”De fremmede beskytter os”

Man får lyst til at røre ved Laura Luchettis film. 

Twin Flower er en nærværende og smertefuld oplevelse, hvor billederne knitrer. Men alligevel tør man nærmest ikke læne sig frem i biografsalen, når historien om to unge mennesker på flugt rulles ud. 

For man vil uden tvivl kunne få stød. Luchetti laver solbeskinnede billeder, men med en smerte, der slår gnister og et tema, der må siges at ramme vores tid på kornet. 

”Det er virkelig en venlig beskrivelse,” siger Laura Luchetti. 

Mundvigen lister op imod øreflippen, mens den italienske instruktør hælder to miniatureposer sukker i sin kaffe. Foråret har ramt stolerækkerne ude foran Grand Teatret i København, hvor Luchetti i aften skal præsentere Twin Flower under festivalen Italienske Filmdage. 

”Jeg skrev filmen i 2003, så det er svært for mig ikke at smile, når folk siger, at den rammer lige ned i vores tid,” siger hun så og puster en krøllet hårlok væk fra solbrillerne. 

”Idéen kom, da jeg mødte en ung kvinde i London, som var flygtet fra Italien til England. Det fik mig til at tænke på, hvor utroligt det var, at hun var rejst den lange vej. Og det er selvfølgelig kun blevet endnu mere aktuelt med tiden.” 

Kender skæbnerne
Laura Luchetti skulle egentlig ikke være filminstruktør. Hun var uddannet på universitetet og en politisk nørd. Det sendte hende til London, hvor hun arbejdede i internationale organisationer. 

”Alt, hvad vi gør, er politisk. ’Er du vegetar eller kødspiser? Hvilket tøj har du på?’ For mig er politik følelser. Twin Flower er en kærlighedshistorie, Romeo og Julie 2.0. Jeg tror ikke på politiske erklæringer fra instruktører. Jeg tror på følelser. Men med min baggrund i internationale organisationer kender jeg tallene og skæbnerne. Jeg håber, at min film har dem i sig, men samtidig er sin egen fortælling.” 

Twin Flower åbner med et uforglemmeligt billede, hvor en ung kvinde flygter igennem Sardiniens afsvedne landskab. 

Med det samme bliver man mystificeret af hendes adfærd, og da hun nogle scener senere møder en afrikansk flygtning, som netop er ankommet til det syditalienske, åbner Luchetti for en fortælling om to vilde menneskedyr, der begge er på flugt. Men måske finder de en udvej i hinanden, selv om de nærmest ikke kommunikerer på andre måder end kropsligt. 

I naturen er vi alle ens
Da Twin Flower havde premiere under sidste års filmfestival i Toronto, fik den stor opmærksomhed. 

En anmelder gik endda så langt som til at mene, at Laura Luchetti er en redningskrans for den italienske neorealisme, der med socialt indignerede værker som Cykeltyven og Rom, åben by i midten af forrige århundrede var kunstnerisk toneangivende. 

”Jeg er ikke neorealist, men neorealismen hviler altid over italiensk film,” siger instruktøren og rører rundt i kaffen. 

”Nærmere er jeg naturalist, for jeg vil hellere gå ud i naturen end i byen. Twin Flower foregår i naturen, for der er vi alle ens. Dyr har ikke en stemme, og folk, der flygter, er også små og usynlige, mens alle vi andre taler om dem.” 

”Derfor sætter jeg også mit kamera tæt på mine roller, eftersom publikum skal mærke filmen. Jeg træder altid ud og tænker på, om publikum forstår det, jeg gør. De skal forstå filmen, men de behøver ikke kunne lide den. Mine år i London lærte mig at se på mit hjemland udefra.” 

Laura Luchetti læner sig tilbage med kaffen imellem begge hænder og lader igen smilet sive op imod øreflippen. 

”Italienske film kan sommetider blive virkelig italienske med deres referencer og humor, som kun landets borgere forstår. Jeg håber, at Twin Flower breder sin fortælling mere ud, så både en kineser og en nordmand forstår det hele.”

Reddet af indvandrere
Der er langt fra politiske studier til filmverdenen. 

Men efter nogle år i London søgte Laura Luchetti ind i filmverdenen, hvor hun blev selvlært filmmager ved at lave alverdens småjobs, for eksempel i The Talented Mr. Ripley, som blev optaget i Italien. Senere lavede hun kortfilm, dokumentarer og ikke mindst den meget personlige spillefilm Febbre da fieno fra 2010. 

Twin Flower var en del af talentprogrammerne Cannes Film Festivals Atelier og The Sundance Screenwriters Lab i 2015. 

”Det var Palme-logoet fra Cannes og sol-emblemet fra Sundance, der gjorde det muligt at få lavet filmen,” siger Luchetti og stiller kaffen fra sig i solen. 

”Og det er jeg meget taknemmelig for. Det er en vigtig historie, Twin Flower fortæller. Den afrikanske flygtnings sidste replik i filmen lyder: ’Jeg vil beskytte dig!’ Det er også min pointe. De mennesker, der kommer til Europa i dag, ender med at beskytte os.” 

– På hvilken måde? 

”De kommer for at blive beskyttet, men de ender med at beskytte os. Det er andengenerationsindvandrere, der får børn og bidrager med nye indsigter og idéer. Og samtidig tager mange af dem de jobs, som europæere ikke gider have. På den måde beskytter de i virkeligheden vores verden, som vi kender den.”

Spøgelser
Derfor var det også vigtigt for instruktør Luchetti, at det er virkelige mennesker, hun bruger i hovedrollerne. Altså folk, der ikke er uddannede skuespillere. 

”Twin Flower er et mørkt eventyr med rigtige mennesker. Den mandlige hovedperson kom som bådflygtning seks måneder inden, jeg fandt ham. Ingen af mine medvirkende havde troet, de skulle være skuespillere, men jeg havde brug for dem til dette projekt.” 

Også processen med at finde de to rigtige personer til hovedrollerne var noget anderledes, end normale castings er. 

”Vi ledte i Rom og i flygtningecentre i Cagliari. Da jeg så smerten i Kallil Kone, vidste jeg, at han skulle have rollen. Samtidig ledte jeg efter en rødhåret pige, der kunne bruges, for det ville se mere eventyrligt ud. Men da jeg opdagede Anastasiya Bogach, måtte jeg bare have hende, selv om hun har en anden hårfarve. De var begge ligefremme, de kunne dufte en scene, og de var vilde dyr. Dem skulle jeg bruge.” 

– Men var du ikke nervøs for at bruge amatører til så krævende roller og til en så sanselig film, hvor kameraet er nærgående?

”Min opgave med disse to unge mennesker var, at de skulle finde sig selv foran kameraet. I filmen spiller de spøgelser, der kommer til et land og forsvinder. Dem er der mange tusinder af årligt i Italien. For mig var det vigtigt, at skuespillerne vidste, hvor deres karakterer kom fra.” 

– Er dette et tema, du vil holde fast i fremover i dine film?

”Muligvis, men først og fremmest håber jeg virkelig, at jeg kan lave mere end én film hvert femte år. For jeg skal jo også kunne brødføde min datter. Filmbranchen er ikke det hurtigste sted i verden. Du må skrive pænt om Twin Flower, så folk kommer og ser den, ik’?” siger hun og flækker over i det smil, der har ligget og luret under hele samtalen. 

Mundvigen søger op imod øret, mens Laura Luchetti læner sig frem imod kaffen, som knitrer i solen.