Interview
21. apr. 2020 | 10:59

Fra sidekick til førsteelsker

Foto | Viaplay
Lars er på vej til et job som hospitalsklovn, da han i Store Lars bogstavelig talt støder ind i Julie, som han forelsker sig hovedkulds i.

”Stop skråsikkerheden og få hovedet ud af din egen røv!” siger komikeren Lars Hjortshøj, der har sin første hovedrolle i serien Store Lars.

Af Claus Nygaard Petersen

”Jeg savner at komme ud og optræde, det må jeg sgu indrømme. Der er lange udsigter til det, tænker jeg,” fortæller Lars Hjortshøj over den knitrende telefonforbindelse.

Som de fleste andre mennesker i Danmark i disse dage tilbringer den 52-årige komiker og skuespiller meget tid i hjemmet.

Formiddagene bliver brugt på at skrive materiale til kommende standup-shows og arbejde på idéer til en måske kommende sæson to af sin nye tv-serie: Store Lars.

Her spiller han en overdrevet udgave af sig selv, præcis som mange andre danske og udenlandske komikere har gjort det, nærmest siden tv blev opfundet.

Bebrillet Don Juan
Mest kendt herhjemme er kollegaerne og vennerne Casper Christensen og Frank Hvams populære Klovn­.

Men hvor deres univers kredser om de herrers venskab, er Store Lars forankret i den romantiske komedie, som man kender den fra instruktøren Richard Curtis eller en ung Hugh Grant.

Og det ikke helt så nemt, når man ikke har prøvet kræfter med den slags før.

”Det er jo første gang, jeg er førsteelsker, kan man sige. Der skulle vi helt frem til, at jeg selv åbenbart skulle skrive en serie for at få den rolle,” fortæller komikeren med smil i stemmen.

Den fiktive Lars bliver droppet af sin utro kone (Ellen Hillingsø) i løbet af seriens første fem minutter. Tre måneder senere er det tid for den bebrillede Don Juan at komme videre med livet.

Kærligheden bumper han bogstavelig talt ind i, da han rammer skuespilleren Julie med sin bil og forelsker sig i hende. Men manden har også et ego, der skal plejes, og det gør han ved at kaste sig hovedkulds ud i forskellige prestigeprojekter. Uden den store succes.

”Det mest udfordrende har været overblikket. Jeg har skullet lave en fortælling, som strækker sig over otte afsnit, og samtidig holde fast i, at karaktererne skal have deres egen udvikling,” forklarer Lars Hjortshøj.

”At seeren kunne genkende sig selv, har været vigtigt. Men det er helt klart det dramaturgiske overblik, der har været min største, personlige udfordring, men der har jeg heldigvis fået god hjælp,” siger serieskaberen, der har skrevet manuskriptet sammen med Søren Frellesen og Maj Bovin.

På egne ben
Om det er Broder Salsa i Casper & Mandrilaftalen eller Robert i Langt fra Las Vegas, er standupperens cv spækket med mindeværdige biroller.

Nu er han kommet i centrum, men der er ikke bitterhed at spore hos Lars Hjortshøj, da samtalen falder på, hvorfor det først sker nu.

”Jeg har jo taget de chancer, der har tilbudt sig. Og jeg synes, det er en fin opgave at have mindre sidekick-roller. Det har jeg haft det udmærket med, og jeg har åbenbart ikke været klar til at optræde i hovedrollen før nu,” siger komikeren og fortsætter:

”På den måde stikker det med at føle sig forbigået heller ikke dybere. Men det er fandeme sjovt at tage fat i. At man føler, at det er alle de andre, der får noget.”

Quick fix
Serien handler meget om stræben efter anerkendelse.

Lars forsøger konstant at opnå højere status og anseelse. Om det er at blive ambassadør for fodboldklubben AGF eller at hænge ud med forretningsmanden Lars Seier Christensen, vil han gå langt for, at folk skal kende hans navn.

”Serien cirkulerer om det at søge anerkendelse alle de forkerte steder. Men dér må jeg sige, at jeg har fået rigeligt med opmærksomhed og eksponering i de seneste tyve år,” fortæller serieskaberen og uddyber:

”Men jeg tror, de fleste mennesker kan spejle sig i temaet. Den der forsmåede forfængelighed med, at naboen har en federe bil eller ’hvorfor fik jeg ikke det der job’. Der ligger en masse comedy gemt i det.”

Han er ikke i tvivl om, hvad serien har at byde på.

”Store Lars kan ikke se, at kærligheden og anerkendelsen befinder sig lige foran ham – hos de nærmeste. Det gælder for ikke så få mennesker. De søger eksponering og opmærksomhed, hvor de i princippet ikke kan få den. Det er et quick fix at få 100 likes, men det giver ikke noget væsentligt,” forklarer komikeren.

”Jeg har mange jævnaldrende, der er nået til et skråsikkert sted i deres tilværelse. Det synes jeg ikke er så klædeligt. Dem, der har svaret på alt, interesserer mig ikke. Dér synes jeg serien kan noget. Kærligheden venter derude, hvis man ellers får hovedet ud af egen røv!”

Brygmans energi
Som i Klovn og dennes inspirationskilde Curb Your Enthusiasm, som Lars Hjortshøj har hygget sig med i coronatiden, er der et væld af kendte mennesker, som leverer en alternativ version af sig selv.

For fodboldfanen gav det mulighed for at få koryfæer som Martin Jørgensen og Preben Elkjær med i serien. Og selv om han har mødt Elkjær før – både i forbindelse med arbejde og privat – blev Hjortshøj alligevel en smule starstruck.

Samarbejdet med vennen Martin Brygmann har været en af de mest givende oplevelser.

”Martin har jeg har arbejdet sammen før, men ikke i det her omfang. Vi har nogle scener, hvor Martin og jeg spiller med en følsomhed og får skabt et venskab, som stikker dybere,” fortæller Lars Hjortshøj.

”Vi er et stort hold på 30-40 mand, og der kan Brygmann noget særligt i forhold til at få alle til at toppræstere. Han kommer med en fantastisk energi, der smitter af på hele holdet. Og så kan man jo mærke, at han er musiker. Der er en rytme i det, han laver. Når han spiller skuespil, improviserer han ligesom, når han laver musik.”

En lille sidevej
Lige nu er skuffen fyldt med idéer til, hvad Store Lars i kommende sæson kan byde på af skøre påfund. Men selv om nogle påfund er sjove, passer de ikke nødvendigvis ind i serien.

”Jeg har en idé om, at jeg godt kunne tænke mig at få opkaldt en plads eller en vej efter mig, mens jeg er i live. At der er noget, som hedder Anders Matthesens Boulevard og Jan Gintbergs Allé, og så får jeg en eller anden lille sidevej.”

”Det er sjovt nok, men der skal være lidt mere i det. Så den idé har jeg sgu ikke fået knækket endnu.”

Trailer: Store Lars

Kommentarer

Lars Hjortshøj

Født 1967 i Hinnerup.

Komiker, skuespiller, tv- og radiovært.

Kendt for roller i film og serier som Casper & Mandrilaftalen, Langt fra Las Vegas og Klovn.

Har medvirket i en række tv-programmer og spillet mindre roller i forskellige danske film.

Hans Viaplay-serie Store Lars får premiere den 23. april.

Udvalgte film og serier

Store Lars
2020

Sunday
2019

Dan-Dream
2017

Tvillingerne & Julemanden
2013

Live fra Bremen
2009-12

Rejsen til Saturn
2008

Klovn
2005-18

Wulffmorgenthaler
2005

Langt fra Las Vegas
2001-03

Casper & Mandrilaftalen
1999

© Filmmagasinet Ekko