Lærer og elev kæmper om skuespilpris

De kender hinanden. Særdeles godt faktisk. 

I 2015 gik Magnus Juhl Andersen på Oure Kostgymnasium. Her fik han en ny lærer i drama. Rasmus Hammerich. 

Syv år senere er de begge nomineret i samme kategori ved Ekko Shortlist Awards 2022 for deres hovedrolle i henholdsvis Erik og Det ottende sakramente. 

En af dem kan hale en statuette med hjem i kategorien ”bedste mandlige skuespiller”, og godt en uge inden showet sidder de nu i hver deres ende af en FaceTime-forbindelse og taler om, hvordan lærer og elev skal til det samme prisshow og dyste med hinanden. 

De syv år føles langt væk, men alligevel havde den tid stor betydning for dem begge. 

”Magnus var som elev udfordret af, at han også skulle gå i gymnasiet ved siden af skuespillet. Skolens ledelse havde flere samtaler med mig om, hvordan vi kunne få hans næse ned i bøgerne,” siger Rasmus Hammerich. 

”Det havde jeg svært ved at bidrage til, for jeg forstod jo godt den ild, der brændte i Magnus. Han ville være skuespiller!” 

For syv år siden var Rasmus Hammerich selv i fuld sving med sin karriere. Så hvorfor søgte han op til tavlen? 

”Det gav mig enormt meget at se mit fag fra en undervisers perspektiv, og det var virkelig en gave at have en elev som Magnus.”

”Jeg var selv ikke nær så dedikeret, da jeg var på hans alder. For jeg var langt mere usikker på, om jeg turde jagte skuespillerdrømmen. I Magnus mødte jeg en fandenivoldskhed, der inspirerede mig, selv om jeg var blevet etableret i branchen.” 

Monsteret indeni
Rasmus Hammerich blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2006, mens Magnus Juhl Andersen dimitterede fra Den Danske Scenekunstskole i 2020.

Rasmus er 47 år, Magnus 25 år. 

De fandt alligevel hinanden helt instinktivt dengang på Sydøstfyn. 

”At møde Magnus og de andre elever i en undervisningssituation fik mig til at stille spørgsmål ved, hvad jeg selv gjorde som skuespiller,” siger Rasmus Hammerich. 

”De spørgsmål, som Magnus stillede mig, fik mig til at tænke over, om jeg rent faktisk greb skuespillet, som jeg jo underviste i, rigtigt an. Jeg blev skarpere i den periode, fordi jeg mødte en ildsjæl som Magnus. Talentet var tydeligt, det skulle bare i den rigtige retning.” 

Der er stille på linjen. Magnus Juhl Andersen fordøjer, hvad hans tidligere underviser lige har sagt. 

”Rasmus lærte mig, at skuespillet virkelig var en mulighed. Jeg var sytten år og blev enormt påvirket af ham. Han var et godt forbillede, fordi jeg generelt havde det svært med autoriteter. Men her var en voksen, jeg kunne spejle mig i. Han var skuespiller, og hurtigt stolede jeg blindt på ham,” siger Magnus Juhl Andersen så og retter sig op på den grynede skærm. 

”Dengang troede jeg, at skuespil enten var noget, man bare havde i sig, eller slet ikke havde. Rasmus lærte mig, at man skal arbejde sindssygt hårdt for at nå sine mål.” 

”Det har jeg taget med mig. Monsteret inden i mig sagde dengang, at jeg måske bare var doven. Rasmus lærte mig, at hvis du brænder for noget, må du vise, at du vil det og være forberedt hver eneste gang.” 

Flugt og tilgivelse
Magnus Juhl Andersen spiller i Mikkel Bjørn Kehlerts Erik en ung mand, hvis tilværelse foregår i sneglesporet. 

Erik skal til sin søsters konfirmation, men han går med gutterne på fodbolddruk dagen inden. Han undertrykker tydeligvis et eller andet med sin energiforladte attitude. 

Det samme gør den katolske præst, som Rasmus Hammerich spiller i Jahfar Muataz’ Det ottende sakramente.

Det er en storslået og symbolmættet fortælling, hvor præsten må gå grueligt meget igennem, da en far skrifter til ham om misbrug af sin afdøde datter. 

”Skuespilmæssigt handlede det om at finde ind til en menneskelig følelse i den her unge mand. Den store udfordring for mig handlede om at finde ud af, hvad en kærlighedserklæring i virkeligheden er,” fortæller Magnus Juhl Andersen. 

Erik forsøger at genoprette et bånd til sin lillesøster.

”Han er flygtet ind i et fællesskab for at glemme sig selv. Han har dedikeret sig til fodboldkulturen, men da han møder op til sin søsters konfirmation, kan han ikke gemme sig længere. Dér må han være til stede over for mennesker, der har kendt ham altid.” 

Rasmus Hammerich nikker. 

”Det, jeg lærte i arbejdet med den katolske præst, jeg spiller, var, at hvis du arbejder på kanten af dine følelser, er det nemmere at blive et dumt svin,” siger han. 

Han forberedte sig ved at gå i katolsk kirke og besøge Rom. 

”Det var helt afgørende, at jeg forstod, hvad tilgivelse egentlig betyder. Hvis du er Guds redskab, er der så virkelig ikke noget, du ikke kan tilgive? Det er det, jeg har forsøgt at undersøge i Det ottende sakramente.” 

Som et stort band
I filmbranchen hører man ofte ældre fagfolk tale om, at skuespilleren skal være et instrument for instruktøren. Det skal være muligt at modellere dem i retning af enten dur eller mol. 

Sådan ser hverken Magnus Juhl Andersen eller Rasmus Hammerich på deres fag. Ifølge dem er skuespil undersøgelse og samarbejde.

”Hvis der er en lærersætning, jeg har taget mig med ind i branchen, er det, at du aldrig er bedre, end du gør din medspiller,” siger Magnus Juhl Andersen.

”Det overfører jeg til hele filmsettet. Vi er som et stort band, der står for hver vores del af lyden. Skuespillet er en lige så stor del af det, som instruktionen er. Filmen er noget, vi må tale om, for ellers bliver den ikke god.” 

”Jeg er enig, men jeg har også lært, at man sommetider skal klappe hælene i og bare spille,” siger Rasmus Hammerich. 

”Jeg har egentlig ingen dogmer, men jeg forsøger altid at sætte mig ind i, hvad instruktøren gerne vil have. Så må jeg påvirke det derfra, og det skal jeg så vel at mærke huske at gøre.” 

”Det er meget rutineret sagt, Rasmus,” siger Magnus Juhl Andersen og smiler. 

En ære at blive nomineret
Spørgsmålet er så, om det er den rutinerede eller opkomlingen, der ender med at løbe med statuetten i år. Eller om de begge må nøjes med at klappe ad vinderen og trøste hinanden i baren bagefter.

”Det er det mindst vigtige ved at være nomineret til en pris som Ekko Shortlist Awards,” siger Rasmus Hammerich.

”Alene det at være nomineret til prisen, som beviseligt er gået til så mange fremragende skuespilpræstationer og kortfilm over en årrække, er en stor ære.”

”Det ottende sakramente er en midtvejsfilm på Super16. At den er af så høj kvalitet, at jeg kan blive nomineret, viser, hvor enorm talentmassen er i dansk film. Det er fedt at være en del af.” 

Magnus Juhl Andersen nikker. 

”Nu er jeg jo forholdsvis ny i branchen, men jeg kan mærke, at jeg bliver virkelig, virkelig glad på filmens vegne, når sådan noget her sker. Det er megafedt, at filmholdet får eksponering, og at vi kan fejre kortfilmen en hel aften på lørdag. Jeg glæder mig helt vildt!”