Pris for at formidle Mogens Rukovs tanker

Kære Elsebeth,

Vi har kendt hinanden, siden vi var helt unge, og det er en kæmpe fornøjelse for mig personligt at få lov til at motivere prisen til dig i dag.

Du modtager Lars Kjeldgaard Prisen på grund af din bog: Dramaturgi med Mogens Rukov.

Det er en bedrift, at du har fået skrevet og udgivet denne bog. Den ser let og ligetil ud, når man læser den, men vi er nogle stykker, der ved, hvor svært det har været.

I årevis har du arbejdet for at komme i mål med den, og havde du ikke selv været så stædig, så er det helt sikkert, at arbejdet ikke var blevet fuldført.

Bogen lyser af respekt for og kærlighed til en stor lærer og inspirator. Og jeg ser den som en kærlighedsgave til Mogens, der måtte give op i forhold til selv at skrive en bog om dramaturgi, selv om han virkelig prøvede.

Som at gøre boet op
Hvorfor var det så svært for ham selv?

Jeg forestiller mig, at det er, fordi det at skrive sine tanker og erkendelser ned er at gøre boet op. Det føles i tanken som en selvfølgelig handling, men når man nærmer sig, viger de fleste alligevel tilbage.

Det, der i tankerne virkede storslået, blegner nu. Og man mister modet eller lysten, fordi de geniale idéer pludselig står for tamt på papiret.

Var det bare det, jeg havde gang i? Det kan føles skamfuldt, det ved alle, der har prøvet det på egen krop.

Og sådan fornemmede jeg, at Mogens Rukov selv havde det, dengang jeg for mange år siden talte med ham om hans egen tidlige skitse til en bog, som han forlod i utide, men som ellers var hans eget forsøg på at skrive samlet om den dramaturgi, som han underviste så blændende i.

Talenter stagnerede
Det har været et enormt savn for alle os, der kendte Mogens Rukov personligt og professionelt, at han aldrig fik skrevet sin bog.

Efter hans død er Mogens Rukovs læresætninger levet videre i vores erindring, men det har været svært at videreformidle hans indsigter til andre, selv om mange har prøvet. Og det var – også i det lys – en tragedie, at den oplagte kronprins, Lars Kjeldgaard, døde alt for tidligt til at tage arven op og føre den videre.

Jeg synes godt, man kan sige, at dansk film har haft svært ved at komme videre efter Mogens.

Der er blevet brugt enorme kræfter på at tænke tilbage på, hvad det egentlig var han sagde og mente. Og selv om det i sig selv kan være en måde at indoptage andres erkendelser på, så kan det ende i en slags uproduktiv helgendyrkelse og stagnere i et stivnet udtryk.

Som jeg ser det, så er netop dét i perioder sket for nogle af de talenter, som han selv satte højest og elskede at samarbejde med, og man kan måske godt overføre det på dansk film som helhed.

Det ville han ikke selv have brudt sig om at være vidne til, optaget som han var af at revitalisere og udvikle filmsproget.

Private erfaringsrum
Når det har været svært at komme videre efter Mogens Rukov, så er det jo også, fordi tanker og erkendelser, der kun formidles verbalt og ikke skrives ned, ikke for alvor kan udfordres og trykprøves – selv om Lars Kjeldgaard i mange situationer gjorde netop dette, men jo altså også uden at han fik det skrevet ned.

Så bliver det i stedet oplevelser, der forbliver i det private erfaringsrum, nok autentisk, og oplevet som sandt af den enkelte, men noget, som aldrig for alvor kan indoptages af andre end én selv.

For når de løsrevne sætninger og øjeblikkets indfald – uanset hvor inspirerende de måtte virke i øjeblikket - ikke formidles som en sammenhængende tanke, bliver det svært at reflektere over den, sætte den ind i en større sammenhæng og for alvor danne sig selv i forhold til den.

Ned fra piedestalen
Nu er jeg jo også rektor, og jeg har hele mit liv været besat af arbejdet med at få omsat de private erfaringer til viden. På en kunstnerisk uddannelse er det helt centralt at tage dette skridt. Ja, det er vel dét, der gør uddannelse til uddannelse: at transformere individuelle erfaringer til fælles viden.

Det er et stort og slidsomt arbejde at tage det skridt. Men det har du gjort, Elsebeth!

Derfor kan alle nu endelig læse om Mogens’ dramaturgi og forholde sig til den, ikke kun i beundring, men også kritisk.

Dermed kan han også væltes ned fra piedestalen. Er det nu godt?

Din bog er for mig interessant på den måde, at det bliver tydeligt, at hans egentlige ærinde ikke var dramaturgien. Hvad han underviste i, var de helt grundlæggende dramaturgiske begreber, som andre har udviklet og beskrevet før ham.

Det var – i modsætning til, hvad mange tror – slet ikke her, han var enestående, selv om det var en stor bedrift at kunne formidle dramaturgien til det ikke-læsende filmfolk.

Begæret og vildskaben
Dér, hvor han var enestående, var i hans pædagogiske tilgang. Med dramaturgiske begreber hentet fra bogen: Hans ”want”, hans projekt og mål, var regler og strukturer. Men hans ”need”, altså hans karakter, var hans begær, vildskab og eksistentielle søgen.

Det var den, han søgte at give udtryk, og som han kunne se andre kunstnere kæmpe for at give udtryk. Han tog altså ikke udgangspunkt i dramaturgien, men i begæret, og derved formåede han at gøre det inspirerende at finde veje i sjælens vildskab med dramaturgien som strukturerende støtteforanstaltning.

Han sagde det altid selv: Det er ikke reglerne i sig selv, men måden hvorpå man udfylder dem.

Kære Elsebeth, hver generation – og hvert individ – har brug for at kunne danne sig selv. De har brug for noget at stå på.

Vi har med din bog fået et langt bedre fundament end før til at stå på skuldrene af Mogens Rukov, sætte af og komme videre. Det skyldes ene og alene dig. Derfor får du denne pris. Tillykke!