The Last Jedi fortjener en plads i Oscar-ræset

Hvem havde set det komme?

Med de lyserøde nostalgibriller solidt plantet over næseskaftet forventede både kritikere og fans endnu en letfordøjelig film i Star Wars-serien. Det var, hvad både The Force Awakens og Rogue One kunne tilbyde: et varmt, genkendeligt knus.

Men The Last Jedi er snarere en lussing i ansigtet.

Historien følger ellers i fodsporet på den originale trilogis anden film, The Empire Strikes Back. Vores tre helte – Rey, Finn og Poe – bliver splittet op.

Rey søger træning hos Luke Skywalker, der ligesom Yoda i The Empire Strikes Back straks ser vreden, som den unge elev bærer på. Imens befinder Finn og Poe sig i en desperat flugt fra Imperiets jernnæve, der langsomt, men sikkert nærmer sig rebellernes sidste tilholdssted.

Men herfra stikker The Last Jedi fuldstændigt af.

Star Wars finder muligvis sted i en galakse langt, langt væk, men The Last Jedi føles uhyggelig tæt på vores egen virkelighed.

Netop derfor er det også på høje tid, at Oscar-akademiet tager serien om kampen mellem rummunke og rumfascister seriøst, når nomineringer bliver offentliggjort senere i dag den 23. januar. Star Wars har aldrig fået andet end tekniske priser, men The Last Jedi fortjener i den grad en nominering for bedste film.

En film i #MeToo-ånden
Det lyder måske blasfemisk at foreslå, at en blockbuster som The Last Jedi skulle sættes i selskab med film som Lady Bird, Den skjulte tråd og Three Billboards Outside Ebbing, Missouri.

Men den igangværende #MeToo-bevægelse og et generelt opråb om større diversitet har åbnet døren på klem for film, der aldrig før ville blive skænket en tanke. Eksperter nævner både Wonder Woman og Get Out som film, Oscar-akademiet burde overveje at have med i ræset.

Her passer The Last Jedi som fod i hose.

Med The Force Awakens tog Disney et positivt spadestik i den gruende kamp for større diversitet i blockbuster-film. Mens kollegerne hos Marvel stadig har lige så mange hvide mænd med fornavnet Chris på superhelterollelisten, som de har kvinder, gav den syvende Star Wars-film os en vidunderligt varm kvindelig rollemodel i Rey (Daisy Ridley).

Foruden Rey og Leia Organa (i skikkelse af nu afdøde Carrie Fisher) giver The Last Jedi også plads til Admiral Holdo (Laura Dern) og Rose Tico (Kelly Marie Tran), der begge har afgørende roller.

En udgave af The Last Jedi er blevet uploadet på den ulovlige fildelingsside The Pirate Bay, hvor alle kvindelige personer er blevet klippet ud. Det er sigende, at den blot er 46 minutter lang!

Dekonstruktion af Poe
Mens der er blevet gjort plads til flere kvinder, står de mandlige helte for skud.

Vi er blevet opdraget til automatisk at gå ud fra, at mænd har autoritet og ved bedst. John McClane fra Die Hard, Indiana Jones og James Bond har i sidste instans altid ret. Denne heltearketype optræder også i Star Wars. Han Solo er en karismatisk eventyrer, som gør, hvad der passer ham – og altid lander på fødderne.

Den rolle er i Disneys nye trilogi gået til Poe Dameron (Oscar Isaac), en kæphøj pilot, der selv i de værste situationer har tid til en fed oneliner. I starten af The Last Jedi lever han op til Han Solos renommé, da han mod ordrer angriber og destruerer et af Imperiets største rumskibe.

Men i stedet for et klap på skulderen får han smæk af General Leia for egenhændigt at have ført Rebellernes offensive flåde i en flammende død under angrebet. Igennem hele filmen holdes Poe uden for sine overordnedes planer og viser sig at være en inkompetent planlægger og leder.

Det har frustreret mange fans, men denne frustration er netop emblematisk for det usunde forhold, vi har til vores mandlige helte. Derfor er det enormt positivt, at filmen tør udfordre det forhold. Poe må lære, at andre nogle gange ved bedre end ham. Også selv om de er kvinder!

Alt-right-skurke
Men Poe er langt fra den eneste i The Last Jedi, som vender op og ned på arketyperne.

Mest prominent er Kylo Ren (Adam Driver). Som Darth Vaders barnebarn nøjes han ikke blot med at gå i den legendariske skurks fodspor.

Den originale trilogis skurke ønskede at mestre mørkets kræfter og herigennem dominere galaksen. For Kylo Ren er det ultimative mål snarere at destruere end at dominere.

Vi er færdige med anakronistiske rumnazister fra de gamle film. I stedet ligger The First Order fra den nye trilogi tættere op ad alt-right-bevægelsen, en gruppe af højrefløjsekstremister, der plejede at holde til i internettets mørkeste hjørner, men i de sidste par år har spredt sig over sociale medier og ud i virkeligheden.

Det er svært ikke at se en sammenhæng mellem Kylo Rens regime og USA’s nuværende politiske situation. Ligesom lederne af The First Order er det let at gøre nar af Donald Trump og hans leflende kumpaner. Man glemmer, at de har magt og midler til at dræbe os alle.

Og ligesom den amerikanske præsident påstår Kylo Ren at ville ”dræne mosen”, altså fjerne gamle bureaukratiske systemer og udrense politisk korruption. Men de er selv et produkt af det selvsamme system, som de hævder at hade.

Politisk aktualitet
De sidste par år har Oscar-akademiet gjort det til en tradition at have mindst en genrefilm blandt de potentielle vindere. Sidste år gik æren til kupfilmen Hell or High Water, mens 2016 havde George Millers to timer lange biljagt Mad Max: Fury Road på listen.

Foruden at være utroligt vellavede skiller begge film sig ud ved at have tydelig politisk aktualitet.

Hell or High Water omhandler konsekvenserne af finanskrisen, der gik hårdt ud over underklasse-amerikanerne fra Bibelbæltet. Mad Max: Fury Road er en brillant kritik af det moderne samfund som et patriarkat, hvor både mænd og kvinder uden for magtens smalle centrum konstant bliver udnyttet.

The Last Jedi går i samme fodspor, men som sidste års største blockbuster kan de chancer, den tager, siges at være endnu mere prisværdige. At sådan en dyr mainstreamfilm tør gå direkte imod forventningerne, er ganske enkelt uhørt.

Det gør The Last Jedi til mere end en finansiel succes, men også en kunstnerisk. Og hvis det ikke fortjener en Oscar-nominering, ved jeg ikke, hvad der skal til.