Laurent Cantet

Klassen om en fransk skoleklasse tog publikum med storm på sidste års Cannes-festival og blev belønnet med Den Gyldne Palme.

Filmen bringer os ind i klasseværelset på en skole i en af Paris’ socialt belastede kvarterer. I to underholdende timer sidder vi med og oplever, hvordan læreren François kæmper bravt for at skabe en tankevækkende dialog med sine elever.

Da Cannes-juryformanden Sean Penn skulle overrække Guldpalmen til instruktøren Laurent Cantet, sagde han, at det mest forbløffende ved filmen er, at det er en ”seamless” film, altså en film, som skjuler sine sammensyninger: Hvordan den er blevet til.

Vi har mødt instruktøren i Paris og talt med ham om hans særlige arbejdsmetode, som ligger bag den usædvanlige film.

– Laurant Cantet, hvordan er De gået frem og har skabt dette pust af frisk virkelighed?

”Ingen i filmen er professionelle skuespillere. Vi arbejdede med elever og lærere fra skolen Dolto Junior i Paris 14. Arrondissement. Men vi havde et manuskript med dialog, med narrativ udvikling. Jeg valgte at bruge cinemascope-formatet, blandt andet for klart at signalere, at der ikke er tale om en dokumentarfilm.”

”Vi lagde os i udgangspunktet tæt op af François Bégaudeaus bog af samme navn, hvor han fortæller om sine erfaringer som skolelærer (François Bégaudeau spiller også hovedrollen i filmen, red.). Man følger dagligdagen i et klasseværelse, hvor vi oplever, hvordan generelle spørgsmål bliver debatteret, og hvordan disse børn lever sammen, arbejder sammen. Og lidt efter lidt tegner nogle af disse børn sig tydeligere, hvorefter vi følger dem, og der skabes en dramatisk spænding i filmen.”

”Men jeg sikrede mig, at der som i mit tidligere arbejde var plads til det uforudsete, til improvisation. Jeg havde så nedfældet dels en meget præcis dialog, som partout skulle med i filmen, og så en dialog, som havde en mere retningsgivende karakter. Ideen var hele tiden at løbe den risiko at improvisere i filmen under optagelserne, således at en del af dialogen opstod her spontant. Det interessante er, at når man sammenligner filmens endelige dialog med det oprindelige manuskriptet, er forskellen ikke så stor.”

Et skoleårs workshop
– Hvor meget af dialogen var skrevet på forhånd?

”Omkring 70 %. Og den improvisation, som der var under optagelserne, var mest et slags fundament. Den enkelte scene blev taget om måske ti gange. Så selv om der om morgenen måske har været en improvisation, så har vi om aftenen en scene, som er helt opbygget og har udviklet sig i retning af mine forventninger til scenen.”

”Manuskriptet er et resultat af megen arbejdstid og en masse tid, vi har tilbragt med eleverne. Før manuskriptet var helt klart, organiserede vi workshops med eleverne fra Dolto-skolen. Det var workshops, som var åbne for alle elever mellem tretten og femten år. I starten mødte en 50 stykker op. De mindre interesserede droppede ud. De 25, som blev hængende til sidst, er dem, som er med i filmen. Jeg har altså ikke valgt dem. Jeg har ikke lavet en udvælgelse, hvor hundredvis af unge er defileret forbi kameraet og har berettet deres livshistorie, hvorefter jeg siddende i direktørstolen blot skulle sige ’ham nej, hende nej, ham ja’. Der er derimod tale om, at hver enkelt elev efterhånden har følt sig mere og mere som en del af historien.”

– Har det haft betydning for filmens form?

”Filmens tone hænger tæt sammen med den form for tilgang. Eleverne har følt, at jeg interesserede mig for, hvad de sagde. De har oplevet, at de havde noget at bidrage med til filmen. Jeg betragtede dem med en vis ømhed. Det er de ikke vant til. De er mere vant at blive udsat for det omgivende samfunds domme. Ofte er folk bange for disse børn. Men her var vi så tilpas opmærksomme og interesserede i dem til at ville vie tre timers workshop hver eneste uge et helt skoleår til dem. Det har været styrkende for deres selvtillid, og jeg kunne herefter bede dem om, hvad jeg ønskede.”

– Hvordan arbejdede du med eleverne på workshoppen?

”Det foregik på den måde, at jeg foreslog situationer. Jeg iagttog, hvordan de kunne tage situationerne til sig, hvordan de kunne reagere på mine forslag, og jeg skrev brudstykker af den dialog, der opstod, ned og inddrog dem i manuskriptet. På den måde opstod der lidt efter lidt et tillidsforhold og en lyst til at være sammen. Der opstod en gruppe, som blev meget sammensvejset. Vi optog så filmen i den efterfølgende sommerferie. Det var den mest afslappede optagelse, jeg nogensinde har været med til. Vi var alle sammen glade for at være med og eleverne næsten mere end os! De havde indtryk af at lave noget morsomt og at deltage i noget, som de kunne lide og var vigtigt. Og det at voksne pludselig interesserede sig for dem – dét tror jeg var meget vigtigt for dem.”

Filmiske øjeblikke
– Filmen virker meget realistisk, men den er også blevet kritiseret af skolelærere. Hvordan hænger det sammen?

”Langt de fleste lærere kan lide filmen og har nikket genkendende til filmens skildring af dagligdags situationer i klasseværelset og af skolens vigtigste udfordringer, og François’ måde at gå i clinch med eleverne på. Men der er lærere, som ikke har kunnet genkende sig selv i filmens lærer og dens situationer. I første omgang sikkert, fordi de har forvekslet filmen med dokumentarisme. Jeg har ikke nødvendigvis udvalgt repræsentative øjeblikke, men øjeblikke med spænding, med diskussion, øjeblikke som ganske enkelt er mere filmiske end dér, hvor alt bare kører.”

– I hvilket omfang bruger De dialogen fra bogen?

”Noget af det er i filmen. Jeg gav dialogen til eleverne om morgenen. Jeg instruerede hver enkelt: Når François siger dét, skal du sige dat … men uden at de helt vidste, hvordan scenen skulle være.”

”Når François så startede på en time, tillod hele det foregående års undervisning dem at improvisere en dialog med François, men også at fornemme, hvornår de skulle bruge de sætninger, jeg havde stukket ud til dem og lade dem indgå i den improviserede dialog. Så tog vi en første, meget lang scene, idet jeg ønskede, at de identificerede sig med scenen og levede i den. Og bagefter gik jeg så hen til den enkelte elev og sagde for eksempel: ’Det, du sagde der, var godt, men du skal gentage det mere kortfattet.’ På den måde genopbyggede vi scenen lidt efter lidt sammen ud fra det, de foreslog, og ud fra, hvad jeg ønskede at høre. Sidst på dagen havde vi så en scene i kassen.”

Optaget som en fodboldkamp
– Filmens klasseværelse fremstår lidt som en teatersal. I starten af filmen ser vi François, som er ved at samle sig inden en konfrontation, og til sidst ser vi det tomme, forladte klasseværelse?

”Ja, klasseværelset fungerer som et lille teater. Vi har filmet det som en fodboldkamp, hvor bolden ryger fra den ene side til den anden. Billedudsnittet er det samme for lærer og elev, og kameraet tillægger ikke den ene en større betydning end den anden. Det, jeg godt kan lide ved filmen er, at replikkerne falder rapt. Vi har fornemmelsen af at overvære store spilleres kamp. Tilskueren halter hele tiden bagefter handlingen, fordi svarerne kommer lidt hurtigere, end man forventede, fordi spørgsmålene er mere talrige, end man kunne forestille sig, og fordi dramaet opstår mere brutalt, end man ville have troet. Tilskueren bliver hele tiden holdt i spænding af filmen, som indledningsvis tilsyneladende lagde op til et slags afdæmpet kammerspil.”

”To timer i et klasselokale kunne hurtigt blive en kedsommelig og pedantisk affære. Det eneste modtræk var at genskabe den energi i udvekslingerne, som der er i klasseværelset. Det er dér, hvor tilskueren reagerer på noget, der bliver sagt, hvor han mærker scenen på egen krop, som om han selv var til stede og del af handlingen. Det er dér, at filmen træder i karakter.”

– Hvor mange kameraet optog De med?

”Jeg arbejdede med tre kameraer, det ene vendt mod François, der som lærer er ordstyrer, og som sådan strukturerer scenen, det andet mod den elev, som har taget ordet, og det tredje klar til at filme den næste elev, som intervenerer, eller som optager de små øjeblikke, der udspiller sig i et klasseværelse, og som generelt forbigår lærerens opmærksomhed.”

Menneskets rigdom
– Hvis skoleværelset er en teaterscene, så har du måske også betragtet aktørerne som roller i et spil? 

”Ja, hver enkelt spiller en rolle som på en scene. Læreren skal være overbevisende, helst forførende, så børnene har lyst til at lytte, og så der kan opstå en dialog. Og børnene har også hver deres rolle, for eksempel den lille hårde gut eller den dygtige elev eller ham, som får alle til at le, eller ham, som irriterer alle: skolens arketyper. Skolen lægger op til dette rollespil, og det er grunden til, at filmens skuespillere er så gode!”

”Jeg var forbløffet over at se, hvordan eleverne kunne skifte fuldstændigt i følelsesregistret fra det ene splitsekund til det næste. Jeg bad for eksempel en elev om at være meget aggressiv over for læreren, og det lykkedes til fuldkommenhed. Herefter bad jeg straks den samme elev om at spille rollen som ny elev, der er lidt genert, og som håber at bilde læreren ind, at han er en god elev. Også det udførte han til perfektion, selv om han var helt oppe at køre nogle sekunder tidligere.”

– Så eleverne spiller ikke nødvendigvis "sig selv"?

”Nej, vi har udviklet filmens personer sammen i workshops’ene over et år. De er kommet til verden lidt efter lidt. Nogle af dem er meget tætte på, hvordan deres skuespiller er i virkeligheden. Andre er stik modsatte. Frank, der spiller Souleymane (filmens adfærdsvanskelige dreng, red.), er i virkeligheden en elskelig, diskret næsten genert dreng. Han elsker bare at spille komedie. Det giver så også en bedre nuancering af personen. Han er ikke kun et lille monster, men også et skrøbeligt menneske."

"På den måde nærmer vi os det enkelte menneskes rigdom, i stedet for at vi bare låser karaktererne fast i en karakteristik: ’Du er den hårde negl, du er den gode elev osv.’ Vi har alle en rem af mange forskellige egenskaber. Når jeg skal skabe en karakter, prøver jeg at få den kompleksitet med.”