Lars Findsen-bog kan blive til film
I 2020 blev den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen hjemsendt og tiltalt for at have lækket højtklassificerede oplysninger. Men i 2023 blev anklagerne droppet, og han blev betalt 200.000 kroner i erstatning.
Mens han sad varetægtsfængslet, skrev han selvbiografien Spionchefen sammen med Mette Mayli Albæk. Og tidligere i år sprang han ud som fiktionsforfatter med thrilleren Skygger på Silkevejen, skrevet sammen med Jacob Weinreich, som også er manuskriptforfatter til film og serier.
Nu oplyser Politikens forlag i en pressemeddelelse ifølge Ritzau, at det danske produktionsselskab Sam Productions har købt filmrettighederne til bogen.
”Jeg læste romanen i ét hug og var allerede på side tyve sikker på, at jeg kunne lave en fantastisk filmatisering ud af materialet,” udtaler Sam Productions’ direktør Meta Louise Foldager Sørensen i pressemeddelelsen.
Sam Productions kendes blandt andet for fjerde sæson af Borgen, DR-satireserien Orkestret og Netflix-serierne Kastanjemanden, Sygeplejersken og Ragnarok.
Trækker på erfaringer
Skygger på silkevejen handler om en føringsofficer i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Hun bliver sat til at undersøge en kineser med falsk identitet og vikles ind i en kompliceret sag om et forskningsprojekt på havbunden ud for Østgrønland.
Selv om handlingen er fiktiv, trækker den på Findsens mangeårige erfaring som chef for både Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste.
”Bogen er historien om en ægte dansk heltinde og de menneskelige omkostninger, der kan være forbundne ved at passe på Danmark – samt en hyldest til dem, der gør netop det hver eneste dag. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at fortællingen bliver omsat til film, og at Sam Productions skal stå for det,” udtaler Lars Findsen i pressemeddelelsen.
Pressemeddelelsen siger ikke noget om, hvem Sam Productions har tænkt sig, skal lave filmen. Dog er det ikke utænkeligt, at Findsens medforfatter Jacob Weinreich tager sig af manuskriptskrivningen.
Forfatteren har i mange år skrevet sammen med instruktøren Anders Rønnow Klarlund. Under det fælles pseudonym A.J. Kazinsky har de skrevet adskillige romaner samt tv-serien Hvide sande og filmene Kærlighed for voksne og Klienten.
Kommentarer