Dag 9: Lang næse til Pinocchio

I aften skal der uddeles én guldbjørn og syv sølvbjørne. En del vil gå tomhændede hjem og sikkert føle, at de har fået en lang næse. 

Sådan én har allerede præget Berlinalen i år. For en af festivalens bedste film i 2020 er mesterinstruktør Matteo Garrones dystre vinkel på eventyret Pinnochio.

Man skal holde tungen lige i munden, for Garrone (Gomorra og Dogman) drejer handlingen igen og igen. Men instruktøren er også mand for at bruge moderne teknik, så Pinocchio virker mere livagtig end nogensinde.

Historien om trædukken, der så gerne vil blive til en rigtig dreng, er vilter, vanvittig og rørende. Men først og fremmest er den uhyggelig, og ved den aftenvisning, jeg var til i Friedrichstadt-Palast, gemte børnene sig ofte i deres forældres armhuler.

Det er et modigt valg at krydre en kendt børnefortælling med så mørke billeder. Men det afstedkommer også, at man griner langt mere befriende, når den livagtige dukke skejer ud eller træffer umulige valg, fordi han er dømt til altid at være det barn, han er bygget som.

Det er Oscar-vinderen Roberto Benigni, der spiller dukkebyggeren Gepetto. Med den herlige skuespiller som trumfkort beviser Matteo Garrone, at der ingen bånd, der binder ham.

Pinocchio er italienerens bedste film siden Gomorra, der burde have fået Guldpalmen i Cannes i 2008.

Men eftersom Pinocchio af uransagelige årsager vises i Berlinale Special-programmet, kan Garrone altså ikke vinde en bjørn i morgen aften. Det er der til gengæld atten andre film, der kan.

Bomber og massakrer
En af dem er dokumentaren Irradiated skabt af cambodjaneren Rithy Panh. Han stod bag det Oscar-nominerede lerfigurdrama The Missing Picture fra 2013, hvor Panh skildrede Pol Pot-styrets overgreb.

I den nye film fremviser han i 88 minutter bomber og massakrer ved at dele lærredet op i tre lige store dele. Men hvad det egentlig bidrager med i fortællingen om mennesker, der har oplevet utilgivelig smerte, er svært at få øje på.

Rithy Panh flygtede selv fra de røde khmerers diktatur i Cambodja i 1980. Han insisterer på, at Irradiated er stilet til de mennesker, der tror, at volden aldrig vil kunne ramme dem.

Filmen er et relevant opråb i en tid, hvor vi ser mere og mere totalitære vinde blæse over det meste af verden. Det er et sympatisk projekt, men også for repetitivt fortalt. Filmen løfter sig aldrig ud af sin egen smerte.

Red katten!
Så var der mere spræl over iranske There Is No Evil, der også behandler totalitarisme som emne.

Den er en række kortere og længere fortællinger, der er klippet sammen til én stor historie om et totalitært samfund.

Instruktør Mohammad Rasoulof sluttede hovedkonkurrencen af med maner med fortællinger, der lod til at være skrevet over ”save the cat”-metoden. For ved at lade en hovedperson gøre noget menneskeligt godt kort inde i historierne får instruktøren os til instinktivt at holde med den person, vi kigger på.

Faktisk redder den første af fortællingernes mandlige hovedperson en kat få scener inde i portrættet af en altopofrende familiefar, der har visse fordele i det hierarkiske samfund. Først i sidste scene af historien holder vi ikke med ham længere.

Sådan er Rasoulofs fortællinger komponeret. Og de fleste fungerer som et stærkt portræt af et land, der er i knæ på grund af sanktioner, men som alligevel kræver total selvopofrelse af sine borgere.

Som i historien, hvor en soldat skal udføre sit første drab, men gerne vil vide, hvad den fange, han skal dræbe, har gjort. Det udvikler sig til et forrygende flugtdrama.

Vi forstår, at alle i totalitærstaten keder sig så meget, at de gerne vil stikke af. Men de hænger kun løst sammen med andre mennesker og tør ikke udtrykke deres udbrydertrang. Det er samfundskritik, så det batter.

Hvem vinder?
Vi har nu været igennem de atten hovedkonkurrencefilm, og generelt må man sige, at niveauet har været højere ved den 70. udgave af Berlinalen end længe.

Kun ganske få film har decideret kedet eller skuffet, og derfor er Jeremy Irons’ jury også på lidt af en opgave, når de skal finde vinderne.

Men konkurrencen om Guldbjørnen bør i år stå imellem Tyskland og USA. Christian Petzolds Undine er et kompliceret og udfordrende værk, som bliver ved med at rumstere i én.

Dog har den bedste film i hovedkonkurrencen uden tvivl været abortdramaet Never Rarely Sometimes Always. Amerikanske Eliza Hittmans tredje spillefilm er en foruroligende og elegant historie, men samtidig er det også den billedmæssigt mest præcise og forrygende af årets film.

Outsiderne bør være First Cow, Dau. Natasha og The Woman Who Ran. Her tror jeg personligt mest på Kelly Reichardts nybygger-ko-drama, men ligesom Never Rarely Sometimes Always har den amerikanske film ét stort problem.

Begge film har nemlig haft premiere før Berlinalen, og det plejer at trække ned i bjørnesammenhæng. Vælger juryen uden politisk sigte, bør det dog blive Never Rarely Sometimes Always, men her dagen inden festlighederne i Berlinale-paladset må Undine dog være kneben favorit.

Og det vil være noget af et statement, hvis Jeremy Irons og co. giver Guldbjørnen til Never Rarely Sometimes Always. Filmen handler om abort – et emne, juryformanden undervejs i festivalen måtte undskylde for sine gamle udtalelser om.

Stærkt år for skuespillere
Berlinalen har i år glimtet ved sine skuespilpræstationer. Hvor de senere årgange har haft dygtige kvinder, har også mændene i år fået anmelderne op af stolene.

Både Lee Kang-Sheng fra Days, Javier Bardem fra The Roads Not Taken, Willem Dafoe fra Siberia og Elio Germano fra Hidden Away kunne alle være værdige bjørnemodtagere.

På den kvindelige front står Paula Beer fra Undine umiddelbart stærkest, mens hvis filmen skal have en endnu større pris, kunne Natalia Berezhnaya fra Dau. Natasha eller Érica Rivas fra The Intruder godt komme i spil.

Bedst af alle har de to unge kvinder fra Never Rarely Sometimes Always dog været. Kunne man forestille sig, at Sidney Flanigan og Talia Ryder deler bjørnestatuetten?