Langt fra Hollywood

I konkurrencen om hovedprisen på den islandske vulkanøs filmfestival var vinderen ung og helt sin egen – ligesom festivalen selv.

J’ai tué ma mère er en selvbiografisk coming of age-historie om en ung homoseksuel mand, spillet af instruktøren selv, og hans had-kærligheds-forhold til sin farverige mor. Filmen vandt ikke mindre end tre priser i Directors’ Fortnight i Cannes i år.

På Reykjaviks Filmfestival 2009 tog den canadiske film, hvis titel kan oversættes med det danske ”Jeg slog min mor ihjel”, så endnu en pris ved at vinde festivalens hovedpris, Den Gyldne Lunde. Filmen er instrueret af Xavier Dolan, som blot er 20 år gammel.

Det er helt i tråd med festivalens profil at belønne en debutfilm af en så ung og ukendt instruktør.

Godt mødested for branchen
Festivalen er lille og viser kun 138 film i år. Der er kun independentfilm, debutfilm og eksperimentalfilm. Det eneste, som nærmer sig Hollywood, er et lille retrospektiv over Milos Formans værker.

Typisk for en lille festival er, at det er et godt mødested for branchen. Festivalgæster, journalister og personale mingler til morgenmad, middage og fester.

En af dem er festivalens Programming Director, Dimitri Eipides. Han har stået for programmet på festivalerne Thessaloniki, Toronto og Montreal. Han blev headhuntet til Reykjavik for fire år siden for at udvikle den unge festival, som da kun var et år gammel.

Turistfilm med makabre fortegn
Dimitri Eipides hader decideret Hollywood.

Han fortæller, at islændingene først var chokerede over hans forslag med at satse udelukkende på independentfilm. Men Dimitri mener, at et land med et så intelligent og dannet publikum er modent til et kunstnerisk udfordrende tema.

Og festivalen går godt blandt islændingene. 22.000 var inde og se festivalen i år. Det er syv procent af den islandske befolkning!

Faktisk produceres der lige nu flere film end nogensinde på Island. På The Icelandic Film Centre får vi et lille smugkig over, hvad der laves og vises lige nu. Højdepunktet er definitivt Reykjavik Whale Watching Massacre. Filmen er en slags turistfilm med makabre fortegn: Ung amerikaner møder kæk islandsk pige til idyllisk bådtur, og massakre opstår. Yeah!

Krise er godt for filmen
Spørgsmålet er, om ikke film generelt har det godt af økonomisk krise, fordi ”the flame is real”, som argentinsk-canadiske Laura Bari siger.

Hun er ligesom Xavier Dolan en af mange canadiere, der er med i programmet. Hun er på festivalen med sin debutfilm, semi-dokumentarfilmen Antoine, om en lille blind dreng og hans indre verden.

Reykjavik er en smuk, kuperet lille by. Fra mit hotelvindue har jeg udsigt over nogle en- og tofamilieshuse, der ligger strøet ud på en græsbakke. Her i slutningen af september er der allerede begyndt at blive så koldt og vådt, at man burde have taget vinter-filmoptagelsesjakken med.

På plussiden skal tillægges, at man takket være den økonomiske krise for første gang i verdenshistorien ikke kan købe noget som helst på Island uden at besvime af chok. Alt skal jo importeres hertil. Den eneste økonomiske fordel, som Island har, er den geotermiske varme, som gør energi stort set gratis.

Skræmmende græsk film
Dogtooth af græske Yorgos Lanthimos vandt Un Certain Regard i Cannes i år. Den er blandt de mange spændende film, man i år kan finde på det islandske festivalprogram.

Den barske film handler om forældre, der prøver at skabe det perfekte liv for sine børn ved at lukke dem ind i hus og have og bilde dem ind, at verden udenfor er livsfarlig. Først når man mister sin dogtooth (hjørnetand), er man moden til at gå ud i verden – hvilket er meningen, aldrig skal ske.
 
Filmen er en voldsom og realistisk skildring af voksne mennesker, der er blevet tvunget til at forblive børn. De leger uafbrudt, og volden og desperationen i deres lege parret med en naivitet (hvor de klipper benene af deres barbier eller tager æter for at se, hvem der vågner først) er skræmmende, men også meget troværdig i sin menneskelige dyriskhed.

Det er umuligt ikke at tænke på østrigske Josef Fritzls syge univers – som dog ikke er sygere, end at det afspejler en hvilken som helst tilfældig magtstruktur. Filmen er meget forstyrrende. Hvilke syge regler lever jeg – vi – efter? Og hvilke synes givne af Gud?

Hausners mirakelfilm
Østrigske Jessica Hausners Lourdes var med på festivalens program af Special Presentations.

Filmen handler om Christine, en paralyseret kvinde, der tager til Lourdes, hvortil tusinde af mennesker strømmer hvert år for at bede om helbredelse. Christine ser turen, der organiseres af nonner, som en gratis ferie og en mulighed for endelig at møde nogle mennesker.

Men i stedet møder Christine miraklet, og pludselig kan hun gå igen.

Lourdes kredser omkring spørgsmålet om, hvorfor lige præcis denne kvinde bliver helbredt og ikke en anden. Svaret er måske noget i retning af Ingmar Bergmans postulat i Fanny og Aleksander: ”Hvis gud findes er han en skid og pisgud, som jeg har lyst til at træde i røven!” – Der findes ingen grund. Gud er dybt unfair.

Fatalistisk generation
Ritualerne i Lourdes gennemgås med pedantisk nøjagtighed. Fotografiet fokuserer i vidvinklede totalbilleder på gruppen, hvor mennesker bevæger sig ind og ud af billedrammen.

Jessica Hausner mener, at hun tilhører en fatalistisk generation, som ikke længere tror på Hollywoods myte om helten, der klarer alle modgange, men ser mennesket som bestemt af sin sammenhæng, sin gruppe og sine ritualer. ”Vi børster tænder, vi beder, og vi dør – alene.”

Ved I for øvrigt, at filmkritik hedder ”kvikmyndagagnr’yni” på islandsk. I sandhed Nordens cooleste sprog.

Filmmagasinet Ekko var inviteret af Reykjavik Filmfestival.