Kvindernes filmhistorie

1895-1920
De franske Lumière-brødre har deres første filmpræsentation i 1895. Siden kommer Georges Méliès med sine fantasifilm.

Men der er også en kvinde blandt stumfilmens tidlige pionerer: franske Alice Guy-Blaché, der døde i 1968 som 94-årig. Hun begyndte at lave film i 1896.

I 1906 kom en storstilet version af Jesu liv, der kan findes på nettet. Siden fortsatte hun i USA og lavede hundredvis af korte film og en halv snes lange frem til 1920. Hun lavede også tidlige eksperimenter med lyd og farve. 

1920’erne

Russisk film har en storhedstid i 1920’erne med Eisenstein, Pudovkin og Vertovs montagefilm. Kredsen omfatter også dokumentaristen Esfir Shub, især kendt for revolutionsfilmen Romanov-dynastiets fald, som er nyskabende med sin kreative brug af arkivmateriale.

I det franske avantgardemiljø med Luis Buñuel, Man Ray og Fernand Léger er Germaine Dulac en vigtig skikkelse med ægteskabsdramaet Den smilende Madame Beudet og den eksperimenterende Præsten og konkylien. Her finder hallucination og kvindefrigørelse sammen.

I tysk stumfilm, præget af ekspressionisme, udvikler Lotte Reiniger sin egen silhuetteknik i langfilmen Prins Achmeds eventyr, i dag den ældste eksisterende animationsfilm.

1930’erne

I Tyskland laver Leontine Sagan Mädchen in Uniform. Med sin følsomme pigeskolehistorie med dristig lesbisk tematik er filmen blevet en kultklassiker.

Leni Riefenstahl, der døde i 2003 som 101-årig, er nok den kvindelige instruktør, som har fået den mest centrale filmhistoriske placering overhovedet. Det skyldes de to slemme klassikere Triumph des Willens og Olympia, der forener nazi-propaganda med grandios æstetik. Efter krigen var hun helt uforstående overfor, at hendes film kunne opfattes som propaganda.

Dorothy Arzner er i 1930’erne den eneste kvindelige instruktør, der får en større karriere i Hollywood-studierne. Kærlighedsmelodramaet Christopher Strong med Katharine Hepburn er en historie fuld af uægteskabelige skandaler – det var inden, Hollywoods selvcensur satte en stopper for den slags temaer.

1940’erne

Den amerikanske Maya Deren er berømt for den symboltunge eksperimentalfilm Meshes of the Afternoon, der dykker ned i underbevidstheden. Ægtemanden Alexander Hammid er medinstruktør, og de spiller selv hovedrollerne.

Bodil Ipsen, der var sin generations mest fejrede teaterdiva, instruerede en række danske film, ofte med en mandlig medinstruktør. Under besættelsen er hun en pioner med dansk film noir som Afsporet og Mordets Melodi.

Astrid Henning-Jensen lavede en række film sammen med ægtemanden Bjarne, men instruerede også alene, blandt andet Palle alene i verden (1949), en af de første danske børnefilm. Siden har hun succes med Vinterbørn (1978) og Barndommens gade (1986), begge filmatiseringer af kvindelitteratur (Dea Trier Mørch, Tove Ditlevsen).

1950’erne

Ida Lupino, der havde haft en succesrig skuespillerkarriere siden 1930’erne, går efter krigen i gang med at instruere, og laver syv lavbudget-spillefilm for sit eget firma. Heriblandt voldtægtsdramaet Outrage og film noir-thrilleren The Hitch-Hiker, som efterhånden har vundet anerkendelse.

Alice O’Fredericks stod for over 70 film fra 1930’erne til 1960’erne. På verdensplan er hun nok den kvindelige instruktør, der har instrueret flest kommercielle spillefilm, hovedsagelig folkekomedier og melodramer som 1950’ernes Far til fire- og Morten Korch-film. De røde heste er den mest sete danske film overhovedet, men fik ikke ligefrem opbakning fra kritikerne.

1960’erne

1960’ernes franske nybølge med Godard, Truffaut, Chabrol og Demy omfatter også Demys hustru, Agnès Varda, der især markerer sig med Cleo fra 5 til 7. I en original filmisk form giver den et portræt af to skæbnesvangre timer i en kvindes liv.

I Sverige laver Mai Zetterling den feministiske fabel Flickorna, der blev rost af selveste Simone de Beauvoir for sin ironi og sit vid.

Det tjekkiske nybrud, hvor Miloš Forman og Jiˇrí Menzel er hovedskikkelser, omfatter også Vˇera Chytilovás spøjse, surreelt eksperimenterende Daisies. Den var et originalt bidrag til Prager-foråret.

1970’erne og 1980’erne

Marguerite Duras, der skrev manuskript til Resnais’ Hiroshima, min elskede, begynder i 1970’erne selv at instruere. Berømtest er India Song, der subtilt og gådefuldt udforsker filmmediets muligheder og umuligheder.

Belgiske Chantal Akermans Jeanne Dielman, 23, quai du Commerce, 1080 Bruxelles handler om en enlig mor, som ernærer sig ved prostitution, men samtidig omhyggeligt passer hverdagslivets rutiner. Filmen har opnået kultstatus som et af den modernistiske filmkunsts hovedværker.

I Vesttyskland instruerer Margarethe von Trotta Katharina Blums tabte ære sammen med ægtemanden Volker Schlöndorff. Hun fortsætter alene med virkelighedsbaserede kritisk-politiske kvindedramaer som De tyske søstre, om Ensslin-søstrene, og Rosa Luxemburg.

I Skandinavien markerer en ny feministisk filmkunst sig med Jytte Rex’ eksperimentelle Tornerose var et vakkert barn og i den satiriske spillefilm Ta’ det som en mand, frue, instrueret af Mette Knudsen, Elisabeth Rygård og Li Vilstrup, der med veloplagt satire ser på kønsroller og ulighed. Norske Anja Breiens Hustruer, om tre skoleveninder, der mødes igen og gør status, blev fulgt op med Hustruer – ti år efter og Hustruer III.

To kvindelige instruktører fra Italien vækker international opsigt: Liliana Cavani med den kontroversielle Natportieren om offer/bøddel-sex i kz-lejren og Lina Wertmüller med øde ø-dramaet Strandet og den groteske Syv skønheder.

I Sovjetunionen kommer Larisa Shepitkos Opstigningen, et intenst partisandrama om skyld og soning.

I Hollywood laver Elaine May et par begavede komedier, blandt andet A New Leaf, inden hun kuldsejler med Ishtar, der sætter en stopper for instruktørkarrieren.

Indiske Mira Nair bliver Oscar-nomineret med Salaam Bombay!, om en dreng, der hutler sig gennem i Mumbais underverden.

1990’erne

New zealandske Jane Campion bryder igennem på verdensplan med The Piano, et historisk trekantdrama med klaver i den new zealandske jungle.

Sally Potters britiske Orlando genfortolker Virginia Woolfs tids- og kønsfantasi.

I Frankrig får Claire Denis auteur-status, og Catherine Breillat vækker opsigt med den seksuelt eksplicitte Romance.

Susanne Bier bryder stort igennem i dansk film med den romantiske komedie Den eneste ene og senere internationalt med Oscar-vinderen Hævnen (2010).

Nora Ephron er med Søvnløs i Seattle og You’ve Got Mail blandt de få kvindelige instruktører, der lykkes med Hollywood-blockbusters.

2000’erne

Liv Ullmanns Troløs, efter manuskript af eks-partneren Ingmar Bergman, byder på scener af et alt andet end velfungerende ægteskab.

To mesterværker: Iranske Samira Makhmalbaf episodiske Blackboards, om kurdiske skolelærere på vandring fra landsby til landsby, og amerikanske Sofia Coppolas intime drama Lost in Translation, om den unge kvinde og midaldrende mands ensomhed.

Kathryn Bigelow er den første kvindelige instruktør, der vinder Oscar for bedste film, The Hurt Locker. Hun er blandt de få kvindelige instruktører, der har markeret sig i mainstream-Hollywood med ”mandlige” genrer som action og sci-fi.

Lone Scherfig får dansk gennembrud med Italiensk for begyndere, internationalt med den britiske, Oscarnominerede An Education.

2010’erne

Storhedstid for kvindelige danske dokumentarister som Phie Ambo, Eva Mulvad, Pernille Rose Grønkjær, Mikala Krogh, Mira Jargil. Og veteranen Anne Wivel.

Tre 2010-hits: Fra USA Debra Granik Winter’s Bone og Lisa Cholodenkos The Kids Are All Right, fra England Andrea Arnolds Fish Tank.

Franske Mia Hansen-Løves L’avenir (2016), om krisen i en ældre kvindes liv.