Længe leve frisindet?

Da Danmark for 35 år siden som det første land i verden legaliserede billedpornoen, skete selve lovændringen uden den store dramatik, fordi diskussionen for og imod allerede havde en længere historie bag sig. Op gennem 1960'erne gav venstrefløjens repræsentanter over en bred kam deres tilslutning til legaliseringen, som man betragtede som led i et mere generelt forsvar for seksuel frigørelse og frisind.
 
Alligevel var holdningerne blandt de progressive delte og tvivlen udpræget. Nogle talte for, at en legalisering ville føre til mætning af markedet og mere kvalitetsporno. Andre mente derimod, at faren for at gå kapitalens ærinde var overhængende, men at legaliseringen var den bitre pille, man måtte sluge for at sætte seksualiteten fri.
 
Holdt forudsigelserne så stik? Tja, markedet synes umætteligt. Den teknologiske udvikling og pornografien nærer hinanden gennem et tæt symbiotisk forhold, og det tjener en række aktører, herunder teleselskaberne, rigtig mange penge på. Pornografien kan nu stort set levere varen, ligegyldigt hvor i det seksuelle landskab man befinder sig: dyr, fækalier, børn, gamle, homo, fetich, S/M, fedme, mad, vold og overgreb.
 
Alligevel konkluderer en ny svensk undersøgelse — Sexindustrin på nätet — at den pornografi, der udbydes via pornografiens nye medie, internettet, både "befæster og legitimerer et ulige og fordomsfuldt syn på seksualiteten" og kan karakteriseres som "de traditionelle kønsrollers mikrokosmos". Om det indikerer kvalitetsudvikling er vel tvivlsomt, og generelt må man konkludere, at pornografiens bidrag til den seksuelle frigørelse ikke har været imponerende.
 
Ind ad bagdøren
Med legaliseringen er pornografiens kulturelle status gradvist ændret. Forskere taler om "massekulturel mainstreaming": Vi er i gang med en proces, hvor pornografi bliver listet ind i vores hverdagsliv ad bagdøren som et alment accepteret, ofte idealiseret, element.
 
Dels er udbuddet af decideret pornografiske produkter steget kraftigt, ligesom pornoen, blandt andet via internettet og mobiltelefonien, er lettere tilgængelig. Dels udviser både trykte og elektroniske medier en stigende interesse for feltet pornografi. Og endelig flyder fragmenter af pornografien ud i massekulturen. På reklameposters, i musikvideoer, dokumentarprogrammer på tv, modereportager og ungdomsblade benyttes i stigende omfang tegn, der citerer fra pornografien. Fotomodellers positurer — som påklædning, bevægelser eller de scenarier, de er indsat i — henviser til et pornografisk univers.
 
Nogle mener, at pornografiens nye kulturelle status er en lykke, der afspejler det seksuelle frisinds aktuelle kulminationspunkt. Jeg vil hævde, at udviklingen, subtilt forklædt som "frisind", først og fremmest er drevet af økonomisk spekulation. Kritikken har det imidlertid ikke nemt, for ideen om, at det var de progressive på venstrefløjen, der drev denne forandring frem, koder automatisk pornoen som positiv. Kritiske røster afvises følgelig som sexforskrækkede og moralske — nogle der vil undergrave de seksuelle privilegier, vi har opnået.    
 
Kritikken er ikke desto mindre relevant. Den ulovlige og stigende brug af børn i pornografiske produkter er naturligvis ét område. Et andet angår kvinders seksualitet og seksuelle frisættelse. Der er tegn på, at pornografiens mest stereotype kønsbilleder slår igennem i og bliver virksomme i andre af massekulturens medieprodukter. Det bevirker, at sex i langt højere grad knyttes til billeder af kvinder end af mænd, og at den dominerende måde at se på sex hovedsagelig er mandlig.
 
Hendes liderlighed, aldrig hans
Lad mig give nogle eksempler. Tv-stationen MTV er fyldt med hiphop-videoer, hvor de kvindelige — men sjældent de mandlige — aktører konsekvent seksualiseres. 50 Cents video PIMP gør stjernen til midtpunkt for en gruppe afklædte prostitueredes udelte opmærksomhed, mens han uhindret rager på deres bare silikonebryster. Og danske Nik & Jay har tilsvarende fyldt en sauna med nøgne kvinder og placeret sig selv i midten med rappe håndtegn og alvorstunge miner.
 
Præcis samme tendens gælder for reklame-billeder, uanset om produktet er alkohol, pensionsopsparing, fagforeningsmedlemskab eller sko. Og tjek ensidigheden i de billeder og logoer, som forskellige firmaer mod betaling tilbyder unge at downloade på mobilen: Animerede Naughty Babes eller bare Babes, billeder som denne sommer i øvrigt har været genkendelige fra postkortstativerne i landets små lokale strandkiosker.
 
Eller læg mærke til, hvor sjældent spillefilms sexscener har fokus på den mandlige parts nøgne krop og hans nydende, liderlige ansigtsudtryk. Når Angelina Jolie har samleje med Ethan Hawke i den nye film Taking Lives, er det kun hende, der kommer af tøjet. Kameraet kæler for hendes trimmede krop og brysterne, zoomer ind på hendes pumpede læber, der fastholdes som den ultimative repræsentation for hendes liderlighed. Hawke derimod boller med overtøjet på, og ikke en eneste gang får man indtryk af, hvorvidt han pligtknalder, eller om det rykker for ham.
 
Og nu vi er ude med riven, kan man jo undre sig over, at de populære Bratz-dukker, som Fætter BR forhandler til tiårige piger, skal have så overdimensionerede læber: Barbies imponerende kavalergang suppleres med store, åbne munde. Gud ved hvorfor?
 
Luderfiguren rykker ud
Massekulturen er afgjort blevet porn chic, men det har interessant nok ikke medført, at der er noget for de heteroseksuelle kvindelige husarer at komme efter. Omvendt er massekulturen særdeles rig på fortællinger, der detaljeret instruerer småpiger og unge kvinder i, hvordan de skal træde i karakter som porn chic-kvinde anno 2004.
 
Det er her, bekymringen tager form, for der er tegn i sol og måne på, at de stereotype fortællinger virker. At piger og unge kvinder med andre ord er villige til at tage de stereotype, seksualiserede kvindebilleder på sig.
 
Tag et eksempel som luderfiguren. Med pornografiens nye kulturelle status er luderfiguren rykket massivt ud i massekulturen, og når den er blevet en så effektiv reklameingrediens, skyldes det uden tvivl dens pornografiske oprindelse. Ordet "pornografi" betyder oprindelig "billeder og skrifter om skøger", hvorfor den kvindelige, servicemindede luder også er en fast figur i pornografiens fortælling. Den pornografiske reference virker provokerende og grænseoverskridende, og det er præcis denne virkning, der giver den ikon-status i massekulturen.
 
At bruge luderfiguren i reklamesammenhænge, eller at tage figurens tegn på sig som kvinde, formuleres i dag som modigt og frisættende, fordi det læses som et opgør med det "politisk korrekte". Og der arbejdes ihærdigt på at tilskrive luderfiguren en magt og autonomi, som trækker offer-konnotationerne ud af figuren. "Show'em who's in charge" lyder teksten eksempelvis i en Sisley-reklame, hvor den meget unge kvinde skræver for beskueren og ligner én, der har fået en masse bank.
 
Denne styrkelse af en tidligere så stigmatiseret luderfigur har gjort det attraktivt og legitimt for kvinder at tage figuren på sig, fordi den i modsætning til for bare ti år siden nu kan signalere "emancipation" og "uafhængighed". Den signalerer, at man som kvinde har frigjort sig fra "feminismens hyleri". Både kendte og helt almindelige kvinder stiller gerne op til babe-styling i herremagasinet M! Unge piger udtaler, at de opfatter det som et kæmpe kompliment, at deres kærester har indsendt billeder af dem til M! Og fyrene er omvendt stolte af, at deres kærester er lækre nok til at blive foreviget.
 
På det svenske ungdomssite Snyggastoffentliggør helt unge piger stærkt seksualiserede selvportrætter. Og på det seneste har en julegavedille ifølge Politiken bredt sig blandt kvinder: De lader sig lingeri-style i boudoir-lignende omgivelser og får taget billeder til deres ægtefælle. Og firmaet Jubii udgav i starten af året en Babe-kalender, hvor firmaets kvindelige ansatte poserer i luderlignende antræk.  
 
Alternative fortællinger
Hvis pornografiens massekulturelle gennemslag er udtryk for en demokratisering af begæret, som nogle hævder, kan man jo undre sig over, hvorfor billeder af seksualiserede og objektgjorte mænd ikke på tilsvarende vis er blevet en fast bestanddel af kulturen? Hvorfor er det kun kvinder, der skal smide tøjet og luder-styles? Hvorfor er massekulturen så tilbageholdende med at producere billeder af dét, kvinder har lyst til? Hvorfor afspejler heteroseksuelle kvinders større seksuelle råderum sig ikke i adgang til billeder, der stemmer overens med deres begær?
 
Det er muligvis vidtgående at konkludere, at heteroseksuelle mænds "lyst" — trods påstande om det modsatte — stadig fungerer som norm for, hvad der kan og må begæres i vores kultur. Men det ligner. De alternative fortællinger om køn — den perlerække af skæve, anderledes rollemodeller, som er nødvendige for at modvirke, at kønnet bliver en spændetrøje — er stadig marginale.
 
Derfor er der god grund til her i jubilæumsåret at overveje, om pornografien med sin nuværende kulturelle status er et bidrag til eller faktisk modarbejder det seksuelle frigørelsesprojekt, vi skatter så højt. I det hele taget er der god grund til at evaluere vores forståelse af frisind og vurdere, om ideal og virkelighed korresponderer — eller om troen på frisættelsen som realiseret skygger for den kendsgerning, at det ikke gælder alle.