Nyhed
07. apr. 2013 | 19:02

Lars Ulrich debuterer i Hemingway-film

Foto | Karen Ballard
Lars Ulrich som dokumentaristen Joris Ivens over for Clive Owens’ Ernest Hemingway og Nicole Kidmans Martha Gellhorn i Hemingway & Gellhorn.

Den danske Metallica-trommeslager spiller over for Clive Owen og Nicole Kidman i prisbelønnet HBO-drama.

Af Lise Ulrich

Vi kender bedst Lars Ulrich som det fandenivoldske danske islæt bag trommesættet i supergruppen Metallica. Men i HBO-filmen Hemingway & Gellhorn viser musikeren fra Hellerup et hidtil ukendt skuespiltalent over for Hollywood-stjernerne Nicole Kidman og Clive Owen. 

Lars Ulrich, som indtil sidste sommer dannede par med skuespiller og landskvinde Connie Nielsen, medvirker i Hemingway & Gellhorn, som kan ses på HBO Nordic og fås på dvd på Amazon.com. 

I filmen har Ulrich rollen som den legendariske, hollandske dokumentarist og anti-fascist Joris Ivens.

Ivens lavede optagelser af den spanske borgerkrig i 1930’erne, som fascinerede forfatteren og Første Verdenskrig-veteranen Ernest Hemingway og journalisten Martha Gellhorn i en sådan grad, at de to rejste til frontlinjen sammen. 

Hemingway og Gellhorn blev siden gift i 1940, men Hemingway havde svært ved at forlige sig med sin kones mange rejser som krigskorrespondent. Parret nåede at dele fem stormfulde år som mand og kone, inden de blev skilt i 1945. Martha Gellhorn blev siden kendt som en af det 20. århundredes største krigskorrespondenter. 

En dansker på hollandsk
Lars Ulrich har to gange før ageret som sig selv på film (i komedien Get Him to the Greek og Metallica-dokumentaren Some Kind of Monster), men Hemingway & Gellhorn markerer danskerens debut som dramatisk skuespiller. 

“Jeg tog arbejdet med filmen meget seriøst. Jeg studerede blandt andet forskellen på hollænderes engelske accent i forhold til, hvordan jeg taler engelsk med dansk accent. De fleste (i USA, red.) ville nok ikke kunne høre forskel på de to, men jeg kan. Og det var vigtigt for mig, at det blev troværdigt,” fortalte Lars Ulrich sidste år til USA Today

Netop trommeslagerens engagement imponerede fra første færd Hemingway & Gellhorn-instruktør Philip Kaufmann. 

“Et par år før vi lavede filmen, mødtes jeg med Sean Penn, som skulle læse til en rolle for mig. Sean tog tilfældigvis Lars med, som endte med at hjælpe med læseprøven. Jeg tænkte, at det ville være interessant at bruge Lars i noget senere hen. Han fremstod som en skuespiller, ikke en trommeslager. Og han var både respektfuld og ivrig,” har Kaufmann fortalt til USA Today. 

Robert Duvall smed bombe
Til trods for Lars Ulrichs koncentrerede arbejde med rollen som Joris Ivens, blev danskeren alligevel hyllet ud af fatning, da Hollywood-veteranen Robert Duvall pludselig dukkede op på settet. 

“Ingen havde fortalt os, at Robert Duvall skulle medvirke i en birolle, men pludselig stod fyren fra The Godfather foran mig. Han spurgte mig, hvad jeg lavede ud over skuespillet, så jeg fortalte, at jeg spiller trommer. Så fortalte Robert om alle de musikere, han havde kendt igennem tiden, og spurgte mig, om jeg nogensinde havde spillet en koncert. Jeg sagde ja …” sagde Lars Ulrich sidste år til USA Today. 

Hemingway & Gellhorn fik premiere på tv-kanalen HBO i maj 2012 og var i år nomineret til to Golden Globes og femten Emmy Awards, hvoraf filmen vandt to (bedste musik i en tv-film samt bedste lydredigering).

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko