Lad ikke pænheden sejre

René Fredensborg mener, at det er svært – ja, nærmest umuligt – at komme til at lave film i Danmark, hvis ikke man er en del af parnasset og ikke har gået den slagne vej.

Altså på Filmskolen.

Selvfølgelig er det svært. Og det skal det af helt indlysende grunde også være. Det er dog ikke umuligt. Og det er én af de gode ting ved den såkaldte danske filmbranche.

Der er tilstrækkeligt mange mennesker ”indefra”, der har udblik og knald i låget til faktisk engang imellem at få øje på dem, der kommer ”udefra”.

Utrættelig hjælp
Jeg har aldrig selv gået på hverken Filmskolen eller, for den sags skyld, Super16. Jeg fik begge steder et par svidende afslag og kan endnu huske de lange nætter, hvor jeg sad og stirrede ud i luften i forsøget på at få øje på mit selvværd.

Alligevel tog daværende producer på Cosmo Film, Jesper Jack, mit første større projekt Fra Thailand til Thy med i kufferten til DR og Det Danske Filminstitut.

Det skete ikke, fordi vi havde stået på toilettet og delt baner. Det skete, fordi vi havde et virkelig stærkt oplæg til filmen på baggrund af antropolog Sine Plambechs store forarbejde, og fordi Jesper utrætteligt havde hjulpet mig igennem ti-tolv gennemskrivninger af synopsen, så den holdt vand.

Og – formoder jeg – fordi Jesper gennem sit arbejde med mig havde fået tillid og tiltro til, at jeg faktisk kunne løse opgaven.

Fandens dygtig udvikler
Når jeg nævner denne historie, er det ikke for at undskylde coke-fadæsen eller for at sige, at der ikke eksisterer indspisthed i dansk film. Selvfølgelig gør der det.

Derfor er det også meget godt at have denne debat, omend jeg ville ønske, at den ikke foregik på bekostning af Jesper Jack.

Jeg nævner denne historie, fordi jeg kom til at kende Jesper i hans tid som producer, som én, der faktisk havde blik for folk, der kom udefra. Han tog chancer og havde et filmsyn, som hverken lå under for vanetænkning eller konformitet.

Han var en fandens dygtig udvikler, og jeg skylder ham meget for det filmsprog, jeg har tilegnet mig gennem vores samarbejde. Desværre var der ikke mange, der nåede at få glæde af hans egenskaber i denne retning som konsulent.

Fester en del af arbejdet
Mange skriver, at det var nødvendigt at fyre Jesper Jack. Det er selvfølgelig svært for Det Danske Filminstitut at gøre andet, når en sådan hændelse finder sted.

Men filmbranchen skal ikke få for travlt med at vaske hænder i deres iver efter at tegne et renskuret, hårdtarbejdende billede af sig selv. Hvor mange af os har ikke stået der til fester med konsulenterne og fyret den af? Vi har gået til fester i filmbranchen, nærmest som en del af vores arbejde.

Ja, dansk film består af en masse hårdtarbejdende mennesker, hvor størstedelen af os har taget en slags fattigdomsed for at lave det, vi elsker, og ellers i en eller anden udformning lever på nåde og almisser fra staten.

Dansk film lever af excentrikere
Men hvorfra har dansk film sin vitalitet, og hvordan kan dansk film igen og igen vinde priser overalt i verden?

Det er, fordi vi får statsstøtte, så vi ikke skal leve på markedsvilkår alene. Det er, fordi der er en masse vanvittigt dygtige mennesker i dansk film, hvoraf mange er udklækket på Filmskolen.

Men det er måske især, fordi der findes mennesker overalt i dansk film, som har mod til at leve ting ud. Excentrikere, bohemer, skævvridere, daglejere og syleskarpe intellekter, der stiller spørgsmål, presser på, vender ting på hovedet og ikke mindst blotlægger sig selv med al deres umulige menneskelighed, deres tanker, fobier, særheder, traumer, neuroser og kærlighed.

Lad ikke pænheden sejre!

Kl. 3 om natten
Vi skal ikke have DJØF-tilstande i filmbranchen, så alle pludselig skal opføre sig pænt uniformeret. Det ville kvæle opfindsomheden.

Det sker faktisk, at nye samarbejder og idéer fødes kl. 3 om natten til fester i omtåget tilstand, og det sker faktisk, at det netop er den stille pige i hjørnet, der kommer igennem med sine idéer, fordi hun lige præcis kommer med dét, der er fedt. Dét netop hun indeholder.

Vi arbejder i en branche, hvor folk har blodet og indvoldene på bordet. De fleste af os laver film, som er dybt personlige og kommer af noget, som vi synes er hamrende vigtigt. Derfor kommer vi tæt på hinanden, og derfor er det med hjertet i hånden, hver gang man går ind til en konsulent.

Talent og stamina
Det er svært at komme til at lave film i Danmark – og endnu sværere mange andre steder i verden, hvor man ikke har samme støttemuligheder.

Det er et kæmpe privilegium at få lov at spilde sig selv ud over resten af vores arme land, og derfor skal man fandeme ikke alene have noget at sige, man skal også kunne formulere sig – på film altså.

Man skal have en god idé på det rigtige tidspunkt, den skal udvikles, så den holder, man skal have de rigtige mennesker til at tro på projektet, så den kan finansieres, og man skal have talent og stamina til at kunne gennemføre den. Det er super hårdt, og man får intet forærende.

Heller ikke, fordi man kender konsulenten. Grænserne mellem dem, der er ”inde”, og dem, der er ”ude”, er mere porøse, end de kan fremstå ved første øjekast. Hvis man tør lægge sig selv frem, sker det, at man bliver set. Jesper var én af dem, der så mig.