Nyhed
28. nov. 2011 | 18:12

Kvinder viser hud, mænd instruerer

Mændene stjæler rampelyset både foran og bag kameraet, viser amerikansk undersøgelse. Til sammenligning er dansk film det rene dydsmønster.
Af Mika Ito Bruun

”Som kvinde græder jeg bitre tårer over, at kun fire af 22 film er instrueret af en kvinde, kun fem er helt eller delvist skrevet af en kvinde, og kun to er fotograferet af en kvinde, og det endda den samme.”

Sådan lød de oprørte ord fra Jyllands-Posten og Ekkos filmanmelder Nanna Frank Rasmussen i en kommentar i forbindelse med årets Bodil-prisuddeling tilbage i februar.

Men det er ikke kun den danske filmbranche, der plages af en skæv fordeling mellem mænd og kvinder. Faktisk står det endnu værre til i Guds eget land.

Kvinder avler kvinder
Et forskerhold fra University of California har undersøgt flere hundrede amerikanske blockbusters fra 2007 til 2009 med ligestillingsbrillerne på. Og resultaterne er bekymrende, både når man kigger foran og bag kameraet.

Kun 3,6 % af instruktørerne (4 ud af 111) og 13,5 % (38 ud af 281) af manuskriptforfatterne er kvinder.

”Vi ser flere mænd end kvinder arbejde bag kulisserne, og de fortæller de historier, de kender fra dem selv. Hvis antallet af kvinder bag kulisserne vokser, vil antallet af kvinder på lærredet formentlig gøre det samme,” siger en af forskerne bag undersøgelsen, Stacy L. Smith, til Los Angeles Times.

Teenagere smider tøjet
Tallene bakker Smiths tese op: Når kvindelige instruktører og manuskriptforfattere står bag en produktion, øges procentdelen af kvinder foran kameraet betydeligt.

Lige nu er kvinderne dog i stærkt undertal på lærredet.

Blandt 4342 karakterer i de 100 mest sælgende film i USA i 2009 (blandt andet Avatar og Transformers: De faldnes hævn) er kun 32,8 procent kvinder og hele 67,2 procent mænd.

Samtidig skildres kvinderne radikalt anderledes end deres mandlige modparter, da de kvindelige skuespillere i meget højere grad er iført sexet tøj, viser deres hud frem og bliver beskrevet som attraktive.

De danske tal
Undersøgelsen viser også, at kvinderne på lærredet seksualiseres i en meget ung alder. Blandt de kvindelige karakterer i alderen 13-20 år forekommer afslørende tøj og delvis nøgenhed således lige så hyppigt som i aldersgruppen 21-29 år.

Til sammenligning med amerikanerne er den danske filmbranche det rene dydsmønster i kønsdebatten.

I 2009 havde 20 procent af de danske film (fem ud af tyve) en kvindelig instruktør, mens tallet i 2010 og 2011 var 23 procent (fem ud af sytten instruktører). Det er små 20 procentpoint højere end i verdens førende filmland.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko