Et mareridt fra fortiden

”Titte-bøh!”

En ung pige sidder på hug ved et skovbryn og gemmer hovedet i hænderne, mens hun bøjer sig over sin lillebror Samuel. ”Titte-bøh!”

Men da hun titter frem efter det tredje bøh, er barnet forsvundet.

Det er en simpel, men skrækindjagende scene, og den varsler halvanden times ubønhørlig paranoia i instruktør Robert Eggers’ The Witch, der i maj er månedens film i Cinemateket.

Filmen følger en isoleret, puritansk familie i 1600-tallets New England, der går i opløsning, da de – vistnok – hjemsøges af en heks.

The Witch har haft en lang vej til de danske biografer. Gyser-entusiaster spidsede ører allerede ved Sundance-festivalen i 2015, hvor anmelderne snublede over hinanden for at rose filmen, og Eggers vandt prisen for bedste instruktør.

Begejstringen fortsatte, da den officielle premiere fulgte året efter, og filmen står i dag som en af de seneste års mest frygtindgydende originale gysersucceser.

”Den bedste hekse-gyser, jeg har set – nogensinde,” har gysereksperten Rikke Schubart således skrevet i sin seksstjernede anmeldelse i Ekko.

”Nogle gange rammer du noget,” forklarer filmens danske producer, Lars Knudsen, da vi fanger ham over Skype. ”Jeg tror bare, at vi ramte et eller andet, hvor det hele var linet up.”

Paradis: ingen adgang
De mest forfriskende gysere er dem, der tør gå egne veje. De seneste år har Jennifer Kents The Babadook, David Robert Mitchells It Follows og senest Jordan Peeles Get Out rusket op i konventionerne med vedkommende og stærkt personlige bud på genren.

Det var da også Robert Eggers, der imponerede Lars Knudsen, da han fik stukket første udkast af manuskriptet til The Witch i hånden.

”Vi så noget meget vigtigt i det, og så begyndte vi at udvikle med Rob. Han er fantastisk. Han voksede op i New England med eventyr og hekse og alle de der ting,” fortæller den danske producer.

Robert Eggers var inspireret af sine egne barnemareridt til at skrive filmen, og det er da også familiens børn, der sætter skub i heksejagten. De ældste er hormonombruste i et miljø, hvor alle drifter kommer fra djævlen, og de mindste børns drillerier vender på en tallerken til grufuld alvor.

Handlingen er klaustrofobisk begrænset til familiens lille hytte. Den ligger langt ude i en lysning og er omringet af knejsende trætoppe i den mørke skov, hvor djævlen vandrer omkring om natten og frister svage sjæle.

Det er lige så sikkert som amen i kirken, hvor familien i øvrigt ikke længere er velkommen.

Faren William er nemlig fyrig calvinist og ikke bleg for at fordømme de syndere i menigheden, der ikke angrer nok til at modtage Guds nåde. William ved, at den eneste sikkerhed på livets vej er helvedes pinsler, der venter for enden, så han har forskanset sin familie fra fællesskabets fristelser.

Den strikse dogmatik ses i yderste konsekvens, da Samuel forsvinder. Det er selvfølgelig tragisk i sig selv at miste et barn, men for denne familie er det endnu værre, da barnet aldrig blev døbt, for så er hans sjæl forment adgang til paradis.

Store instruktørnavne
For udlandsdanskeren Lars Knudsen er det samarbejdet med instruktøren, der driver værket.

Efter at have stået i lære hos legendariske Scott Rudin – der som producer har været Oscar-nomineret for bedste film otte gange og vandt for No Country for Old Men – stiftede Knudsen i 2004 produktionsselskabet Parts & Labor i New York.

Her har han dyrket kreative samarbejder med så betydelige indie-navne som Mike Mills (Beginners), Kelly Reichardt (Old Joy), Ira Sachs (Little Men) og Andrea Arnold, hvis American Honey modtog juryprisen ved sidste års Cannes-festival.

Derfor blev han straks interesseret, da Robert Eggers præsenterede en stærk vision for sin film.

”Rob ville have, at man skulle leve sig ind i et mareridt fra fortiden. Hvis vi som publikum ikke kunne sætte os ind i, hvordan de levede dengang, ville vi ikke kunne sætte os ind i familiens ulykke.”

Mudret og mørkt
Det er den minutiøse detaljerigdom, der maner uhyggen frem. Man mærker, at Robert Eggers har en fortid som produktionsdesigner: Filmens kulisser og kostumer er historisk korrekte, dialogen på arkaisk engelsk er hentet fra gamle retssalsreferater, og alt er optaget med naturligt lys.

Og så kan man mærke den nød og elendighed, familien lever under – og det er kun halvt skuespil. ”Vi lavede den oppe i Canada. Det var jo røvhårdt …” fortæller Lars Knudsen.

The Witch er optaget over en måned sidst på vinteren på en mark uden for en lille landsby i det nordlige Ontario. Det var koldt, mudret og mørkt, og der var ingen lette dage, når man har en instruktør med en meget præcis vision.

”Det var jo ikke en let film at lave,” siger Lars Knudsen med en jysk underdrivelse.

”Der var jo dolly-optagelser hver eneste dag. Og så havde vi dyr og børn. Børnene kan kun arbejde i få timer, og så havde vi…” Lars Knudsen trækker lidt på det.

”Rob kan ikke lide at bruge special effects, så det hele skal være practical.”

”Det var også bare sådan en film, hvor det var følelsesmæssigt hårdt for skuespillerne. Det tror jeg, at man kan mærke, når man ser filmen.”

Langt fra stien
Det vidner om detaljegraden, at filmens paranoide intensitet forplanter sig til publikum.

Robert Eggers’ helt særlige greb er, at han lader sin film afspejle karakterernes overtro med en ondartet, psykologisk realisme, hvor heksen i skoven ikke blot er en diffus trussel, men metafysisk til stede, når man vandrer for langt fra stien.

Den dimension talte til Lars Knudsen, der ellers sjældent kaster sig ud i genrefilm.

”The Witch er lavet, fordi instruktøren gerne ville lave en film, der betyder noget, og gerne ville sige noget om den verden, vi lever i. Den skal ikke bare skræmme folk,” slår produceren fast.

Det er betegnende, at man må til Cinemateket i København for at se filmen herhjemme. Lars Knudsen vil dog nødigt selv kalde den en kunstgyser.

”Der har været en disneyfication af hekse, og når der kommer en film ud, hvor man kan se den ægte ondskab, så virker det skræmmende på nogle andre måder. Det er en psykologisk gyser.”

En god forretning
Gyserfilm er en af Hollywoods bedste investeringer. Godt nok hiver en enkelt gyser aldrig lige så mange penge hjem som de største blockbusters, men de er til gengæld billige nok til, at man ikke taber hele forretningen.

Ikke desto mindre brugte Lars Knudsen og hans faste samarbejdspartner Jay Van Hoy flere år på at sikre finansieringen til The Witch. I 2013 kom den endelig på plads.

Instruktør Robert Eggers havde egentlig tænkt sig at optage filmen i New England, hvor den foregår, men et generøst skattefradrag lokkede produktionen til Nordcanada.

Men en uge før indspilningerne trak en af investorerne sig ud.

”De havde mistet alle deres penge. Det var en halv million dollars, og det var de penge, der skulle være gået til instruktøren og os. Så Rob og vi andre besluttede os for at investere hele vores løn i filmen. Det gør man ikke i Danmark, men det gør man i USA. Og det var selvfølgelig rigtigt hårdt, fordi vi havde brug for de penge. Det er det, vi lever af.”

Satset gav heldigvis gevinst.

Filmen fik en international indtjening på over 260 millioner kroner ud af et budget på 25 millioner – der er skrabet i amerikansk sammenhæng – så The Witch har været en overordentlig god forretning for Lars Knudsen.

”Vi har tjent flere penge på den, end vi ville have gjort, hvis vi ikke selv havde smidt penge i den.”

Rasputin og Nosferatu
Sammen med Robert Eggers arbejder Lars Knudsen på en serie om den legendariske russiske mystiker og hofsnog Rasputin og på et remake af gyserklassikeren Nosferatu.

”Det er fantastisk, når man som producer kan finde en instruktør som ham, hvor man kan være med hele vejen.”

F.W. Murnaus stumfilmklassiker fra 1922 – der er en filmatisering af Dracula med lige akkurat nok ændringer til, at originalforfatteren Bram Stoker ikke kunne lægge sag an – er en af Eggers’ favoritfilm, og han har tidligere opført historien som et skuespil.

”Det er en verden og et miljø, der betyder meget for ham,” forklarer Lars Knudsen.

Hvis filmen når frem til produktionsfasen, bliver det langt fra de knebne budgetter, som både instruktør og producer har været vant til.

”Hvis det lykkes, bliver det en film til 200-350 millioner kroner. Vi håber, at der er nogen, som tør tage chancen.”