Shortlist: ”Lavstatus ligger til højrebenet”

Hvis hænder kunne tale, ville Elliott Crosset Hove sige dobbelt så meget, som han ellers gør. I forårssolen ved Christianshavns Kanal sludrer han gerne derudad om ambitioner, tvivl og limousiner, men det er hans hænder, der slår ordene an.

Næsten som en dirigent fremviser den 27-årige skuespiller en vej, som hans ord kan gå på.

”Mit første barndomsminde er limousiner,” siger Elliott Crosset Hove og tegner nærmest formen på den lange vogn med fingrene.

”Da jeg var helt lille, flyttede mine forældre til Los Angeles, og der kørte de her store biler rundt. Jeg var vildt betaget af dem. Det var, som om de ikke hørte til i verden. Jeg spurgte min far, hvem der kørte rundt i sådan nogle skrumler. ’Skuespillere,’ svarede han. Fra den dag ville jeg være skuespiller,” griner Elliott Crosset Hove.

Skræmt af skuespil
Han har ikke, hvad man kunne kalde et typisk skuespillerfjæs. Den slags, der titter ud fra Teaterskolen år efter år med glatte, symmetriske træk, der kan formes og foldes til alskens roller.

Han har et interessant fjæs. Sådan ét man ikke glemmer, ofte med munden halvt åben og øjne, som bliver svømmende og vender sig indad mod et uset dyb. Eller som pludselig stirrer insisterende, næsten urovækkende, og blotlægger, hvem end de ser på.

Han har det ikke fra fremmede. Hans far er skuespilleren Anders Hove, specialist i småfedtede, dumt svin-roller. Manden på sidelinjen i Mifunes sidste sang, der giver Anders W. Berthelsen nogle borgerlige, lollandske ord med på vejen.

Anders Hove tog sin kone og Elliott med til Los Angeles dengang, fordi han fik en mindre rolle i maraton-serien General Hospital. Nogle år senere flyttede familien dog tilbage til Danmark, hvor Elliott Crosset Hove voksede op.

Det var i barndommen og ungdommen, at Elliott Crosset Hove oplevede de følelser, han bruger i Mads Riisoms Shortlist-succes Debut, som i denne uge ligger nummer fem på top 10. Her gestalter han med stor følsomhed en ung mand, der lidt senere end alle andre jagter sit første knald.

”Jeg blev et meget stille barn, efter vi flyttede til København, og hele min væremåde fik de andre i min klasse til at kalde mig knapt så pæne ting. De syntes nok, at jeg var lidt underlig, og alle de fornemmelser, det gav i kroppen, kunne jeg bruge i Debut. Udadtil er min rolle en flink og festlig fyr, men indadtil kæmper han med sig selv og sit selvværd.”

”Min ungdom gjorde faktisk, at jeg droppede tanken om mig selv som skuespiller og i stedet ville være bag kameraet,” siger Elliott Crosset Hove.

Tryg i detaljen
Heldigvis blev skiftet ikke nødvendigt, for da Hove tog et kursus på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, fandt han hurtigt ud af, at han hellere ville være med i de andres film end at lave sin egen.

Der er en enorm ømhed over hans skuespil. En indesluttethed og detaljerigdom i den debuterende, seksuelle oplevelse i Debut eller for den sags skyld i den nerveramte menig Jens-Otto Lassen i 9. april, som har været en pæn succes i de danske biografer i år.

”Efter jeg vendte tilbage til idéen om skuespillet, har jeg trænet som en sindssyg. Jeg tror overhovedet ikke på improvisation. Jo, for andre virker det sikkert, men ikke for mig. Jeg skal forberede mig ned til mindste detalje, før jeg tør vise mit spil frem for andre,” siger han, men så stopper armene et kort øjeblik. Han trækker vejret dybt.

”Lavstatus-roller ligger lige til højrebenet for mig, men jeg forsøger nu at tvinge mig selv til at spille andet end det,” smiler han.

Frygten for at blive sat i bås
Der tegner sig da også et mønster i Elliott Crosset Hoves endnu korte karriere. I et andet Shortlist-hit, Super16-afgangsfilmen Til alle mine venner, er han inkarnationen af klassens følsomme dreng midt i vennegruppen af hårdhudede punkere. Men på sin stødvise facon er han langt fra stereotypen. Hans tyste troværdighed gør et skæbnesvangert øjeblik til filmens mest gribende.

I den mest interessante afgangsfilm fra Filmskolens årgang 2013, En maler, tager han som ung, hæmningsplaget mand et gevaldigt opgør med sin billedkunstnerfar.

Som i Debut får hæmningerne en seksuel aura i Tor Fruergaards animerede kortfilm Vokseværk (2014), hvor Elliott Crosset Hove lægger stemme til en sky teenagedreng med mere end gennemsnitlige rejsningsproblemer. Hver erektion forvandler ham til en varulv.

Og i Niels Holstein Kaas fængslende Super16-produktion Natten er ung spiller han en introvert knægt – der slet og ret hedder Elliott – på en natlig mission efter kropslig kontakt. Men igen og igen træder han skævt i de sociale dansetrin.

”Jeg vil virkelig gerne være fri for at blive typecastet,” siger han.

”Min største frygt som skuespiller er faktisk at blive sat i en bås, hvor jeg resten af livet skal forsøge at finde mig til rette. Derfor vil jeg også gerne holde fast i at lave både film og teater, hvis det er muligt, når jeg er færdig på skolen lige om lidt.”

Erektion eller ej
Skolen er Statens Scenekunstskole, hvor han kun mangler at færdiggøre sit afgangsstykke for at bestå. Også her handler det om forberedelse.

”Vi øver hele tiden, og jeg øver også for mig selv,” siger Elliott Crosset Hove og klapper hænderne sammen med et stort smil.

”Skuespillet har givet mig lov til at nørde helt vildt, og alle omkring mig synes faktisk bare, at det er fedt. Det gør mig virkelig glad at nørde.”

Skabelsesprocessen omkring den lille, elegante Debut var også en glædesfyldt oplevelse.

”Der var en energi i den film, der betød, at man ikke kunne gøre noget forkert. Folk var meget oprigtige.”

”På et tidspunkt har jeg en sexscene, og da vi skulle optage den, var jeg vildt nervøs. Men rammerne var trygge, så jeg sagde simpelthen til Patricia Schumann, som jeg skulle lave scenen med, at jeg var småræd for, at jeg muligvis ville få erektion.”

”Hun er ældre end mig, og hun smilede bare og sagde, at hun godt vidste, hvordan mænd kan reagere. Og så grinede vi. Det var enormt befriende,” siger han.

Kunsten at bære en byrde
Elliott Crosset Hove er også taknemmelig over at have en far, der har prøvet så mange ting inden for netop det fag, han selv har valgt.

”Han siger aldrig, hvad jeg skal gøre, men spørger ind til, hvad jeg føler for i den ene eller anden rolle. Det er jeg rigtig glad for, ” siger han.

Det er i de små detaljer, at Elliott Crosset Hoves spil udfolder sig: I blikkene, der fæstnes ved andre mennesker, men flakker, så snart der kigges tilbage. I kropsholdningen, som altid er lidt krumbøjet. Han er som et dyr, der gerne vil rette sig op og brøle, men krampagtigt holdes fast af noget, der tynger.

Enhver karakter slæber rundt på en byrde, og Elliott Crosset Hove forstår sig på kunsten at bære den. Det kræver fintfølende, empatisk styrke.

”Jeg vil gerne være så detaljeret som mulig. Helt klart. Da jeg lavede 9. april-rollen, så jeg en bunke krigsfilm og lavede en slags scrapbog, som kunne beskrive menig Lassen. Jeg arbejdede virkelig med at finde ind til karakteren, så jeg havde ham helt på plads til første optagedag.”

”Det er min måde at gøre det på. Ellers føler jeg mig ikke tryg,” siger han.