grænser overskredet i en sådan grad, at der kun er vanviddet tilbage.

Hvor er de kvinder, der elsker og sanser og begærer, har lyst til mænd og kvinder og ikke er bindegale hystader, der koger kaniner eller suger blodet ud af hinanden? Det eneste gode, der kan siges om manglen på dem er, at man lærer at blive glad for de smuler, man får.

Som når man ser Trine Dyrholm være stærk og sensuel i En Soap, hvor hun trods alt kun er en lille smule skør. En Soap er lavet af en kvinde, Pernille Fischer Christensen, og det er en af de få film, man som kvinde kan gå i biografen og se og ikke føle sig reduceret til en karikatur.

Langt de fleste film, hvad enten de er fra Danmark eller Hollywood, laves stadig af mænd. Det kan meget vel have noget at gøre med frekvensen af destruktive kvinder. Men kan det virkelig passe, at mandlige instruktører også i dag er så bange for kvinder, at vi endnu kun kan få lov at optræde som eftergivende skønjomfruer eller dominerende dødsfælder? Føler mændene sig endnu så truede af kvinders begær, at det må dømmes til usynlighed eller vanvid?