”Mennesker har gjort teknologi til religion”

”Du skal nok ikke gå derind dagen før, du flyver hjem!”

Sådan siger en journalist i Cannes på vej ud af en virtual reality-installation. Og rigtigt nok er Aloft en dum idé at udforske inden en flyrejse.

Man sidder nemlig på et fly, hvor der over højttalerne bliver sagt: ”This is your captain. This plane is about to crash.”

Så begynder flyet at gå fra hinanden, men frem for at falde panisk gennem luften svæver man rundt og kan gribe fat i vragdelene, der fortæller forskellige historier. Kaptajnens stemme er Laurie Andersons, og linjen om flystyrt er en reference til hendes sang From the Air fra 1982-albummet Big Science.

Aloft er et af tre VR-værker i den udstilling, som multikunstneren har lavet med den kinesiske kunstner Hsin-Chien Huang og kalder Go Where You Look! De to andre værker hedder Chalk Room og To the Moon, og de er tidligere blevet vist på henholdsvis Venedig-festivalen og Louisianas udstilling om Månen.

Sidstnævnte var en smuk udstilling, fortæller Laurie Anderson, mens filmbranchen har haft sværere ved at byde den nye legekammerat velkommen.

”I Venedig blev vi vist ude på øen, hvor spedalske og pestramte blev sendt hen i gamle dage. Her i Cannes har de placeret os på et gammelt lighus. Så får man en forståelse af, hvordan filmfolk har det med virtual reality,” siger den 71-årige kvinde med et grin.

Alternative virkeligheder
Laurie Anderson er en af nyere tids store kunstnere, der har gjort sig i snart sagt alle dele af den kreative branche. I 2015 instruerede hun den rørende dokumentar Heart of a Dog, mens hun for andre nok særligt er kendt som avantgarde-kunstner og musikeren bag sange som O Superman.

De seneste år har hun kastet sig over den spirende medieform virtual reality med en blanding af fascination og frygt.

”Jeg kan godt lide teknologi, men jeg tilbeder den ikke. Mit yndlingscitat er fra forskeren Bruce Schneiers bog Secrets & Lies: ’Hvis du tror, at teknologi kan løse dine problemer, forstår du hverken dine problemer eller teknologien,’” siger Laurie Anderson og lyser igen op i et stort smil.

Hun taler med konstant begejstring og gerne i mange minutter for hvert spørgsmål, men holder hele tiden øjenkontakt og giver muligheder for at afbryde hende. Men teknologiens muligheder og farer kan hun tale længe om.

”Teknologi adskiller sig fra religion og den slags overbevisninger, fordi der ikke er et indbygget trossystem. Det er en neutral størrelse, men nogle mennesker har gjort teknologi til religion ved at tro, at den i sidste øjeblik vil redde verden fra klimaforandringer som en slags brandbil,” fortsætter hun fra sin tidligere talestrøm og slår fast:

”Det er vanvittigt ikke at tænke mere langsigtet, for teknologiens mål er bare at få alt til at gå hurtigere, og det er blevet verdens nye trossystem. Det har efterladt et tomrum, for det er ikke nok bare at udvikle sig hurtigt. Amerikanere føler sig ret fortabt for tiden, for de bliver hvert andet sekund påvirket af et tweet, hvis eneste formål er at skabe ubalance.”

Den tanke leder hende videre til, at teknologien i høj grad også er et politisk anliggende.

”George W. Bush’ politiske rådgiver Karl Rove sagde med henvisning til alt-right-bevægelsen, at vi kan skabe virkeligheden som en slags skuespillere i historien. Så alle skaber alternative virkeligheder. Det har Trump gjort i USA, så man ikke ved, hvad der er virkeligt. Han siger, at han repræsenterer de ægte mennesker, men han mener ikke mig, og jeg føler mig ret ægte.”

For apokalyptisk
Undervejs i samtalen kommer Laurie Anderson også ind på Jim Jarmusch’ Cannes-aktuelle The Dead Don’t Die, som hun så aftenen før.

Hun kan godt lide det positive budskab i, at filmens unge mennesker ikke bliver til zombier. For hende er ungdommen håbet, når den teknologiske revolution buldrer derudad med ustoppelig kraft.

”Vi kan ikke stoppe den teknologiske udvikling, men måske går systemet i stykker, når vi løber tør for energi,” siger Laurie Anderson.

”Jeg kender en kvinde, der har skabt et kunstnerkollektiv, hvor de forbereder sig på, hvad man gør, når det hele er brudt sammen. Det er for apokalyptisk for mig. Det går selvfølgelig ikke godt, men vi er kunstnere, fordi vi er håbefulde mennesker, og vi er nødt til at italesætte virkeligheden på en måde, så man ikke får lyst til at begå selvmord.”

Laurie Anderson er godt klar over, at virtual reality af mange nok stadig bare opfattes som virkelighedsflugt. Men for hende er det at svæve i verdensrummet også en måde at føle sig fri på og drømme sig hen.

”To the Moon handler om risikoen for, at jorden bliver ødelagt. Men til sidst siger jeg i en voice-over, at det fantastiske ved stjernerne er, at man ikke kan skade dem,” fortæller Laurie Anderson og ser helt salig ud ved tanken om de smukke stjerner på himlen.

”Man kan ikke eksplodere og ødelægge dem, men man kan prøve at nå ud til dem. Det er drømmen om at nå et nyt sted hen – ligesom i O Superman.”