Lars von Triers karikaturudtalelser

Da jeg for cirka 40 år siden fik mulighed for at rejse fra Mexico – et smukt land med en kultur præget af korruption, kaos og ulighed, et levn fra 400 års undertrykkelse, der startede med Colombus og Spaniens kristne ”conquistadores” – tog jeg til Israel og boede et års tid i kibbutzen Ein Hahoresh.

En ny verden åbnede sig: renhed, organisation, effektivitet, dans, fester og oven i købet god mad.

Da jeg så jødernes/israelernes organisering af arbejdet i kibbutzen, var det som en drøm eller en længsel, der blev til virkelighed. Nogle mennesker på denne jord havde realiseret det, jeg havde forestillet mig, men aldrig oplevet.

Det var en lettelse, en åbenbaring og en bekræftelse. Jeg tænkte: ”De er alle sammen som mig.”

(Uden for kibbutzen blev erfaringen anderledes: mindre rent, mindre effektivitet, mere kaos. Men dette kræver en hel anden beretning).

Gennemsigtige palæstinensere
Kun ved to forhold kunne jeg ikke identificere mig med jøderne/israelerne.

Når de under deres fester dansede deres stammedans, hvor de kom meget tæt på hinanden i lange linjer og cirkler. Det lignede i hvert fald en stamme, og jeg følte, at de genskabte en fælles følelse, der bragte dem tusindvis af år tilbage i tiden, et virkeligt og meget tæt fællesskab, ja, tættere, for her danser børn og voksne, kvinder og mænd, tykke og tynde sammen og fejrer deres skæbne.

Her var der ikke plads til mig, men det var jo heller ikke min stamme. Og da gik det op for mig, at jeg havde noget, som jøderne ikke havde: Min stamme var hele menneskeheden. For enten er alle racer udvalgte — homo sapiens’ længsel og drøm — eller også ingen er udvalgt, og vi er alle sammen født lige, men skabt af forskellige kulturer.

Det andet forhold, hvor jeg ikke kunne identificere mig med jøderne/israelerne, var den måde, hvorpå de forholdt sig til de få palæstinensere, der arbejdede i kibbutzens fabrik. Det var, som om disse mennesker ikke betød noget som mennesker. De udførte blot et arbejde, men de blev behandlet, som om de var gennemsigtige eller ikke eksisterede som mennesker.

”Hjemme” i Danmark
Da jeg første gang oplevede det, blev jeg chokeret. Jeg forsøgte at dele oplevelsen med de andre frivillige, der var lige så overraskede som mig, men der var ikke plads til at tale om det. Det var tydeligvis tabu, så vi lod som ingenting.

Men jeg glemte det aldrig.

Virkeligheden forsvinder ikke blot, fordi man ikke taler om den, ligesom noget ikke bliver større, end det i virkeligheden er, fordi man taler meget og højt om det (også kendt som propaganda).

Da jeg kom til Danmark for at besøge min danske kæreste, som jeg selvfølgelig mødte i kibbutzen, følte jeg, at jeg var kommet til fremtidens samfund: renhed, orden, effektivitet, uddannelsessystemet, arbejdets organisering og især den store respekt for den enkeltes rettigheder og personlig/private rum. Et samfund, hvor man kunne udtrykke sine meninger, diskutere og være uenige med hvem som helst — på en civiliseret, tolerant og fornuftig måde.

Danskerne så rent fysisk anderledes ud, end jeg gjorde, men ”de er alle sammen som mig”, tænkte jeg. Så selv om mange danskere opfattede mig som en fremmed, og selv om der var en kølig og rolig afstand, en stilhed, en forsigtighed mellem alle mennesker, som jeg ikke havde oplevet andre steder, følte jeg mig hjemme.

Hvorfor diskriminerer vi jøderne?
Årtierne gik, og drømmen begyndte at krakelere. Sprækker begyndte at vise sig overalt i systemet, kulturen og værdierne.

Og lige pludselig, en dag i september 2005, publicerer Jyllands-Posten nogle karikaturer, der gør nar af muslimernes profet. Man fremstiller ham blandt andet med en terroristbombe i turbanen. Avisens kulturredaktør Flemming Rose ser det som et udtryk for ytringsfrihed, og som modstander af selvcensur erklærer han, at alle i et demokrati — inklusive muslimerne — ”må finde sig i hån, spot og latterliggørelse”, så de føler sig behandlet på lige fod med andre.

Vi kender alle sammen forløbet. Danmark og Anders Fogh Rasmussen satte sin kreditværdighed på spil for at støtte dette synspunkt: ingen selvcensur i Danmark (læs: Dette er vores religion).

Men vent et øjeblik: At håne, spotte og latterliggøre — gælder det kun for danskere og muslimer? Er danskernes religionsagtige ytringsfrihed kun rettet mod bestemte etniske og religiøse grupper? Er jøderne ikke omfattet? Hvorfor diskriminerer vi jøderne i denne forbindelse? Har de ikke også ret til at blive hånet, spottet og latterliggjort, så de føler sig behandlet på lige fod med alle andre?

Jamen, er det ikke det, Lars von Trier har gjort? (som en vittighed, karikaturagtigt). Hans udtalelser kunne sagtens fremstilles i otte-ti karikaturtegninger, og det ville blot have været udtryk for Triers ret til ytringsfrihed. Præcis som i tegneren Kurt Westergaards og kulturredaktør Flemming Roses tilfælde. Hvis vi andre ikke har ret til det, så er Roses argumentation jo ikke noget værd, men blot udtryk for opportunisme.

Svigter ytringsfriheden
Måske er problemstillingen en hel anden? Handler det om, at vi — ubevidst, utilsigtet eller mere eller mindre bevidst — godt er klar over, at vi ikke skal behandle jøderne på lige fod?

Hvordan har de gjort sig fortjent til denne positive særbehandling? Har vi købt deres religiøse opfattelse af, at de er de udvalgte, og derfor kan de ikke behandles ud fra almindelige love og normer? Eller hvad drejer det sig om? Skal vi — Danmark og en stor del af verden — udøve selvcensur for ikke at støde jøderne? Skal vi fravige vores religion (ytringsfrihed) for deres krav, for deres religion?

Af en eller anden grund synes det at være, hvad jøderne/israelerne har lært at forvente af den vestlige verden efter Anden Verdenskrig. Den mindste lille ting, der går imod jødernes interesser, fremkalder et ramaskrig, der straks kræver et forbud på grund af antisemitisme, uanset om der er hold i det eller ej. Basta.

Stammeargumentet
Den 14. april 2011 var Arne Notkin med i en diskussion om programsætningen af en film om Israel og antisemitisme i DR2’s Deadline. Indtil da havde jeg aldrig hørt om ham, jeg vidste ikke, at han var jøde, eller at han var med i Dansk Zionistforbund.

Midt i debatten dukker argumentet op. ”Du mistænkeliggør mig, fordi jeg er jøde,” siger Notkin på et tidspunkt, og det er tilsyneladende hans trumf. Arne Notkin forholder sig ikke til sin moddebattørs argumenter, men svarer med et stammeargument!

Jeg sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse: Hvad for noget? Så grimt? Så ubehageligt? Så forkert? Hvad er det for en dialog, man kan føre, når den ene part argumenterer som den udvalgte stamme og blot af den grund forventer respekt og lydighed?

Lige pludselig blev jeg sat tilbage i tiden, og huskede den fornemmelse jeg fik i kibbutzens fabrik i 1972, da jeg så den første jøde over for en palæstinenser (han overså palæstinenserens menneskelighed på samme måde, som nazismen overså jødernes menneskelighed).

Jeg ved ikke, om det var den samme følelse i begge situationer, men det var i hvert fald en ubehagelig følelse, som ikke havde noget som helst med jødedommen at gøre. Det havde noget at gøre med, hvordan nogle medlemmer af arten homo sapiens behandlede andre medlemmer af samme art og dermed udtrykte, hvordan de opfattede sig selv.

Pseudo-antisemitisme
Lad det være sagt klart og utvetydigt: Jeg og alle, der er på linje med mig, er imod al racediskriminering.

Vi er imod diskriminering af afrikanere/afroamerikanere — som USA stadig praktiserede åbenlyst for blot 60 år siden. Vi er imod diskriminering af indianere i Latinamerika — nogle af dem er stadig i kamp for deres land og rettigheder over for efterkommere af europæiske indvandrere. Vi er i mod diskriminering af etniske minoriteter i Danmark. Vi er imod diskriminering af jøder, og vi er imod diskriminering af palæstinenserne. Vi er imod al racediskrimination.

Men nu om dage er der et omvendt forhold, der gør sig gældende til fordel for jøderne: Pseudo-antisemitismen, det vil sige den selvskabte antisemitisme (”Du mistænkeliggør mig, fordi jeg er jøde”), der straks manipulerer den offentlige mening og spreder rædsel blandt almindelige mennesker, som ikke ønsker at blive stemplet som antisemitter.

Lad os se nogle smagsprøver på, hvad der er blevet sagt i forbindelse med Lars von Triers karikaturudtalelser:

”Lars von Triers udtalelser er uacceptable,” hører vi fra en anden dansk filminstruktør. ”Han var forvirret,” siger en fan af Triers film undskyldende. Der er pres fra jødiske organisationer mod lederne af Cannes-festivalen: ”Lars von Trier og hans film skal ud.”

Senest har vi hørt rygter om, at han kan miste økonomisk støtte fra en fransk-tysk organisation. Der er dog nogle barmhjertige samaritaner, som støtter ham, blandt andet ”fordi vi kender hans psykoser” (TV 2 Lorry 26. maj). Altså underforstået: ”Ja, der er noget personligt gal med ham, men han er ikke farlig.”

Jeg mener, at frygten for pseudo-antisemitismen, den selvskabte antisemitisme, er blevet en reel barriere for en sund debat i denne type sager.

Vi har intet mellemværende med tegneren Kurt Westergaard og journalisten Flemming Rose. Og vi har intet mellemværende med Lars von Trier. Vi er ikke enige med deres karikaturtegninger og karikaturudtalelser, men hvis den ene har ret til sine karikaturtegninger, hvorfor skulle den anden ikke have ret til sine karikaturudtalelser?