Festivaldirektør afviser at hjælpe kvinderne
Da Venedig-festivalen forleden offentliggjorde årets program, var det med titler som Suspiria, First Man og The Ballad of Buster Scruggs. På papiret den mest spændende Venedig-festival i mange år, hvis ikke nogensinde.
Alligevel er festivalen blevet kritiseret. Flere iagttagere savner kvindelige instruktører.
Faktisk er der i hovedkonkurrencens 21 film kun én kvinde, der gør Luca Guadagnino, Damien Chazelle og Coen-brødrene selskab. Australske Jennifer Kent, der brød igennem som instruktør med gyseren The Babadook, er udtaget med den voldelige The Nightingale.
Festivalens kunstneriske direktør Alberto Barbera mener dog ikke, at hans festival har et kønsproblem.
”Som jeg ser det, ville det være at fornærme instruktørerne, hvis man valgte en film til hovedkonkurrencen bare fordi den er lavet af en kvinde,” sagde Alberto Barbera til Hollywood Reporter efter offentliggørelsen af programmet.
”Jeg vil hellere skifte job end at skulle tvinges til at vælge en film af en kvinde og ikke på baggrund af filmens kvalitet.”
Kvinder skæres fra
Venedig-festivalen fik også sidste år kritik for sin skæve kønsfordeling. Her var tallene de samme: én kvinde i hovedkonkurrencens 21 film.
Men Alberto Barbera synes ikke, at det er festivalens ansvar at få kvindelige instruktører frem i verden. Han fortæller Hollywood Reporter, at 500 af de 1.500 indsendte film, han har set i år, er lavet af kvinder.
Men i udvælgelsen bliver 33 procent altså til under fem procent kvindelig deltagelse i hovedkonkurrencen.
”Når jeg ser en debutfilm, der kommer ud af det blå, ser jeg på filmens kvaliteter, ikke om den er af en mand eller kvinde. Selvfølgelig ville jeg gerne have flere kvinder på festivalen, men det afhænger ikke af mig,” siger festivallederen til branchemediet og skyder skylden på filmindustriens indledende produktionsfase.
”Der er stadig mange fordomme i branchen, og det skal ændres. Det kommer til at ske, men det tager tid. De ændringer skal ske i starten af fødekæden, ikke i slutningen,” siger Alberto Barbera med henvisning til, at en festival som Venedig befinder sig sidst på en films vej til mødet med publikum.
Kommentarer