Interview
25. mar. 2022 | 07:27

Alt bliver jo større med Michael Bay

Foto | Thorbjørn Hansen
Laurits Munch-Petersen for sytten-atten år siden under optagelserne af sin debut, flugtdramaet Ambulancen, der nu er endt som et kæmpe Hollywood-brag.

”Jeg har fået et amerikansk filmbarnebarn, som har halvt mine gener og halvt Michael Bays,” siger Laurits Munch-Petersen om remaket af Ambulancen.

Af Astrid Maan Thomsen

”Jeg tænker, at det er Michael Bays bedste film. Virkelig godt manuskript. Surrealistisk og vild oplevelse. Det er som at se min egen Ambulancen genskabt af folk på stoffer og med to milliarder i baglommen.” 

Sådan lyder det fra den danske instruktør Laurits Munch-Petersen lige efter, at han har set Michael Bays remake af hans danske film Ambulancen fra 2005. 

I sytten år har Laurits Munch-Petersens debutfilm med Thomas Bo Larsen og Paw Henriksen i de bærende roller gået under radaren herhjemme. Men den har ganske stille og roligt været i fuld gang med at vokse sig stor i Hollywood. 

Præcis som et barn, der rejser væk hjemmefra og træder i karakter. Og det er også sådan, Laurits Munch-Petersen ser sin film. 

”Siden Filmskolen har jeg lavet tre spillefilm (Ambulance, Over kanten og Skyggen af en helt, red.) og fået tre børn. En film er på en måde ens barn. Ambulancen er min baby, og med dette remake er det, som om babyen er blevet stor og har givet mig et barnebarn,” siger Laurits Munch-Petersen.

”Jeg har fået et amerikansk filmbarnebarn, som har halvt mine gener og halvt Michael Bays. Det er en ret syret blanding. Men det er jo meningen med ens børn.”

”Jeg skrev manuskriptet til Ambulancen, efter jeg vandt en Oscar – en Foreign Student Academy Award – for min filmskoleafgangsfilm Mellem os. Det gik hurtigt med at få den igennem, men jeg drømte ikke om, at en film, som jeg sendte ud i verden for sytten år siden, pludselig kommer tilbage og ændrer ens liv på denne måde.”

Tilbud fra Australien
Allerede dengang stod det dog for flere klart, at historien om to brødre, fanget i en ambulance med en patient, på vild bankrøverflugt gennem trafikerede gader kunne være interessant for Hollywood.

Det fik Laurits Munch-Petersen at vide af daværende direktør på Nordisk Film, Kim Magnusson.

”Kim fortalte, at idéen var stærk, fordi historien er så enkel og intens. Og midt inde i ambulancen er der brødreopgøret, som har bibelske dimensioner a la Kain og Abel.”


Laurits Munch-Petersen har gennem årene kunnet følge interessen for Ambulancen ude i den store filmverden (foto: Laurits Munch-Petersen).

Alligevel skulle der gå knapt to årtier, før filmen blev realiseret på amerikansk.

”Undervejs har blandt andre instruktøren Phillip Noyce interesseret. En australsk producer var vildt forelsket i filmen og ville have, at jeg skulle komme til landet og lave et remake. Det var jeg faktisk meget frisk på. Jeg tænkte en støvet, varm udgave af Mad Max.”

”Men på Nordisk Film sagde man, at det kunne blive endnu større, så jeg skulle væbne mig med tålmodighed. Og for et år siden ringede de og sagde, nu har Michael-fucking-Armageddon-Bay sagt, at han vil lave den. Med Jake Gyllenhaal, som for mig at se er en af verdens bedste skuespillere.”

Hemmelig procentandel
I Michael Bays Ambulance er udbyttet fra kuppet vokset fra 500.000 danske kr. til 32 millioner dollars. Originalen havde et budget på fjorten millioner danske kroner, mens den amerikanske version er blevet skønnet til et budget på mellem 120 og 400 millioner kroner.

Og der er i den forbindelse kommet nogle ekstra kroner ind på Laurits Munch-Petersens konto. Hvor meget vil han dog ikke afsløre.

”Amerikanerne har købt rettighederne til at lave filmen, hvilket indbragte en pæn slat. Nu får jeg en hemmelig procentdel af den nye films indtjening, så jeg håber, at en masse vil gå i biografen og se den,” siger instruktøren og griner højt.

At se Michael Bays version har dog også været forbundet med bange anelser.

”Da jeg hørte, at han skulle lave remaket, havde jeg faktisk aldrig set en Michael Bay film. Det er i sig selv rimeligt skørt, men eksplosioner fascinerer mig ikke.”

”Der var da også en scene i filmen med en kørende bil, hvor jeg tænkte: ’Fuck, stop-stop Michael, nu går der lidt for meget action i den! Men det stoppede hurtigt, og så var vi tilbage i sporet fra min egen film.”

Geniale tilføjelser
Alt er selvfølgelig bare større med Michael Bay.

”Da jeg lavede Ambulancen, havde vi slet ikke budget til at lave tingene, som Bay gør. Hans film er som en symfoni af helikoptere og eksplosioner – det er faktisk utroligt smukt.”

”Men det, der rørte mig allermest i Bays udgave, er brødrehistorien. Det er tydeligt, at grundhistorien fra min film her skinner igennem.”

”Hele baggrunden for Ambulancen er meget personlig for mig. Jeg var inspireret af forholdet til min bror, som er meget stærkt og meget svært.”

Hvilken af filmene er bedst?

”Haha, det synes jeg er et tarveligt og usportsligt spørgsmål! Skal en være bedst? Det er jo ikke en konkurrence. Hvilken af dine tre døtre kan du bedst lide? Man vælger altså ikke mellem sine børn – i hvert fald ikke til pressen.” 


Action-mesteren Michael Bay har i sin udgave af filmen skruet gevaldigt op for den vilde biljagt, som i Ambulance også inkluderer flere helikoptere (foto: Universal Studios).

”Jeg har ikke samme naturtalent for action som Michael Bay, og det er lidt ironisk, at jeg har lavet en dansk actionfilm. Hvis jeg fik det tilbud fra Hollywood, ville jeg opfinde en Laurits-action-style. Det er mere de mindre detaljer, jeg er interesseret i – for eksempel blod, der drypper på gulvet. Jeg går efter den subjektive, intense følelse frem for kæmpe totalbilleder med femten helikoptere.”

Mange scener i Michael Bays film er taget direkte fra den danske.

”Genoplivningsscenen og malingen af ambulancen er overført nærmest direkte fra min film. I den amerikanske er der kommet mere baggrundshistorie på den kvindelige redder, og så er der en scene, hvor den ene bror giver blod til patienten.”

”Det er faktisk ret genialt og viser forskellen mellem den gode bror og egoistiske bror. Det ville jeg ønske, at jeg havde fundet på.”

Svær at aflæse
Selv om der er stor forskel på Laurits Munch-Petersens måde at arbejde på og amerikanske instruktører, er han ikke afvisende i forhold til at arbejde i Hollywood.

”Det kommer an på projektet. Jeg vil ikke tage et bestillingsarbejde, så vil jeg hellere lave film i Danmark. Ægte filmglæde og filmkunst handler for mig om at lave noget, man virkelig har lyst til.”


Det danske filmhold under optagelserne af Ambulancen tæller fra venstre: Paw Henriksen, Helle Fagralid, Laurits Munch-Petersen, Tomas Radoor og Thomas Bo Larsen (foto: Nordisk Film).

”Men det her viser, at mine personlige historier faktisk taler til hele verden. Så det vil da være smart af producenterne her i Danmark at tænke baglæns og se på, hvilke af mine andre projekter der kunne blive kæmpestore.”

”Måske har jeg som instruktør været lidt svær at aflæse. Jeg har jo arbejdet med mange forskellige genrer og formater. Selv om man ikke nødvendigvis kan være sikker på at få et sikkert hit fra mig hver gang, har jeg noget originalt og stærkt at byde på. Og historier tager tit årevis for at gro.”

Hypnosefilm
Laurits Munch-Petersen er hele tiden i gang med idéer og projekter. Han vil gerne lave en moderne tv-serie-udgave af Søren Kirkegaards Forførerens dagbog, som hedder Crasher. Han arbejder også på en spillefilm om Kurt Thorsens livshistorie og et hypnoseprojekt med Tobias Hamann på Zentropa.

Tobias Hamann, der vandt Den store bagedyst, er barnebarn til Ali Hamann. Ali var en berømt hypnotisør, som blev dømt for at hypnotisere kvinder til at gå i seng med ham.

”Sammen har vi skrevet en historie om en hypnotisør, som danner et teamwork med en luder. Lidt ligesom Charlie Chaplins The Kid.

”Det var faktisk en meget rørende kærlighedshistorie, men den virker ikke til at falde i god jord i vor politisk korrekte tid. Vores historie har dog hjertet på det rette sted, og håbet om at realisere den lever stadig,” fortæller Laurits Munch-Petersen.

Opkald fra Hollywood
Faktisk arbejder instruktøren også på et nyt projekt for Michael Bay, som han er blevet venner med. Det er en fortsættelse af Ambulancen.

”Den skal foregå i Los Angeles og handler om en familie i en brandbil, der er omringet af en kæmpe skovbrand,” afslører Laurits Munch-Petersen.

Michael Bay har allerede fået et detaljeret udkast, så noget måske det umage makkerpar kommer til at se mere til hinanden.

Under interviewet kommer der en begejstret telefonopringning fra Michael Bays producer Bradley J. Fischer, der også står bag film som Black Swan og Scorseses Shutter Island med Leonardo DiCaprio

”Han og Michael Bay sætter stor pris på, at jeg som den oprindelige instruktør kan lide deres udgave af Ambulancen. Det betyder meget for dem,” siger den danske instruktør stolt.

Trailer: Ambulance

Kommentarer

Laurits Munch-Petersen

Født 1973 i Rønne, Bornholm.

Uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2003.

Afgangsfilmen Mellem os vandt en Oscar for bedste skolefilm.

Har lavet kortfilmene Delfinen, Welcome Home og Lillesøster Lucia, der kan ses på Ekko Shortlist.

Spillefilmdebuterede i 2005 med Ambulance, der nu har fået en amerikansk genindspilning, som er aktuel i danske biografer.

Udvalgte film og serier

Pant Z
2020

Lillesøster Lucia
2018

På tur med far
2017-18

Delfinen
2017

Welcome Home
2017

Skyggen af en helt
2015

Over kanten
2012

Skynd dig hjem
2009

Forførerens fald
2007

Ambulancen
2005

Mellem os
2003

Den gode søn
2001

© Filmmagasinet Ekko