MIX: Syv film du bare skal se

Engang hed Danmarks ældste filmfestival ”Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival”, men titlen var for snæver og navnet blev ændret til: MIX. 

MIX er ikke kun homoseksuelles festival. Det er også biseksuelle, transkønnede, queers, nonbinære og alle andre nysgerrige filmelskeres festival. 

I år er festivalen kommet ud i et mindre mediestormvejr, fordi man har valgt at boykotte alle film, hvor en transperson bliver spillet af en cis-kønnet skuespiller. Men bag debatten og de politiske manifestationer befinder sig en gruppe mennesker, der gør et frivilligt arbejde for at fremme LGBTQ+. Og samtidig bliver festivalen ved med at forny sig. 

I dag åbner festivalen, og her er syv film, som jeg særligt glæder mig til at opleve!

Obscuro Barroco 

Wow, hvad i alverden er det her? Allerede efter at have set tyve sekunder af traileren til Obscuro Barroco er jeg ikke i tvivl om, at det her må være en af festivalens store oplevelser.

Billederne er syrede og søvngængeragtige, med dybe farvekontraster og flimrende neon. 

Et stort karneval finder sted i Rio, og nøgne, svedige mande- og kvindekroppe hengiver sig ekstatisk til musikken, imens transkønnede Luana Muniz’ hypnotiske digte udforskes på lydsiden. Traileren afslører ikke ret meget, men nok til at gøre mig nysgerrig efter mere.

Knife + Heart

Her er et eksempel på en trailer, der med sit tempo tager pusten fra dig. Vi følger Anne i Paris, sommeren 1979. Hun laver hardcore bøsseporno og bliver forladt af sin kæreste, klipperen Louis. 

Det er et tilsyneladende ækelt brud, som får fatale konsekvenser for Anne. Hun famler rundt i byens gader ulykkelig, ensom og tæt på vanvittig. 

Hun vil en lave en pornofilm så ambitiøs, rå og ægte, at den kan vinde Louis tilbage. Men det bliver kompliceret, da en af hendes muser bliver brutalt myrdet, og Anne bliver mistænkt for at stå bag mordet.

Det bliver spændende at se, om Knife + Heart er en af den slags film, som gerne vil være vild, provokerende, voldelig og ekstatisk, men som ender med at skuffe sit publikum og efterlade os med en flad fornemmelse. 

Hard Paint 

Alting går skævt for Pedro, men ikke for Pedros alias i et online chat-rum, hvor han bruger de fleste af sine vågner timer på at male kroppen i neonfarver og danse en æggende dans foran et webcam. 

Tusindvis af fremmede blikke hviler på ham, men man fornemmer alligevel, at Pedro kæmper med en konstant følelse af knugende ensomhed. En anden bruger begynder at benytter sig af Pedros taktik og truer med at stjæle spotlightet fra ham. 

Pedro siger ikke ret meget i løbet af traileren, og vi ser kun den konkurrerende bruger i små hurtige glimt. Men jeg fornemmer alligevel, at mødet mellem de to fremmede kan udvikle sig til noget smukt. 

Rafiki

Allerede nu er Rafiki en af mine yndlingsfilm på festivalen, og det siger jeg helt uden at have set den! 

Jeg bliver revet med af traileren og rørt over skildringen af det fine og intime bånd mellem de to kenyanske kvinder: Kena og Ziki, der starter som veninder, men forelsker sig og må kæmpe for at holde sammen på trods af hånlig sladder og fordømmelse. 

Der er en ro over traileren, som tryllebinder mig. Jeg fornemmer, at filmens hovedfokus ligger på skildringen af et sjældent venskab mellem to unge kvinder, som langsomt udvikler sig og bliver noget andet.

Freak Show 

Billy Bloom nægter at være som alle andre. I skolen bliver han kaldt ”svans” af sine medstuderende. For drenge kan ikke gå i ”dametøj”, bruge makeup eller bære store parykker.

Men Billy er ligeglad. 

”You are all freaks too! That’s what’s being a teenager is all about,” siger han fra scenekanten foran samtlige af skolens elever, der kigger måbende på ham, inden han annoncerer, at han vil stille op i konkurrencen som ”homecoming queen” til det årlige skolebal.

Om han vinder titlen og bliver kronet, vidner traileren ikke om. Men noget tyder på, at Freak Show er en tiltrængt ungdomsfilm, der som Billy gør op med det konforme.

Shakedown

Omsider en film, hvor vi får lov at se brune kvinders kroppe og seksualitet som andet end utæmmelige objekter til ære for mandens fascination af det vilde og eksotiske. 

Vi befinder os i queer-miljøet i Los Angeles på klubben Shakedown, hvor afroamerikanske lesbiske mødes i undergrunden og udfolder deres lyst. Et safe space for kvinderne, hvor de kan danse og feste på deres egne præmisser til pulserende hip-hop beats.

Filmen virker hverken som et eksperimenterende avantgardeprojekt eller et antropologisk studie i homoseksuelle, afroamerikanske kvinder. Nærmere fungerer dokumentaren som et sjældent øjebliksbillede, der giver os et indblik i livet en vilkårlig nat på en queer-klub i LA i starten af årtusindeskiftet.

Tranny Fag

Machismo-kulturen dominerer den brasilianske funkscene, men det vil den sorte brasilianske transkvinde Linn da Quebrada skide på. 

”I’m the new Eve. Daughter of the Trannies,” siger Linn i trailerens åbning, inden hun med sin barndomsven Jup Do Bairro synger i protest mod den hvide heteronormativitet foran et ivrigt publikum. 

Makkerparret er febrilsk på scenen, og iklædt utrolige kostumer kaster de sig frem og tilbage over de skrå gulvbrædder. Linn skaber en fuldkomment unik stemme gennem sin kunst. Hun leger med det maskuline og feminine og tør være både fandenivoldsk og fandens sårbar.

”She has a woman’s face. A woman’s body and a woman’s cock!” skriger hun i mikrofonen, inden hun træder ned fra scenen til lyden af klapsalver.