Lanthimos og Emma Stone lægger Venedig ned

Yorgos Lanthimos har skabt en mageløs Frankenstein-fortælling om en nyskabt kvinde med lyst til livet og ild i underlivet. 

Emma Stone giver sig fuldkommen hen til hovedrollen i Poor Things. Som den reanimerede Bella Baxter tager hun med et spædbarns hjerne og en kvindes krop på opdagelsesrejse i et steampunk-fantastisk, victoriansk Europa. 

Hun er skabt af den gal-geniale videnskabsmand Dr. Godwin Baxter (Willem Dafoe), hvis hus er fyldt med hjemmeskårne dyrehybrider – som bulldog-hønen og grisegåsen. Godwin – som Bella kalder ”God” – vil holde hende hjemme, så han kan studere hende uden forstyrrelser. 

Godwin er selv et eksperiment, et grotesk syn med ansigt som en fejlsyet fodbold. Hans far fjernede hans bugspytkirtel i videnskabens navn. 

Men Bella er ikke grotesk – hun er smuk. Og hun er ikke tilfreds med et liv som laboratorierotte. Slet ikke, da hun opdager fornøjelse ved at onanere og får lyst til mere. 

Det udnytter Mark Ruffalos sjuft af en gentleman, Duncan Wedderburn, til at forføre hende bort til Lissabon og derfra videre på dannelsesrejse rundt i Middelhavet. Og mens hun ubekymret løber hornene af sig, bliver han jaloux over, at hun ikke har nok i ham. 

”Har du ligget med ham?” spørger han fortørnet, da hun glad fortæller om et møde med en hjælpsom mand på gaden. ”Nej,” svarer hun med et smil, ”vi gjorde det op imod en mur.” 

Høflighedshykleri
Yorgos Lanthimos og forfatter Tony McNamara hæver indsatsen efter Oscar-succesen The Favourite med en fabulerende frigørelsesfortælling i storformat.

Jo mere Bella lærer om verden, desto mere indser hun, at borgerskabets høflighedshykleri bare er kvindekontrol bag en respektabel fernis. 

Den absurd-komiske dimittend fra den græske weird wave har lavet Poor Things med fiskeøjeforvrængning på pastelfarvede kulisser og udfolder historien som et uomgængeligt eventyr og en veloplagt diskussion af magt, køn og sex. 

Man har kun de grænser, man selv sætter, og Bellas udforskning af sin egen krop er bramfri, hedonistisk og på en måde meget uskyldig. 

Emma Stone ved nok, hvordan man forfører et publikum, men Bella pakker ikke sit begær ind – hun lærer det at kende! 

Den amerikanske skuespiller og Poor Things lægger Venedig ned, og filmen må pt. betegnes som en favorit til Guldløven – foran Michael Manns Ferrari og Nikolaj Arcels Bastarden. 

Uhæmmet livsnyder
Da Bradley Cooper debuterede som instruktør med sit bud på Hollywoods klassiske tåreperser A Star Is Born, blev den feterede skuespiller pludselig også inviteret ind i garden af instruktører med frit valg blandt byens hotteste manuskripter.

Han valgte Maestro, en ambitiøs biopic over den amerikanske komponist og dirigent Leonard Bernstein. Og han fik navne som Martin Scorsese og Steven Spielberg (der selv overvejede projektet) med som producere.

Med sin ikoniske musik til blandt andet West Side Story var Leonard Bernstein en af sin tids største musikere. Han var med til at føre klassisk musik ind i en ny tidsalder med sin begejstring for nye medier som film og tv og entusiasme for at undervise. 

Han var også en uhæmmet livsnyder med en stor personlighed, der ikke altid ænsede, hvor meget han tærede på folk omkring sig. Og han var biseksuel på et tidspunkt, hvor det ikke var noget, man talte højt om.

Frelste anklager
Det dobbeltliv er udgangspunktet for Maestro, som Bradley Cooper har skrevet sammen med Josh Singer, en veteran fra lødige dramaer som Spotlight, The Post og First Man. 

Instruktøren spiller naturligvis selv hovedrollen. Han rammer komponisten på en plet – fra hans barnlige begejstring for sit gebet til hans karakteristiske talemåde: skiftevis haltende og hastende. 

Cooper ligner også Bernstein, ikke mindst takket være den falske næse, der inden premieren vakte frelste anklager om, at filmen skulle karikere jøder. 

Men faktisk er det modsatte tilfældet. 

Maestro præsenterer nemlig Leonard Bernstein som en amerikansk succeshistorie. Han er immigrantbarnet, der suger inspiration til sig fra det amerikanske århundrede og bliver landets første store navn i den klassiske musikverden. 

Filmens underlægningsmusik består udelukkende af Bernsteins kompositioner, og de er bjergtagende smukke. 

Kærlighedsoffer
Det er en rigtig skuespillerfilm med tid til at folde karaktererne ud. Og Carey Mulligan er historiens anker som komponistens chilenske hustru, skuespilleren Felicia Cohn Montealegre. 

Når han forsvinder ind i sin musik og sine depressioner, er det Felicia, der holder ham og familien oppe. Filmen viser omkostningerne af det kærlighedsoffer, hun bringer for hans store personlighed uden at forfladige deres komplekse og hengivne forhold. 

Maestro er også en mere teknisk imponerende film end A Star Is Born. 

Bradley Cooper arbejder igen sammen med Darren Aronofskys faste fotograf, Matthew Libatique. Han bruger et dynamisk filmsprog, der leger med sort-hvid og farve, iscenesætter storslåede fantasisekvenser og skarpvinkler filmens dramatik med slående billeder, man tager med sig ud af biografen. 

Med Maestro og Poor Things er årets Oscarræs allerede godt i gang.