Langt ude i skoven

Lars von Trier har engang sagt, at en film skal være som en sten i skoen.

Hans nye film, Antichrist, er ikke en sten. Den er en granitblok. Stor, mystisk, foruroligende, chokerende. Man viger tilbage for ikke at få den over tæerne.

I første scene omkommer et barn, mens forældrene er optaget af at elske. Frygteligt, men Trier skildrer det værst tænkelige på den smukkest tænkelige måde.

I superslowmotion sort-hvide billeder akkompagneret af Händels opera Rinaldo, hvor vanddråberne i badet og snefnuggene udenfor falder poetisk. Det er blændende lavet. 

Rødt chok
Sekvensen leder tankerne hen på Nicholas Roegs Don’t Look Now (Rødt chok, 1973), som også åbner med uopmærksomme forældre, der mister deres barns død. Også her skildres tragedien gennem en ekvilibristisk montage.

Men der er en afgørende forskel. Hvor virkeligheden er mærkbar i Roegs film, er den mærkeligt fraværende hos Trier. Selv døden optræder i et lufttomt rum.

Moderne terapeut
Antichrist handler blandt meget andet om et sorgarbejde med metafysiske overtoner — ligesom Don't Look Now.

Parret tager ikke til Venedig, som de gør i Roegs klassiker, men til en hytte i en stor skov. Kvinden (Charlotte Gainsbourg) har fået et sammenbrud og er blevet indlagt på hospitalet, men som moderne terapeut mener manden (Willem Dafoe), at man skal konfrontere sig med det, man er bange for.

Kvinden er bange for Eden Forrest, hvor hun opholdt sig med det afdøde barn og forsøgte at færdiggøre en afhandling om kvindeforfølgelse.

Parret forlader civilisationen for at finde sig selv og hinanden i naturen. Men hvad nu, hvis naturen er ond, spørger Trier. Hvad nu, hvis det onde kommer indefra - fra mennesket selv?

Det må gå galt, og det gør det. Frygteligt galt. Som filmen skrider frem vokser ondskaben frem i kvinden, en ondskab, som er forbundet med naturen.

Angstvisioner 
Lars von Trier var helt nede i kulkælderen, da han lavede Antichrist.  Den er skabt gennem en kraftanstrengelse, hvilket giver den en helt særlig intensitet.

Det er en meget personlig film, og den indeholder billeder, man aldrig har set før. Maleriske naturbilleder med en mystisk kraft. Symbolmættede billeder med en hjort, en ræv og en krage. Et træ, hvis rodnet gemmer på nøgne kroppe. Og meget mere.

Triers angstvisioner er fascinerende, og han har i samarbejdet med den Oscar-vindende fotograf, Anthony Dod Mantle, forløst dem i mageløse billeder, der både er gådefulde og overdådigt smukke.

Problemet med Antichrist er, at den ikke engagerer som fortælling.

Gainsbourgs forvandling
Man bider ikke negle over manden på samme måde, som man gjorde over Wendy og hendes søn Danny, da de i The Shining blev forfulgt af Jack Nicholson med en økse.

Det er ikke skuespillernes skyld. Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg gør det godt. Det er især fascinerende at se den blide og spinkle Gainsbourg finde uanede kræfter frem og forvandle sig til en dødsensfarlig heks.

Problemet ligger nok snarere i måden, hvorpå historien fortælles. Filmen skal opleves som en drøm, en ond drøm, men selv en drøm, ja selv den mest fantasmatiske horrorhistorie, har brug for en realitetsforankring og en vis realisme.

Hverdagen mangler
I Antichrist oplever vi aldrig hverdagen og lærer ikke de to karakterer at kende som mennesker.

Fra ur-traume-scenen kastes vi direkte ind i historien om Terapeuten og Patienten, som Trier fortæller med sin vanlige sarkasme over for autoriteter. Og derfra glider filmen over i den allegoriske fortælling om Naturen og Kvindens Ondskab, hvor der for alvor kommer tryk på keddelen.

Har man et meget ømt forhold til sine kønsdele, kan Antichrist ikke anbefales.

Drillepinden
Det er meget eksplicit og meget voldsomt, men at skabe brutale billeder er ikke i sig selv en kunst. Og fordi det ikke er lykkedes Trier for alvor at engagere os i dramaet, kommer chokeffekterne til at virke som et overgreb.

Antichrist er mere afskyfvækkende end uhyggelig, og den er ikke i nærheden af at gribe tilskueren.

Når drillepinden Trier så tilmed stikker sit hoved frem i ny og næ - som når et af dyrene pludselig udbryder "Chaos reigns" ("kaos hersker") - ja, så er der ikke noget at sige til, at nogle synes, at filmen er langt ude i skoven.

Uegal 
Granitblokken er en uegal størrelse. Tarkovskij-agtige billeder optræder sammen med in your face-vold inspireret af moderne horrorfilm, et bergmansk kammerspil gnubber ryg med et rejst lem, der kunne være lånt fra en pornofilm.

Trier blander højt og lavt, det fine og det vulgære, skønheden og perversionen. Han giver endnu engang fingeren til den gode smag, men det gør ikke nødvendigvis Antichrist til en god film.

Den vil forarge nogle, begejstre andre og efterlade endnu flere som et stort spørgsmålstegn. Filmstuderende får nok at se til.

Det bedste er, at Trier løftede granitblokken og fik det bedre.