Komik i krigens vanvid
Har man set bare et afsnit af Friday Night Lights, er det svært ikke at forbinde Kyle Chandler med rollen som den sympatiske football-træner Eric Taylor. Med håndfast, men kærlig hånd opdrager han en flok unge mennesker på det lokale hold i en sportstosset Texas-by.
I serieudgaven af Joseph Hellers satiriske krigsroman fra 1961 har skuespilleren rollen som oberst Cathcart, der er den bistermorsomme fjende for hovedpersonen Yossarian.
Cathcart bliver under Anden Verdenskrigs kampe i Italien ved med at øge antallet af farlige bombeflyvninger, som de bange soldater skal udføre.
Større end sig selv
Man kan kun undslippe, hvis man er sindssyg. Og man er ikke sindssyg, hvis man vil undslippe krigens rædsler – en såkaldt Catch-22, der er blevet et sprogligt begreb for en situation med håbløse valgmuligheder.
For 53-årige Kyle Chandler, der også har Manchester by the Sea, The Wolf of Wall Street og Netflix-serien Bloodline på cv’et, handlede det dog om at trække de filosofiske tanker ned på jorden og finde det sympatiske i rollen.
”Cathcart er en figur, der er større end sig selv i den forstand, at man kan sætte ham i alle slags situationer. Men jeg måtte forsøge at finde menneskeligheden i ham, og den fremgår ikke sådan lige, når man læser manuskriptet,” siger Kyle Chandler på en telefonforbindelse.
”Han kommer hurtigt til at virke som en tegneseriefigur, men når jeg skabte en verden omkring ham, blev komikken så meget desto sjovere. Og jeg forelskede mig faktisk i ham. Man bliver som skuespiller nødt til at holde af sin karakter for at skabe et troværdigt menneske,” fortsætter skuespilleren, som dog godt ved, at han er et hjul i det større maskineri.
”Det er måske ikke så vigtigt for seerne, om Cathcart er sympatisk, men det hjalp mig at finde den side af ham. Der er nogle få øjeblikke, som viser, hvem han kan have været, før han blev fanget i krigen. Jeg skabte også en baghistorie om, hvem han var hjemme i USA – både før og efter krigen.”
Opkald fra Clooney
Det var i første omgang meningen, at George Clooney – der har produceret og instrueret afsnit af Catch-22 – skulle spille oberst Cathcart.
Skuespilleren ombestemte sig dog og gav sig selv rollen som en anden mand, der gerne vil stige i rækkerne hurtigst muligt: Scheisskopf. At skulle overtage for en mand, der ikke bare laver serien, men også er en stor stjerne, fik Kyle Chandler til at tøve en smule med at sige ja.
”Jeg fik at vide, at Mr. Clooney ville snakke med mig. Han ringede og fortalte mig om historien, men først var jeg meget i tvivl. Så jeg gjorde, hvad jeg normalt gør, nemlig satte mig og læste manuskriptet med min kone,” fortæller Kyle Chandler.
”Jeg kunne se udfordringen ved at gøre det, og det gik op for mig, at jeg aldrig har spillet sådan en figur før. Så det var meget udfordrende, men jeg har aldrig haft det sjovere med en rolle end den her – det var noget, jeg var nødt til at gøre,” siger skuespilleren, der kun har ros til overs for Clooneys arbejde som instruktør.
”Han ved præcis, hvad han vil have, og gør det meget klart. Der er ikke alle mulige slørede fortolkninger. Han arbejder hurtigt. Det var en fornøjelse.”
Tungen på gled
Catch-22 blev filmatiseret i 1970 af Mike Nichols, men næsten 50 år efter mener Kyle Chandler, at historien stadig er relevant.
”Bogen bærer på en form for universel sandhed, der aldrig går af mode. Den er utroligt sjov, men i virkeligheden er det ikke sjovt. Så den skal også nok være relevant om 50 år,” siger skuespilleren, der er imponeret over, hvordan manuskriptforfatterne bearbejdet bogens 453 sider.
”Det hele ligger i ordene, så vi skuespillere var faktisk bare nødt til at følge dem. De fleste af mine scener er monologer på én til to sider,” forklarer han.
”Jeg snakker ikke rigtigt til de andre skuespiller, men holder taler foran et kort og taler om missioner. Det er ligesom at gå på scenen i teatret på åbningsaftenen og håbe, at ordene ikke forsvinder for en.”
Kyle Chandler vil helst ikke sammenligne filmen og den nye serie for meget, fordi de er produkter af vidt forskellige perioder.
”Jeg kan huske, at jeg så filmen som meget ung, men dengang gjorde den ikke det store indtryk. Jeg så den igen, før vi optog serien, men de to produkter er helt forskellige bud på fortællingen. De er skabt i hver deres format og tid. Vi har skabt en fantastisk sekstimers-historie, der virkelig fanger essensen af, hvad Catch-22 handler om.”
Trailer: Catch-22
Kyle Chandler
Født 1965 i Buffalo, USA.
Gik på universitetet og studerede skuespil, men droppede ud og forsøgte sig i tv.
Blev kendt for rollen som Eric Taylor i tv-serien Friday Night Lights.
Har siden haft roller i film som The Wolf of Wall Street og Manchester by the Sea samt serien Bloodline.
Aktuel I serien Catch-22, der kan ses på C More.
Kommentarer