Lauges kat

Lauges kat er udgivet på Ekko DVD #5.

Som afdelingsleder og skolebibliotekar er det blandt andet min opgave at opmuntre til og deltage i forskellige større eller mindre faglige udviklingsarbejder på min skole. Det var imidlertid først i forbindelse med et foredrag om film og danskundervisning på Blaagaard Seminarium i det tidlige forår 2005, at det gik op for mig, hvad det også var, jeg sammen med to dansklærere og deres to første klasser havde forsøgt, da vi forberedte og gennemførte et danskfagligt arbejde med Christina Rosendahls perle af en film, som har manuskript af Karen Balle. Seminarielektorens spørgsmål lød: "Hvordan skaber man optimale rammer for elevernes refleksionsrum?" Denne artikel giver et svar på spørgsmålet.

Vi er i begyndelsen af januar måned 2005. Skolens to første klasser skal se film. Forløbet spænder over to-tre moduler. De skal se den hver for sig, fordi de skal arbejde med den på to forskellige måder. Ugen efter skal de se den sammen. De to lærere er forberedte til fingerspidserne. Vi har set filmen sammen flere gange, og vi har brugt mange timer på at diskutere filmens indhold og potentiale. Der er tænkt stort. Eksistentiel ensomhed. Kain og Abel. Skyld og ansvar. Relationer og magt. Alt sammen givende og nuancerende nye indsigter — for de voksne. Til sidst har lærerne hver for sig givet deres bud på et forløb, som vi i fællesskab har drøftet, rettet til, udvidet, forstået og på den måde været meget bevidste om, hvilke ideer og begrundelser arbejdet med filmen skulle basere sig på.

Italesættelse af alt det vigtige. Det har for os alle tre været en meget spændende proces. Lærerne ved — for det har jeg refereret instruktøren Christina Rosendahl for — at der findes pædagoger og lærere, som ikke vil vise en film som Lauges kat for deres elever. De anser den for at være alt for barsk. Også den oplysning er blevet vendt og drejet. Og vi er usikre, men ender med at give håndslag på, at vi står inde for processen. Den ene dansklærer vælger dog at informere elevernes forældre specielt om lige præcis dette filmforløb. Ingen forældre reagerer obstruerende.

Rammer for forløbene
Den ene klasse skal efter et fælles oplæg se filmen uden afbrydelser og derefter arbejde i plenum og individuelt. Det skal handle om følelser — både ens egne, og hvordan man selv er med til at skabe eller påvirke andres, men også om at kunne se på andre, hvordan de monstro har det — altså, træne den empatiske evne. Samtidig er der også den sproglige pointe, at elever introduceres til ordklassen adjektiver. Den anden klasse skal arbejde med meddigtning og i grupper. Filmen skal stoppes tre steder, hvorefter eleverne gruppevis skal diskutere sig frem til enighed om, hvordan de mener, filmen vil fortsætte, og hvorfor og hvordan de er blevet enige om lige præcis det bud. Det handler også om at give plads til alle i gruppen — om begyndende demokratiske erfaringer.

Filmen
Lauge er et enebarn på 9-10 år, der bor med sine forældre på en gård. Et "cykelstykke" derfra bor den noget ældre kammerat, Sonny, der en tidlig morgen cykler os i møde. (Der er dømt klassisk stilistik fra filmens intro, og den holder hele vejen. Et langsomt fortælletempo, overholdelse af blikretninger og en fin mængde af klassiske kameraindstillinger og —bevægelser.) Det er den truende fjende, der nærmer sig — ikke på hest — men på cykel. Med en insisterende pegefinger og en kattekilling i hånden beordrer eller truer han non-verbalt Lauge til et møde i laden, hvor de to på bedste traditionelle drengemanér udfordrer hinanden. Hvem tør springe fra den højeste høstak? Lauge tør, men bliver alligevel tiltalt som "tøsedreng". Sonny prøver hele tiden grænser af. Han kommanderer rundt med Lauge, der ikke siger fra. Han slipper med udstrakt arm en kattekilling fra toppen af stakken, men den lander som forudsagt af Sonny selv "altid på alle fire". Sonny er ældre, større og mere erfaren. Men så dukker Lauges far op, og Sonny forsvinder. Killingerne skal indsamles; der er ikke brug for dem, og sådan er det på landet. En enkelt undslipper dog, og Lauge tager sig af den, skjuler den i en taske, men er lige ved at blive opdaget, da faderen kommer tilbage, fordi han ikke kan finde svensknøglen!

Harmoni
På vej til sit værelse indhenter Sonny Lauge og endnu en konkurrencesituation opstår. Sonny vil have al opmærksomheden og tåler tilsyneladende ikke, at en killing kiler sig ind mellem Lauge og ham selv. Lauge siger stadig ikke fra, men flygter fra Sonnys skalten og valten op på sit værelse. Lynhurtigt er Sonny efter ham og finder efter en rastløs slåskamp killingen, som Lauge har gemt under sengen i en netop tømt legokasse. Skal killingen dø? Nej, de to drenge finder et midlertidigt, om end asymmetrisk, fællesskab, da Sonny taktisk klogt vælger at tage parti for killingen. Sammen etablerer de en lille hule, men Sonny er fortsat den stærke, der dirigerer rundt med Lauge og blandt andet sender ham ned i køkkenet for at hente det nødvendige.

Død og skyld
Netop som alt er ved at være på plads, dukker faderen igen op, og Lauge vælger i desperation og hårdt presset af Sonny at kaste killingen ud af vinduet. Faderen kommer ind, og Sonny løber ud. Af en eller anden mærkelig grund er det først nu, at det går det op for faderen, at Lauge faktisk meget gerne vil beholde killingen. Lettet over faderens tilladelse/benådning følger vi Lauge, der forstenet af skyldfølelse må konstatere, at killingen ikke har overlevet det frie fald. Hverken moderen eller faderen forstår, hvad der er foregået, men undrer sig højlydt over deres søns mærkværdige adfærd. Forældrene beordrer drengene til at begrave killingen og sender derefter Sonny hjem.

Dilemma og valg
Men så træder Lauge i karakter. I den efterfølgende kampscene er det nu Lauge, der i bogstaveligste forstand er oven på — i en sådan grad, at det kunne være endt med drab. Lauge sidder oven på Sonny, tager en større sten i hånden og hæver hånden til slag. Det er en meget voldsom scene, der ender med, at Lauge i sidste øjeblik vælger at kaste stenen fra sig og derefter skrige sin vrede og aggression ud. Sonny er knækket og beskæmmet må han stå hvileløs i baggrunden, mens Lauge begraver killingen. Det er den før så magtfulde Sonny, der nu overvundet må forføje sig — og alene cykle væk fra den Lauge, der nu har markeret en grænse, vist sin styrke og truffet et valg. Filmens slutscene viser Sonny, der ensom cykler væk mod horisonten.

Den ene klasse
Det er første gang, at eleverne skal se film sammen i skolen, og det er derfor en noget betuttet flok, der bevæger sig to og to op ad trappen i en for dem fremmed bygning. Eleverne ved kun, at de skal se en film. De ved ikke, hvad de ellers skal og hvorfor. De finder hurtigt på plads, og læreren kalder til orden.

På forhånd har læreren følgende overordnede plan for forløbet:

1. Klassen skal i plenum snakke om ord, der kan udtrykke, hvordan man
    går og har det.
2. De skal se filmen
3. Efter filmen skal de stadig i plenum referere til steder i filmen, der kan
    bruges som eksempler på deres "følelsesord".
4. Hver enkelt elev skal tegne scener fra filmen og sætte ord på.
5. Til sidst skal eleverne i grupper vise og forklare deres tegning for
    resten af gruppen.

Enkelte elever bliver lidt sure, da de hører, at filmen ikke en gang varer et kvarter, men generelt  accepterer de lærerens introduktion til, hvad der skal foregå, og der er straks mange, der har forslag til ord. Læreren skriver ordene på tavlen og laver støttende stilistiske ansigtsstreger — ellers er det alt for svært. Følgende ord kommer på tavlen: godt, ondt, ked af det, gal, glad, fjollet, genert og ærgerlig. Forløbet tager omkring 10 minutter, og det er nok. Eleverne begynder at miste koncentrationen.

Man bør som lærer unde sig selv den fornøjelse at iagttage eleverne, mens de ser film. Man kan ikke undgå at blive klogere, fordi de langt fra altid retter opmærksomheden mod forventede elementer, og fordi der er mange "lærer"-pointer, de slet ikke hæfter sig ved.

Eleverne sidder med store øjne, åbne munde, og enkelte bider sig lidt usikkert i læben. Allerede i starten af filmen gør Lauge tydeligvis noget, han helt sikkert ikke må. Da Sonny senere slipper killingen fra høstakshøjde, og da Lauges far går op ad trappen til Lauges værelse er der et par piger, der holder sig for øjnene. Det er næsten for uhyggeligt! Men drengene kigger. Enkelte sidder lidt uroligt på stolen, og armene er i bevægelse. Umiddelbart efter at Lauge har "smidt" katten ud af vinduet, lægger en pige sin hånd på drengesidekammeratens arm. Han reagerer overhovedet ikke — heller ikke da hun få minutter senere stille fjerner den igen. Bagefter fortalte drengen, at han blev så glad, da hun "lagde sin hånd på min arm, for jeg var også lidt ked af det".

Under den meget voldsomme opgørsscene mellem Lauge og Sonny kigger de fleste piger væk, og der kommer hørlige lettelsens suk, da Lauge med et råb kaster stenen væk. Mens Lauge begraver katten kan man høre en knappenål falde til jorden. Og så cykler Sonny hjem.

Efter bare 14 minutter ser verden pludselig lidt anderledes ud.

Ifølge planen skulle eleverne nu i fællesskab bruge følelsesordene til at udtrykke forståelse af filmens problemstillinger. Men det er for svært. Eleverne er meget mere optaget af kattens skæbne. Det er dens, og ikke Lauges og Sonnys skæbne, der fylder. Enkelte piger græder over kattens død, og en enkelt er decideret bange, fordi hun ved, at hun vil komme til at drømme om det. Der er en intens, men tryg, stemning i lokalet. Læreren er dygtig og giver plads til de umiddelbare reaktioner, og der er ikke så meget som én, der føler trang til at udnytte den offentliggjorte sårbarhed til komiske indslag. Læreren prøver at få opmærksomheden ledt over på filmens personer, men eleverne vil stadig hellere snakke om deres egne følelser, og sådan bliver det, og det er et hurtigt og klogt valg, for med udgangspunkt i egen oplevelse er det relativt nemt at etablere en relation til filmpersonernes oplevelser. Og dermed muligt at spørge ind til, hvordan en sådan forståelse er opstået. Og så handler samtalen om kærlighed og kæledyr, om skyld, om stemninger og om kammeratskab. Men den døde kat fylder.

Vi beslutter at fortælle klassen, "hvordan en kat dør på film". Det er naivt at tro, at det i sig selv heler sorgen, for den er naturligvis relateret til private forhold uden for filmens univers, men vi vurderer, at det for nogle af eleverne vil være en trøst.

Da eleverne efter en lille pause samles for at tegne, er det igen kattens død, der fylder. En enkelt er meget optaget af Lauges mor og forstår ikke, hvorfor moderen giver ham skylden. Læreren går rundt og snakker med eleverne om deres tegninger. Anerkendende og uddybende. Punkt 5 i planen udgår. Og så er det tid til at lege.

Den anden klasse
I denne klasse har læreren forberedt eleverne på forløbet. I grupper skal eleverne, når filmen stoppes, blandt andet komme med et fælles bud på Lauges stemning. Hver gruppe får fem store ordkort, hvor læreren har skrevet: glad, vred, ked af det, bange, forskrækket. Eleverne har snakket meget om ordene, og de har læst og skrevet dem mange gange. De ved, hvad de skal bruges til. Alligevel er de, som tilfældet var med den første klasse, noget betuttede over at færdes i de uvante omgivelser. De er for første gang i "de store elevers" bygning, hvor der er lokaler med videoprojektorer. Men vel inde bag en lukket dør, forsvinder blufærdigheden hurtigt, og uden de store dikkedarer har eleverne placeret sig i fire grupper med seks elever i hver.

På forhånd har læreren følgende overordnede plan for forløbet:

1. Introduktion i egen klasse. Gruppeinddeling og endnu en
    gennemgang af ideen med de fem ordkort.
2. Filmen fryses tre gange. Første gang på Lauges ansigt, da faderen
    går ud af laden med sækken med killinger.
3. Anden gang, da Lauge holder katten ud af vinduet.
4. Tredje gang, da Lauge sidder oven på Sonny og hæver stenen til
    slag.
5. Reaktioner og afrundning.

Som led i lærerens forberedelse diskuterede vi formålet med disse meddigtningsøvelser. Overordnet og principielt finder lærerne det væsentligt, at eleverne vænnes til at skulle formulere og dermed eksplicitere forventninger og forforståelser. På det personlige plan at opleve/erfare forskellen mellem det tænkte og det formulerede — eller mellem det psykiske og det sociale. På det interpersonelle plan at opleve/erfare anstrengelserne og glæden ved at etablere en fælles forståelse eller accept af en (måske) midlertidig tilstand. Brugt på den måde bliver meddigtningsmetoden et spændende og særdeles relevant "redskab" for læreren.

Arbejdsgangen/formen er ens ved de tre stop. Det skal medvirke til at sikre, at eleverne alene bruger deres energi på indholdet. Ved hvert stop skal der samles op på handlingen indtil nu, og derefter skal grupperne 

— drøfte hvad de tror, der nu vil ske
— blive enige om et ordkort, der beskriver, hvad Lauge føler
— begrunde hvordan de tror, Lauge vil reagere

Vi forventer, at eleverne vil have stor opmærksomhed på Lauge, og at de vil få en tydelig oplevelse af, at det er ham, der er filmens hovedperson.

Og så slukker vi lyset.

Allerede ved filmens allerførste billeder er der fuldstændig ro. Pigerne sidder som saltstøtter, mens enkelte drenge afslører spændt forventning, da Sonnys cykel drøner gennem en vandpyt. Da Sonny udfordrer Lauge til spring fra høstak, er der adskillige drenge, der fniser. Filmen har relevans og har skabt identifikation — hos drengene i hvert fald.

Første stop
Billedet fastfryses, og magien brydes. Mumlen og småsnak stoppes relativt hurtigt af læreren. Signalet er, at det her er vigtigt. Filmens relationer er tydeligvis ikke helt på plads. Eleverne er usikre på, hvem "ham der manden" er. Det er en overraskelse for læreren, at denne relation ikke er på plads, og det lykkes ikke for eleverne at blive enige. Læreren vælger at skære igennem. "Ham der manden" er Lauges far. Det er også svært så tidligt at komme med bud på en videre handling. Men der er dog en del, der mener, at der vil ske noget med de katte, som faderen lige er gået med. Læreren repeterer, hvordan arbejdet med ordkortene skal forløbe, og gruppesnakken går i gang. Flere steder læner eleverne sig ind over bordet for at skabe intimitet og fortrolighed, og for at de andre ikke må høre, hvad der snakkes om. Først flere bud på den videre handling. Killingerne skal på et dyrehjem, de bliver sluppet fri, de skal dræbes ("narj, det tror jeg ikke"), sættes i bur og sælges. Det er umuligt at blive enige. Så ordkortet. Det er som at være vidne til en konkurrence, hvor man ved at gætte det rigtige ord, kan vinde noget. Er det lærerens ros, der er præmien?

Læreren fabrikerer lynhurtigt mentale sociogrammer og finder det nødvendigt at minde om, at man i grupperne skal lytte til hinandens forslag. Grupperne er overordnet enige om, at man kan se på Lauge, at han er bange og ked af det.

Andet stop
Pigerne er mere synligt med nu. Da Sonny kommer op på Lauges værelse er det uhyggeligt. Ordet "dø" virker stærkt på mange af pigerne. Drengene reagerer først og med afstand, da Sonny kommanderer rundt med Lauge. Det ville de nok ikke selv have fundet sig i? Efter en hæsblæsende krydsklipsekvens fastfryses filmen, hvor Lauge holder katten ud af vinduet, og faderen er på vej ind ad døren.

Filmens relationer og plot er nu næsten på plads. Og så er det nemmere at komme med bud på det videre forløb; både katten og drengene hopper ud af vinduet. Lauge tør ikke gøre noget, og så kommer hans far og gør noget "ondt" ved ham. Alle grupper vælger lynhurtig ordkortet "ked af det". Kortene irriterer læreren. Eleverne bruger dem alt for konkurrenceorienteret. For at komme lidt på afstand af konkurrenceelementet, provokerer læreren og spørger til en begrundelse for fravalg af ordet "bange". Her kan det da ikke handle om at gætte lærerens rigtige svar. For første gang lykkes det at få grupperne til at reflektere over tilvalget, hvor det alle steder fremkom på baggrund af en simpel afstemning. Enkelte havde altså overvejet "bange", men var altså blevet stemt ned. Der er ingen grupper, der vil eller kan sige noget om, hvordan de tror Lauge vil reagere. Det er for svært.

Tredje stop
Der er fuldstændig stille, da kameraet "hitchcockagtigt" når frem til den døde kat. Men ingen tårer. Kun stilhed. Og en næsten mærkbar lettelse, da Lauge jager Sonny, vælter ham omkuld og hæver en sten til slag. Filmen fryses for sidste gang, og i samme sekund hviskes "vred, vred, vred, vred"! Men læreren holder fast i den aftalte form og spørger ind til handlingsforløbet. Stor opmærksomhed på katten, men tragedien holdes på afstand, fordi der er en del, der slår forsvarsmekanismen til og mener at vide, at der nok ikke kan være tale "om en rigtig kat". Det gør en forskel, for "det er ikke det samme at se en film og så at gøre det i virkeligheden." Den indsigt er fundamental. Læreren anerkender synspunktet, men holder fast i, at det ikke ændrer på, at det kunne være virkelighed, og hvad så hvis det var? Hvad tror I, Lauge gør med stenen?

Der er overraskende mange af drengene, der mener, at Lauge vil smadre Sonnys hoved. En del mener, at Lauge vil true og tvinge en undskyldning ud af Sonny. Pigerne, derimod, mener ikke, at Lauge tør. Han har lyst, men tør ikke. De ved ikke, hvad han vil gøre i stedet for, men spændingen er næsten ulidelig. Alle grupper er enige om "vred", men nu giver flere sig til at diskutere, hvordan man kan være "vred", og det er nyt. Der kommer spændende nuancer på. For er Lauge ikke samtidig "ked af det". Kan man være begge dele samtidig? Indeni? Udenpå? Eller omvendt? Det virker, som om fraværet af konkurrence retter opmærksomheden og energien mod forståelse. Lærerens engagement er synligt. Det her er godt. Vi ser filmen færdig.

Store og våde øjne. Lauge begraver katten, men der er ingen elever, der græder. Sonny kører hjem, og der er helt stille.

Afrunding
Nu handler det om at få filmen snakket på plads. Der er mange, der gerne vil give et bud, der kan skabe sammenhæng, mening og forståelse. Et par drengebud: Lauge var så vred, at han kun kan kaste stenen væk. Hvis Lauge havde smadret Sonny — så havde det været en drabelig film. Og et enkelt pigebud: Sonny ville jo gerne redde katten, han gjorde det jo ikke med vilje, men fordi han ville hjælpe og så skal han vel ikke straffes? Eleverne er ved at være trætte, selv om de tydeligvis er engagerede. Hvad skal der nu ske med Lauge? Der er stadig megen opmærksomhed på katten. Var det en rigtig kat?

Meddigtningsforløbet står tydeligt i et dilemma. På den ene side virker samtalerne som ventiler og reducerer på den måde filmens voldsomhed. På den anden side svækker den filmens egne præmisser for sammenhæng. Men det trods alt er et dilemma, der er til at leve med.

Efter forløbet
Begge lærere er med forskellige begrundelser meget tilfredse med forløbet. Alle elever har ikke alene haft en oplevelse. De har bevidst og i fællesskab forholdt sig til den.

For lærerne har det i særdeleshed været givende selv at være reflekterende over rammerne for elevernes refleksioner. I modsætning til eleverne, synes vi jo, at Lauges situation er næsten ubærlig. Men det er voksensnak og -syn. Eleverne er under ét optaget af kattens skæbne. Alligevel er vi ikke betænkelige ved at anbefale filmen. En uges tid efter de to forløb samler vi begge klasser for at se filmen sammen og uden afbrydelser. Bare som en oplevelse. Men det bliver jo mere end det. Måske kan vi med en vis stolthed ligefrem tale om en kvalificeret oplevelse. Trods kendskabet til handlingen er der tale om en meget opmærksomt lyttende og seende gruppe, der blandet med små fortrolige hvisk tilsyneladende koncentrerer sig lige så meget om handlingens hvorfor. Dette giver i den ene  klasse anledning til en efterfølgende diskussion af begrebet skyld. Kan man overhovedet tale om, at der er nogen, der er skyld i kattens død og i givet fald hvem? Der er ingen overhovedet, der nævner forældrene!

Ingen af de to lærere vil tøve med at vise filmen en anden gang. Som den ene lærer gav udtryk for: "Vi ser så meget, som børnene ikke ser. Vi tager højde for det værst tænkelige og glemmer at tænke på børnene. De ved godt, at Lauge er den vigtigste person i filmen, men de vil hellere snakke om katten. Der er ikke én, der siger, at det er synd for Lauge. De tænker på, hvordan de selv har følt det i forbindelse med det at miste. Men det er en film, det er klogt at være meget velforberedt til".

Mange veje fører til målet for det optimale refleksionsrum, men vurderet ud fra det konkrete forløb giver det optimale muligheder, hvis læreren selv kender målet, undervejs er i stand til at justere og reformulere delmål, og af eleverne er anerkendt som en positiv autoritet. Det er min opgave at få lærerne til at formulere og udfordre deres refleksioner. Eleverne skal opleve forløbet relevant og meningsfyldt. Det skal være relativt kort, og visse dele af forløbet skal eleverne mestre på forhånd. På den måde kan eleverne koncentrere deres energi om det udfordrende og udviklende. For eleverne har det både personligt, socialt og fagligt været udbytterigt, selvom det kan være endog særdeles vanskeligt, måske umuligt, at dokumentere. Men flere indikatorer kan sandsynliggøre en effekt: engagementet og den personlige identifikation og forholden sig til eksistentielle spørgsmål, plads og rum til uden risici at turde vise følelser samt en oplevelse af at medvirke til at fælles menings- og forståelsesramme. Og så er der frikvarter!



Mere undervisningsmateriale til Indskolingen.