Lars Mikkelsen vinder international Emmy
I nat dansk tid blev den internationale version af den amerikanske Emmy-uddeling – tv-verdens pendant til Oscar-showet – afholdt i New York.
Prisfesten hylder de største præstationer inden for tv i den store verden uden for USA.
Danmarks Radio har i årenes løb fejret store sejre i kategorien bedste internationale dramaserie. Først vandt Rejseholdet i 2002, dernæst Nikolaj og Julie i 2003, Ørnen i 2005 og Livvagterne i 2009.
Denne gang er turen så kommet til Herrens veje, hvis anden sæson er i fuld gang på DR1.
Lars Mikkelsen kunne i nat række statuetten over hovedet som vinder i kategorien bedste mandlige skuespiller. Han leverer i serien en martret præstation som den mildt sagt fejlbarlige præst Johannes Krogh, der kæmper med dæmoner i nærmest alle afskygninger.
Mikkelsen vandt i år en Robert-pris for samme rolle, mens han tidligere er blevet hædret med både en Bodil og Robert for sin birolle i Der kommer en dag fra 2016.
Succes på Netflix
Lars Mikkelsen kan for tiden også opleves som russisk præsident i sidste sæson af Netflix-serien House of Cards.
Han har også en rolle i den kommende serie The Witcher, der bygger på et spil og ligeledes er en produktion af streaminggiganten Netflix.
Forhåbentlig får vi også mere at se til skuespilleren i danske film og serier i fremtiden.
Han har senest spillet en udgave af sig selv i komedien Ditte & Louise samt barsk leder i den dragende prissluger Vinterbrødre. Derudover har han givet sin stærke tilstedeværelse til dokumentarserien Historien om Danmark, hvor han har ageret fortæller.
De andre prisvindere ved årets internationale Emmy-uddeling tæller den spanske serie Money Heist, der vandt for bedste dramaserie, mens israelske Nevsu vandt for bedste komedieserie.
Kommentarer