Ekko Shortlist Awards 2020
29. okt. 2020 | 13:49

Landets bedste filmfolk i jury

Foto | diverse
De otte kvinder og otte mænd i juryen for Ekko Shortlist Awards 2020 tæller alt fra instruktører og manuskriptforfattere til kritikere og en enkelt filmkonsulent.

Seksten førende kvinder og mænd fra den danske filmbranche udgør juryen for Ekko Shortlist Awards, der hylder de bedste kortfilm i det forgangne år på magasinets onlinehitliste.

Af Nicki Bruun

Syvende udgave af Ekko Shortlist Awards bliver en ganske særlig af slagsen.

2020 har været et år ulig noget andet. Men traditionen tro fejrer vi filmbranchens dygtigste stemmer ved en prisfest, der både er for filmfolk og alle interesserede i filmens verden.

Skuespil-kometerne Zaki Youssef og Besir Zeciri er som værter i gang med at forberede et underholdende show, der bliver afholdt den 21. november kl. 19.00 i Bremen Teater.

På grund af corona-restriktioner er der et begrænset antal billetter, så skynd dig at købe nu!

Imens er en jury af landets førende filmfolk i disse dag ved at udvælge de film og præstationer fra det forgangne år, der skal nomineres i en række kategorier ved prisuddelingen.

Nomineringerne bliver afsløret i næste uge. Her kan du læse om de otte kvinder og otte mænd, som hører til blandt filmbranchens dygtigste aktører og tilsammen udgør årets jury.

Marijana Jankovic

Den store vinder af sidste års Ekko Shortlist Awards begejstrede alle med sin debut som instruktør. Det selvbiografiske drama Maja er en smuk fortælling om en lille piges forsøg på at gøre sig forståelig.

Marijana Jankovic bruger sin egen historie om at ankomme til Danmark fra Montenegro i en rørende enkel kortfilm, som af juryen blev kaldt en øjeblikkelig klassiker.

Nu skal skuespilleren, der er kendt for roller i film og serier som Fred til lands og Norskov, være med til at finde årets bedste præstationer. Hendes erfaring både foran og bag kameraet giver de bedste forudsætninger for at opdage fremtidens filmskabere.

 

Jakob Stegelmann

Fanfavoritten Jakob Stegelmann kan som få skabe begejstring for filmens verden. Hans mangeårige DR-program Troldspejlet skiftede sidste år fokus for at henvende sig til et mere voksent publikum, men han er stadig populær blandt både unge og ældre.

Fra fredag den 30. oktober er han tilbage på tv-skærmen med en ny sæson af kulturprogrammet Troldspejlet & Co. på DR2.

Her vil han igen komme med sine anbefalinger til det bedste fra filmen, serien og computerspillets verden. Men samtidig vil han også på ny dele ud af sin ekspertise i juryen for Ekko Shortlist Awards.

 

Amanda Collin

Hun fik sit danske gennembrud med titelrollen i den kritikerroste komedie En frygtelig kvinde.

Nu er 34-årige Amanda Collin i gang med at indtage verden med sin meget roste hovedrolle i Ridley Scotts amerikanske sci-fi-serie Raised by Wolves. Men hun har også taget sig tid til at være del af juryen ved Ekko Shortlist Awards.

Skuespilleren, der tidligere i år var aktuel i det danske drama Undtagelsen, startede selv i kortfilmens verden. Amanda Collin medvirker i to film på Ekko Shortlist , og hendes kometkarriere placerede hende i foråret på forsiden af Ekko #85.

 

Milad Alami

Han kom til Sverige fra Iran som barn, men flyttede som voksen til Danmark, hvor han i 2011 blev uddannet instruktør på Den Danske Filmskole.

Milad Alamis afgangsfilm Intet kan røre mig er på Ekko Shortlist, og hans debutspillefilm fik fem stjerner af Ekkos anmelder. Den hedder Charmøren og handler om en indvandrer, der jagter forhold med danske kvinder, så han kan blive i landet.

Alami har også ageret instruktør på DR-serierne Når støvet har lagt sig og Bedrag, så han evner både at skabe spændingsserier i bedste sendetid og en sitrende stemning i menneskelige dramaer.

 

Silje Riise Næss

Den norske spillefilmkonsulent på Det Danske Filminstitut har markeret sig tydeligere end de fleste af sine forgængere på posten.

Silje Riise Næss vakte opsigt i den danske filmbranche, da hun i sommer fortalte, at hun fører regnskab med, at støttetildelingerne fordeler sig ligeligt mellem kvinder og mænd.

Men at hun går op i meget andet og mere end kønsrepræsentation, kan man læse i det aktuelle nummer af Ekko. Her deler Silje Riise Næss ud af sin omfattende viden om filmhistorien og fremhæver Antonionis Blow-Up fra 1966 som sin yndlingsfilm.

 

Claus Christensen

Ekkos chefredaktør Claus Christensen er som sædvanlig formand for juryen ved Ekko Shortlist Awards, der blev sparket i gang ved hans initiativ i 2014.

Han skal for syvende gang sørge for, at alle jurymedlemmer kommer til orde med deres syn på, hvem der har gjort sig fortjent til at vinde de eftertragtede priser, ligesom han selv giver sit besyv med.

Claus Christensen har en fortid som filmanmelder ved Århus Stiftstidende og Information. Han har været chefredaktør for Ekko siden 2002, hvor han udviklede magasinet fra et mediepædagogisk tidsskrift til det toneangivende filmmagasin, vi kender i dag.

 

Amalie Næsby Fick

Vi udpegede allerede i Ekko #77 den animationsuddannede instruktør Amalie Næsby Fick til et af de store talenter i dansk film.

Dengang var hun bedst kendt for sin forrygende afgangsfilm fra Filmskolen i 2016, savanne-musicalen Ztriwer, der blandt mere end 1100 film ligger på en imponerende femteplads på All Time Shortlist.

Siden har hun været en af instruktørerne på den populære animationsfilm Den utrolige historie om den kæmpestore pære og lavet webserien SEX, der begge fik fem stjerner af Ekkos anmelder.

Amalie Næsby Fick sad i juryen ved Ekko Shortlist Awards 2018, men har fået genvalg på grund af sit skarpe blik for både animation og live action.

 

Peter Albrechtsen

Han er Danmarks førende tonemester og lyddesigner, men 44-årige Peter Albrechtsen er også en af dansk films mest afholdte mænd, som er her, der og alle vegne.

Han har arbejdet på over 200 projekter allerede. De nyeste tæller biografaktuelle Vores mand i Amerika og TV 2-serien Efterforskningen. Han var også involveret i skandinaviske storfilm som Mænd der hader kvinder og Thelma samt Christopher Nolans internationale krigsfilm Dunkirk.

Peter Albrechtsen har i den grad formået at sætte musik og lyd på dagsordenen, og han lytter efter detaljerne, når han ser årets film.

 

Ida Rud

Journalisten Ida Rud anmelder film og serier for Filmmagasinet Ekko, er tilrettelægger på Troldspejlet og Co., og så er hun en af Danmarks førende kropsaktivister.

Hun stillede selv op foran kameraet i DR3-dokumentaren Tykke Ida, hvor hun fortæller om sine oplevelser med body shaming. Men først og fremmest er hun en kritiker med sans for kvalitet.

Og Ida Rud har fingrene i meget. Hun er også musiker i instrumentalbandet SPEkTR, og dermed kommer hendes øjne og ører på en vigtig opgave med at finde frem til de rigtige nominerede.

 

Sturla Brandth Grøvlen

Han er ganske vist født i Norge, men vi tager i Danmark hellere end gerne æren for Sturla Brandth Grøvlen, der er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2011.

Den 40-årige fotograf er nemlig godt i gang med at blive internationalt anerkendt. I år har han både ført kameraet på Thomas Vinterbergs kæmpesucces Druk og færdiggjort den afdøde komponist Jóhann Jóhannssons unikke eksperimentalfilm Last and First Men.

Sturla Brandth Grøvlen har fotograferet adskillige kortfilm på Ekko Shortlist, før karrieren tog fart. Han vandt en pris i Berlin for one-take-dramaet Victoria i 2015, ligesom han har fotograferet Hushpuppy-instruktøren Benh Zeitlins opfølger Wendy.

 

Dunja Gry Jensen

Manuskriptforfatteren Dunja Gry Jensen startede med at skrive afsnit af de populære DR-serier Taxa og Rejseholdet.

Hun har også skrevet dokumentarserier, men blev især kendt for manuskriptet til filmatiseringen af Erling Jepsens Frygtelig lykkelig, som hun vandt en Robert for sammen med instruktør Henrik Ruben Genz.

Dunja Gry Jensen blev uddannet på Filmskolen i 1996 og har været rundt om mange forskellige genrer og formater. Hun skabte krimiserien Norskov for TV 2, udforskede sci-fi i Max Kestners QEDA og er aktuel med Christina Rosendahls periodedrama Vores mand i Amerika.

 

Martin Skovbjerg

Martin Skovbjerg er måske bedst kendt som musiker i det elektroniske trekløver Av Av Av. Men han har også en lang baggrund i filmbranchen bag sig.

Han har arbejdet med produktionsdesign på en række film og var set-rekvisitør i Undskyld jeg forstyrrer og Klassefesten. Siden instruerede han den innovative pov-serie Anton90 for DR, før han i 2018 spillefilmdebuterede med det stemningsmættede ungdomsdrama Brakland.

Multitalentet Martin Skovbjerg arbejder lige nu på en spillefilm med titlen København findes ikke. Det har manuskript af ingen ringere end norske Joachim Triers faste samarbejdspartner Eskil Vogt.

 

Eva Marie Rødbro

Dokumentaristen Eva Marie Rødbro har stået bag nogle af de skarpeste fortællinger fra virkeligheden de seneste år – både fra et dansk og udenlandsk perspektiv.

Hendes afgangsfilm fra Den Danske Filmskole – Os der valgte mælkevejen, som kan ses på Ekko Shortlist – blev videreudviklet til den kritikerroste DR-serie Prinsesser fra blokken.

Senest var hun aktuel med I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die, hvor fokus er skiftet til en fattig familie af amerikanske kvinder. Filmen fik fem stjerner af Ekkos anmelder og beviste igen, at Eva Marie Rødbro er en af de dygtigste filmskabere herhjemme lige nu.

 

Anders Albjerg Kristiansen

Den intense politi-thriller Shorta er klippet af Anders Albjerg Kristiansen, der er fremadstormende i faget.

Han er fra samme årgang på Filmskolen som Milad Alami og klippede faktisk instruktørens afgangsfilm Intet kan røre mig. Siden har han haft fingrene i fodbolddramaet Sommeren '92, anden sæson af DR-serien Herrens veje og den biografaktuelle dokumentar 7 Years of Lukas Graham.

Han klippede traileren til en af nyere tids mest anmelderroste danske film, Dronningen. Endelig er han en af klipperne på Anders Thomas Jensens imødesete Retfærdighedens ryttere, så vi kommer til at høre meget mere om Anders Albjerg Kristiansen.

 

Rie Lykke

Scenografen Rie Lykke vandt i 2015 Bodil-komitéens Henning Bahs-pris for sit produktionsdesign i Niels Arden Oplevs Kapgang.

Siden har hun skabt spændende universer i så forskellige film som alderdomsfortællingen Nøgle hus spejl, ungdomshistorien I blodet og balletdramaet Darling. Senest stod hun bag det omhyggelige og troværdige design i periodedramaet Vores mand i Amerika.

Rie Lykke blev uddannet scenograf fra Danmarks Designskole i 2003 og har lige siden arbejdet i filmbranchen, hvor hun også arbejdede på Vikaren, som hun i 2008 blev Robert-nomineret for.

 

Emil Næsby Hansen

Det sanselige ungdomsdrama Skjold & Isabel er med historien om den første forelskelse en af de mest mageløse danske debutdokumentarer i nyere tid.

Bag filmen står Emil Næsby Hansen, der er uddannet fra filmuddannelsen Super16 i 2014. Hans førsteårsfilm Thy som tilstand blev nomineret som bedste dokumentar ved det første Ekko Shortlist Awards i 2014 og kan ses på Ekko Shortlist.

Han har dermed et godt udgangspunkt for at opdage de mest talentfulde filmskabere i flokken blandt de mange stærke præstationer i år.

Ekko Shortlist Awards 2019

Kommentarer

Ekko Shortlist Awards

For syvende gang afholdes Ekko Shortlist Awards.

De bedste kortfilm og præstationer hyldes med tretten priser.

Værtsparret er skuespillerne Zaki Youssef og Besir Zeciri.

Prisfesten finder sted i Bremen Teater den 21. november kl. 19.

Køb billetter her.

© Filmmagasinet Ekko