Læst og påskrevet – af stjernerne

Filmfolk er nu noget helt særligt.

Hvor andre kunstnere af enhver art oftest er taknemmelige og tillidsfulde, når det gælder gratis omtale i landsdækkende medier, har visse danske skuespillere og instruktører det med at vride sig, når først bordet fanger, og ordet står til tryk.

Jeg taler naturligvis især om de aktører fra Dansk Drømmefabrik A/S, der for længst er blevet kendte nok til det her sted; dem, som kan læse i deres kontrakt, at PR i form af interviews med pressen hører til dagens orden; de stjerner, hvis udtalelser har det med at komme bag på dem.

Rekord i rettelak
Filmfolket må som stand have uofficiel rekord i brug af rettelak, når det handler om at stå ved det, man sagde, og holde fast i det, man mente.

Og nej, vi taler ikke kun om behovet for at rette faktuelle fejl.

Det er det mindste.

Vi taler om trangen til at stage sig selv på den politisk korrekte facon, hvor man gerne vil citeres for en masse dybe svar på (angiveligt) dumme spørgsmål. Men svaret trækkes tilbage, hvis man har givet journalisten en lidt for privat luns af sin personlighed eller sagt noget kritisk om branchen og branchens brogede persongalleri eller bare mener noget kontroversielt om samfundet som sådan.

Det sku' jo nødig hedde sig ...

"Siger hun og griner"
Det hører til sjældenhederne, at et filmselskab, som det skete for nylig på en pressetur til Skotland (Ekko #43), beder om at få artikler til gennemsyn. Til gengæld er det yderst udbredt, at skuespillere og instruktører skal godkende interviewet.

Kun en tåbe frygter ikke et opkald fra fyrige Paprika Steen, når hun har gennemgået interview-resultatet.

Åbenbart chokeret over sine egne temperamentsfyldte ord, når de står sort på hvidt, kan Paprika forlange, at man tilføjer et "siger hun og smiler" eller et "siger hun og griner". Eller også afbryder hun bare samtalen med kommandoen:

"Det der kan du godt stryge - og ring lige, når du har skrevet det igennem!"

Mads fra badekarret
Alfred Hitchcock sagde engang, at skuespillere er kvæg, hvilket i den her henseende er så rigtigt, som det er sagt. De kan godt bræge løs i baren, men de må ikke fremstå besværlige og byrdefulde, for så er de dead meat for enhver easygoing instruktør.

Den frygt kan man forstå.

Til gengæld skulle man tro, at Danmarks største filmstjerne, Mads Mikkelsen, føler sig hævet over tjekkedillen. Men nej, tværtimod.

Han er ikke - som det ofte hævdes - krukket, han er dybt afslappet at interviewe (taler gerne om fodbold og krigsfilm og lignende), men når det handler om resultatet, er han kontrolperson nr. 1. Fik han sagt for meget, ringer han bogstavelig talt fra badekarret og giver udtryk for, hvad han ikke er så vild med.

"Hvad med at skrive noget andet dér? ... og René, skulle vi ikke tage det dér ud?"

Ingen kan som Mads Mikkelsen styre et interview, uden at man opdager det, fordi man er så benovet over, hvor kammeratlig han trods sin status er.

Følsomme Trine
Sådan er Trine Dyrholm også lidt.

Hun kan finde på at ringe en sen aftentime og snakke en halv times tid om, hvorvidt det er muligt at slette et personligt spørgsmål fra artiklen, hvis svar, hun ikke er helt tryg ved. Hun er en følsom pige, dét falder man for.

Jakob Cedergren er også sensibel. Allerede for fem år siden, da han tog elevatoren op mod karrierens højdepunkter, var han så pressetrænet, at han efter mit og (angiveligt) sit livs mest kiksede interview trak adskillige udtalelser tilbage igen.

Min vinkel var, at han på mange måder ikke brød sig om at møde pressen og især ikke mig personligt, hvilket var den skinbarlige sandhed, men sammen lappede vi på udfaldet, så alt fremstod pænt og ordentligt.

De ironiske og den tavse
Thi sådan vil filmens folk gerne se ud: pæne og ordentlige.

Ganske sikkert et karrierefremmende valg af medierolle, men der er selvfølgelig også dem, som sagtens kan se det sjove i at fremstille sig selv som åbne og ærlige på den der tag-mig-som-jeg-er-facon.

Folk som Hella Joof, Christoffer Boe og Anders Thomas Jensen fylder dig således gerne med alverdens ironiske og kryptiske svar. Et godt trick, for ironi er et panserlag, der i bedste fald gør én usårlig, når medierne sprøjter med skarntyde-pennen.

Og så er der skuespilleren Ulrich Thomsen, som siger så lidt, at det slet ikke er nødvendigt for ham at gennemlæse interviewet.

Ikke lidt træt, meget træt
Der er kun få, som virkelig tør tage bladet fra munden.

Vi har jo Zentropa-direktøren Peter Aalbæk Jensen, der efterhånden råber på så mange gadehjørner, at man helt glemmer at lytte.

Det gør han gerne i fingerede husspektakler med Lars Trier, som muligvis bryster sig med et ophøjet "von" og generer som sådan alt og alle, men ofte kan man ikke rigtig afkode, om han spiller konge eller hofnar.

Næh, manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson tager prisen som den modigste, ridderen af rettelakken.

Engang blev han engang citeret for at sige: "Jeg er lidt træt af filmbranchen." Men da han fik interviewet til gennemlæsning, insisterede han på, at det blev ændret til: "Jeg er meget træt af filmbranchen."

Det søde liv
Jeg tror, jeg ved, hvad det handler om.

Hvis journalister får lov at skrive, hvad filmfolket rent faktisk siger og mener, så kommer de måske til at ligne alle os andre idioter. Man fjerner magien, udhuler ideen om det søde liv i den feterede filmbranche. Den slags kan drømmefabrikker ikke leve af.

Derfor er folk i filmbranchen førende i at forlange, at den virkelighed, som pressen møder, skal til gennemsyn.

Ærgerligt, for det fjerner nuancerne fra livet i filmens verden og får os til at tvivle på, om de har noget på hjerte. Og kunsten er jo netop at have noget på hjerte og turde stå ved det.