Lad os få disse Berlinale-film til Danmark!

Årets Berlinale blev ført sikkert i mål uden distraherende kontroverser og med et succesrigt program fokuseret mere på de nære fortællinger end den store verden.

Dag Johan Haugerud blev fortjent belønnet for sin formidable Drømme, et empatisk sansende portræt af en ung kvindes første forelskelse. Men det er mærkeligt, at Timestamp, det ukrainske portræt af et års skoleundervisning under krigen, blev totalt forbigået ved prisuddelingen.

Ikke alle festivalens perler ender på vinderpodiet. Og med omkring 200 titler kan programmet ikke undgå at spænde vidt – fra kunstfilmdebuter til blockbuster-premierer. 

Fraregnet de film, jeg allerede har anmeldt, er her mit bud på de ti titler fra programmet, jeg hurtigst muligt ønsker til Danmark.

10. Maya, donne-moi un titre

Den mest charmerende film i årets program kom fra franske Michel Gondry, instruktøren bag Evigt solskin i et pletfrit sind. Han har i årevis underholdt sin datter Maya med hjemmeanimerede tegnefilm klippet i papir og animeret fuldt af skøre påfund og skæve idéer.

Maya finder på en titel, Michel finder på resten og sender datteren på eventyr sammen med hendes mor, mormor Boumboum og bedstefar Pampa. Til Jordens indre, til de arktiske have eller til Belgien, pomfritternes land.

Undervejs træder instruktøren selv rørende frem i rammefortællingen som krølhjernen, der fortæller sig tættere på sin lille spirrevip-datter, mens han i lange stræk arbejder i udlandet.

9. Was Marielle weiß

Denne tyske komedie er fortalt ud fra et simpelt spørgsmål: Hvad hvis dit barn vidste alt, hvad du foretager dig? 

Begge forældre har noget at gemme. Moren flirter uhæmmet med sin flotte kollega, mens de deler en syndig smøg. Faren fører sig frem ved middagsbordet, men føler sig ydmyget på arbejdet, fordi en yngre kollega er dygtigere og mere vellidt. 

Og pludselig, efter at have fået en svidende lussing på legepladsen, ved datteren Marielle alt, hvad de siger, og alt, hvad de gør. Hvad forældrene end ikke kan anerkende uden at tabe ansigt: ”Jamen, ryger du da?”

Det bliver en morsom satire om overvågning og magt i parforholdet. Skruetvingen strammes kosteligt, mens forældrene forsøger at holde facaden over for Marielle og samtidig få en klemme på hinanden.

8. Sorda

Lyddesignet i den spanske publikumsvinder gengiver hovedpersonens handicap så virkelighedstro, at jeg til en start troede, at der var noget galt med højttalerne. 

Sorda betyder ”døv” på spansk, og mens Angela går tur med sin hund, svømmer i det fri, spiser med sine veninder eller taler med sin kæreste Héctor, kan vi så godt som ingenting høre.

Tegnsproget er tekstet og scenerne visuelt fortalt, så man bliver grebet og opmærksom.

Men Angela er gravid, og der er 50 procents chance for, om hendes barn bliver hørende. Og da de hørendes verden med ét begynder at trænge sig på i Angelas ordnede tilværelse, skrues der op for reallyden, så den til en start føles nærmest chikanerende.

Instruktør og forfatter Eva Libertad slår ned på Angelas usikkerhed og kontroltab. Angelas døvhed volder udfordringer i forældreskabet, når hun ikke kan høre deres datter græde, eller ikke kan nå at mundaflæse læreren i dagplejen. 

Miriam Garlo, der selv er døv, leverer en kompleks hovedrollepræstation vekslende mellem forældreglæde, irritation og afmagt over for en verden, der ikke altid forstår at tage hensyn.

7. Olmo

Mexicanske Fernando Eimbcke rammer rent med sin livlige coming of age-film Olmo, der er produceret af Brad Pitts produktionsselskab Plan B. 

Det er en lille perle om fjortenårige Olmo, som forsøger at tage til fest med den skønne nabopige en aften, hvor han skal passe sin sengebundne, skleroseramte far.

Filmen er en virkelighedstro gengivelse af et helt bestemt miljø i den spansktalende del af en knastør by i New Mexico i 1979. Moren må tage dobbeltvagter, mens teenagebørnene skændes over, hvis tur det er til at tage sig af deres pasningskrævende far.

Hormonerne bruser gennem Olmo og hans bedste ven Miguel, og deres festlige kammeratskab mellem børneleg og teenageliv er den røde tråd i filmen, der vokser fra en Superbad-kåd komedie til et rørende drama om sammenholdet i en presset familie.

6. Living the Land

Man forstår godt, at kinesiske Huo Mengs Living the Land blev belønnet med instruktørprisen i hovedkonkurrencen. 

Den mutte dreng Xu Chuang bor hos sine bedsteforældre i en fattig, lille flække på landet i 1991, mens hans forældre arbejder i byen langt væk og kun kommer på besøg ved højtider.

Men filmen er først og fremmest en kollektivfortælling om et traditionsbundet samfund, der lever overens med naturen og i tvungen overensstemmelse med magthaverne.

Vi følger familien hen over et år. Kornet skal høstes og siden sås. Ét familiemedlem skal begraves og et andet giftes bort. Mænd fra regeringen dukker af og til op med krav om fødselskontrol og folketælling.

Living the Land er et rørende portræt af fire generationer i en turbulent tid.

5. The Blue Trail

Den brasilianske satire The Blue Trail forestiller sig en fremtid, hvor alle borgere over 75 år tvangsindlægges på fjerntliggende plejehjemskolonier, som ingen vender hjem fra. 

Men 77-årige Tereza, der bor i en mørnet hytte ved Amazonasfloden, er ikke parat til at sige farvel til sin selvstændighed.

Tereza vil prøve at flyve for første gang i sit liv, men da datteren bestyrer hendes finanser, kan hun ikke bare købe en flybillet. Hun må i stedet sejle op langs floden på jagt efter et privatfly, der kan føre hende op over trækronerne her langt ude i regnskoven. 

Undervejs møder hun en lyssky flodkaptajn, en drikfældig ung pilot og en livlig, gammel bibelsælger, der har fundet friheden på sin egen flodpram. Det er en skøn fortælling om at opdage livet i en sen alder, som den danske distributør Camera Film heldigvis allerede har købt.

4. Heldin

 
Leonie Benesch kæmper en brav kamp for at holde sig til tidsplanen i schweizisk-tyske Petra Volpes sygeplejer-thriller Heldin.

Fra hun ankommer om eftermiddagen, til hun tager hjem i de tidlige nattetimer, må Floria løbe for at nå rundt til alle sygestuerne og tage hånd om patienter, der hver har forskellige behov for omsorg: en dement, ældre kvinde, en cancersyg familiemor, en opsætsig alkoholiker og en forvænt terminalpatient på privatforsikring.

Floria udfører sit arbejde med nøjeregnende, mekaniske bevægelser og et svindende socialt overskud, efterhånden som hasteærinder får forsinkelserne til at hobe sig op. Nødlamperne blinker, patienterne venter, og tempoet stiger, til selv publikum bliver forpustet.

Heldin er et actionmættet opråb om sygeplejerskers elendige arbejdsforhold, der ganske som Frelle Petersens langt mere stilfærdige Hjem, kære hjem viser omsorgsarbejdets omkostninger.

3. Timestamp

 
Dokumentarfilm om krigen i Ukraine udgør efter tre års krig en lille serie: 20 dage i Mariupol, Intercepted med russiske soldaters telefonsamtaler, den Oscar-nominerede Porcelain War og chokerende 2000 Meters to Andriivka, der får premiere på Cph:Dox i marts.

Timestamp er – som titlen antyder – et uforceret tidsbillede, der med tålmodigt kamera følger den daglige skoleundervisning rundt omkring i Ukraine under krigen.

Kateryna Gornostai springer fra skole til skole med angivelser af, hvor langt hver skole ligger fra Rusland eller fra fronten. Uden at hæfte sig ved bestemte børn eller lærere tegner hun et portræt af hverdagen, hvor undervisningen ofte afbrydes af luftsirener, og de voksne forsøger at holde humøret højt i beskyttelsesrummene. 

Børnene lærer og leger videre, selv når bomberne falder i det fjerne, og undervisningen foregår på en undergrundsstation eller i den eneste del af skolen, der stadig står. Det er et fascinerende portræt, der med roligt sindelag skildrer hverdagens heltemod.

2. Lesbian Space Princess

Australske Emma Hough Hobbs og Leela Varghese stod for festivalens mest gedigne publikumshit: en gakket animationsfilm, der udfolder en queer coming of age-historie midt mellem Rick and Morty, Adventure Time og RuPaul’s Drag Race.

Lesbian Space Princess handler om den introverte Saira, der er prinsesse på planeten Clitopia, hvor alle er lesbiske.

Hun bliver nødt til at bide sin sociale angst i sig og begive sig ud på eventyr, da en gruppe onde rumterrorister – the Straight White Maliens! – kidnapper hendes ekskæreste.

Det er en herligt opfindsom gang sci-fi med en simpel streg og stor iderigdom. Som da Saira må flyve afsted i et rumskib, der med selvfed manderøst spørger, om biseksualitet nu også eksisterer, og hvad prinsessen egentlig synes om sexscenerne i Adèles liv?

Det var fuldt fortjent, da Lesbian Space Princess vandt Berlinalens Teddy-pris for bedste lgbtq+-film efter at have opbygget en dedikeret fanskare. Forhåbentlig varer det ikke længe, før nogen køber den hjem til Danmark.

1. Dreams

Michel Franco ved lige, hvor han skal stikke kniven ind.

Den flittige mexicaner specialiserer sig i iskolde, kyniske dramaer, hvor etik og moral forplumres af gamle traumer og klasseskel. I New Order vender tjenestefolket sig mod herskabet i en blodig revolution. Og i Sundown vælger en livstræt, hovedrig englænder at dase sig ihjel i turistfjendtlige Acapulco.

Sidste års Memory fortæller forfriskende håbefuldt om en kvinde, der forsøger at rejse fra et gammelt sår. Men i Dreams, der igen har Jessica Chastain i hovedrollen, er kynismen tilbage for fuldt drøn.

Den ulige romance, der udfoldes mellem Chastains iskolde overklassefilantrop og den unge balletstjernespire Fernando, er lige dele beskidt sexfantasi og skånselsløst selvbedrag. 

Det er en intenst erotisk film, som dvæler ved kroppens behov og sårbarhed. Det er også en tragisk film om grænser, der overskrides mere og mere nådesløst i et ultrarigt miljø, hvor progressive idealer er smurt tyndt ud over pengestærk privilegieblindhed.