Lad isbjørnene danse

I begyndelsen var ordet, siger Bibelen. I begyndelsen var billedet, er titlen på et af maleren Asger Jorns hovedværker fra 1965. Når jeg læser skabelsesberetningen, er jeg tilbøjelig til at give Bibelen ret. Når jeg ser Jorns maleri, er jeg ikke utilbøjelig til at give ham ret. Kan begge have ret?

Den gamle konkurrence mellem ord og billede dukker op igen i forbindelse med undervisningsforløb, der går ud på at læse en roman og derpå se filmen. En populær foreteelse, men også problematisk. Kvantitativt kan det være svært at overskue både en roman og film – med en overfladisk gennemgang og sammenligning til følge. Også kvalitativt kan forløbet være problematisk. De billeder, læseren skaber, betyder ofte, at filmen efterfølgende ses på bogens præmisser. Er rækkefølgen den omvendte, læses bogen på filmens præmisser. Kan man undgå disse faldgruber, eller er sådan et undervisningsforløb dømt til at mislykkes?

I sin filmatisering af Ulf Starks roman, Lad isbjørnene danse, har Birger Larsen valgt at fortælle den samme historie som i romanen. Hovedpersonen Lasses kendte, trygge verden bryder sammen, da forældrene skal skilles, fordi moren har en anden mand, som hun er blevet gravid med. I både roman og film er det hovedbegivenheden, der sætter handlingen i gang og afføder det miljøskift, Lasse udsættes for: Fra boligkarréen med faren, som er Elvis-fan og ufaglært slagteriarbejder, til stedfaderen og tandlægen Hildings store villa, hvor der spilles klassisk musik. Resten af historien i film og roman handler om det væddemål, Hilding indgår med Lasses skoleinspektør: Er Hilding i stand til at forvandle Lasse fra at være dum og doven til et dydsmønster?

Også slutningen er den samme for film og bog. Lasse gør oprør mod Hildings professor Higgins-tyranni, ifører sig sit gamle tøj og vender hjem til faren. Tidsmæssigt forløber film og roman fra forældrekonsultationen i december over juleaften, hvor morens utroskab afsløres, til foråret, hvor Lasse med vilje dumper til prøven og vender hjem til Elvis-far. En smertefuld og oprørsk dannelseshistorie med en spirende forelskelse som den søde klangbund.

Centrale parallelscener
Forskellene på indholdssiden er mange, men små og ubetydelige. Birger Larsen har flyttet handlingen fra Stockholm til København, men om Lasse besøger isbjørnene på Skansen eller er i Zoologisk Have med farmand, om farens bil er en Citröen fra 1940’erne eller en nyere model, er fuldstændigt underordnet. Det er begivenhederne og miljøskiftet, der er det afgørende. Og de er identiske – ganske som filmens og romanens centrale ledemotiver, isbjørnebilledet og Elvis-melodierne, der anslår stemning og forløb. Risikoen ved at sammenligne roman og film ligger i, at man på indholdssiden fortaber sig i et væld af ligegyldige detaljer. Det er ulig mere væsentligt at finde parallelscener i bogen og i filmen end at opremse ligegyldige forskelle mellem roman og film.

I filmens indledning og slutscene sidder Lasse således med faren i bilen, og i begge scener spiller moderens portræt en rolle. I bogen hjælper moren og faren Lasse med slipseknuden før to afgørende begivenheder. I bogen er far og Lasse alene sammen i lejligheden før og efter bruddet; i den første scene spiller faren Elvis på sin mundharpe, i den anden spiller de Elvis sammen. I både bog og film er der centrale parallelscener, hvor faren ikke mere kan genkende den nye Lasse.

Subjektiv fortæller
Det er snarere på udtrykssiden, at en sammenligning mellem bog og film kan være frugtbar. Hvor Birger Larsens kamera er en slags alvidende fortæller, benytter Ulf Stark en jeg-fortæller i romanen, således at alle begivenheder og personer opleves gennem Lasses øjne, hans subjektive point of view.

Læseren har kun adgang til Lasses tanker: ”Men der skulle ikke blive meget fred,” tænker Lasse, da faren har fortalt, at det eneste, han ønsker sig i julegave, er fred. ”Her burde det have holdt op. Som på en af de her film, hvor alting pludselig stivner i billeder, der ikke bevæger sig mere,” tænker Lasse, da moren har pakket farens gave ud, det nye tv-apparat med fjernbetjening. ”Så lagde vi den gamle verden bag os”, tænker Lasse i taxaen, da han flytter. ”Det føltes, som om jeg hele tiden havde fars øjne i nakken. Jeg ønskede, at jeg i det mindste havde kunnet forklare ham, hvorfor jeg ikke kunne blive (…) Jeg ville aldrig i livet lade mig bedrage ligesom ham.”

I filmen er de fleste indstillinger ligeledes Lasses point of view. Med Lasses øjne, frøperspektivets, ser vi op på moren, der taler i telefon (med Hilding?), da han og faren kører til forældrekonsultation på skolen; med Lasses point of view forvandles slagteriarbejderne til isbjørne; med Lasses øjne, igen frøperspektivets, ser vi fjernsynet i slow motion smadre ruden og styrte til jorden. Det er også Lasses blik, denne gang i fugleperspektiv, der i kamerapanoreringen standser op og vender tilbage til fotografiet af Hildings datter Lulu og eks-hustruen, da han får et første kik ind i Lulus værelse. I et ekstremt frøperspektiv ser vi inspektøren og Hildings forvrængede ansigter bøje sig ned over Lasse, der er gået omkuld i sin brandert nytårsaften – senere ser vi Lulus drilske fingerkys i samme synsvinkel.

Er det Lasses drømmesyn, da han nytårsaften klokken 24 vågner af sin rus, vakler ud på altanen i Hildings hus og, i fugleperspektiv, ser faren på gaden med en nytårssol bag sit ansigt? Selve sammenstillingen i billedmontagen udtrykker på én gang adskillelse, kærlighed og savn. Med Lasses øjne ses faren, i frøperspektiv, pudse vinduer, da Lasse opsøger sit gamle hjem i foråret.

Med andres øjne
Men der er også mange markante eksempler på Birger Larsens synsvinkelskift, hvor tilskueren i modsætning til romanen får indblik i andre personers tanker og følelser: Morens eftertænksomme ansigt, da Lasse og faren har forladt lejligheden for at køre til skolen; morens bekymrede blik i stormagasinet, da Lasse er stukket af efter sammenstødet med Hilding; slagteriarbejderne, der med opildnende tilråb betragter Lasse slå løs på svinekroppen; morens voice over: ”Så slip da drengen!”

Man kunne give flere eksempler. Skiftet til faren i lange underbukser, der sætter Elvis’ Hard headed woman på grammofonen, da moren og Lasse forlader lejligheden. Fra Hildings point of view ser vi, i totalbillede og fugleperspektiv, gennem gitteret ud på taxaen, der ankommer med moren og Lasse. Kameraet afslører Lulus fortvivlede hænder på ryggen, da hun i jalousi forstyrrer Hildings terperi med Lasse. Og da Lasse forlader Hildings hus tidligt om morgenen, kommer to markante synsvinkelskift, først til ensomme Lulu, derpå til moren: Begge vågner, da Lasse er taget af sted. I bogen fastholdes synsvinklen derimod konsekvent på Lasse: ”Jeg sendte mor et sidste blik, før jeg lukkede døren.”

Det er derfor i de forskellige fortællerpositioner og i selve det litterære og filmiske udtryk, at det kan være givtigt at foretage en sammenligning mellem roman og filmatisering. Læs bogen, se filmen, gense nogle udvalgte kernescener, læs de samme scener i bogen! Det er den pædagogiske angrebsvinkel: Læs og se, se og læs på ny. Hvorfor følger dét billede efter dét billede? Hvorfor følger den sætning efter den sætning?

Sammenligningen skal ikke være foreskrivende – hvad er bedst, filmen eller bogen – men beskrivende: Hvordan fortæller man med billeder, hvordan med ord? Hvordan udtrykker romanens Lasse sin reaktion på mødet med moren og Hilding, da han opsøger faren på svineslagteriet? Hvordan skildrer Birger Larsen den samme reaktion i sit ekspressive billedsprog og sine lydlige virkemidler? Er udgangen på de to scener den samme? Hvordan skildrer Birger Larsen afgørelsen om, hvorvidt Lasse skal blive hos faren eller flytte med moren? Hvordan vælger Ulf Stark at bygge sin scene op? Er der overensstemmelse? Hvordan ryger fjernsynet ud ad vinduet i bogen, hvordan i filmen?

Helle Helles Film er en novelle, der ikke er filmatiseret. Men den skaber billeder helt af sig selv. Romanen Kundskabens træ udkommer sikkert aldrig – romanen, ja. Det er til at leve med, for filmen er så vidunderligt underspillet, at tanker og følelser af sig selv myldrer frem i billederne. Hvad kom først, ordet eller billedet? Er det ikke ligegyldigt? Både novellen og filmen handler jo om det, hvorom der hverken kan tales eller ties.



Mere undervisningsmateriale til Overbygningen.