Dag 5: Legendernes film skuffer i Venedig

Ældre skuespillere, især kvindelige, har det ofte svært i Hollywood. Når kvinder runder 40, er der langt imellem de store, bærende roller.

Den tendens rokkede femtedagen på Venedig-festivalen lidt ved. Her måtte de unge vige pladsen for det grå guld.

Det første par på programmet var 82-årige Donald Sutherland og den ti år yngre Helen Mirren, som i The Leisure Seeker spiller et ældre ægtepar, der rejser på en sidste ferie i deres ramponerede autocamper.

Donald Sutherland spiller formidabelt den aldrende litteraturprofessor, som synker dybere og dybere ned i senilitetens mørke. Sutherland har en uimodståelig kemi med Hellen Mirren i rollen som hustruen, der ikke kan bære at sende sin elskede mand på plejehjem.

Hjertevarm roadmovie
Der har været store forventninger til italienske Paolo Virzi, der har instrueret filmen.

Det er hans første amerikanske film efter en række originale værker som The First Beautiful Thing og Human Capital. Desværre har Virzi ikke taget originaliteten med sig til USA.

The Leisure Seeker er en hjertevarm roadmovie, som er behagelig at overvære, mens den står på. Især fordi det er en oplevelse at se legenderne Sutherland og Mirren øse ud af deres talent og erfaring.

Men filmen mangler kant og ambitioner, og det virker som det helt forkerte første amerikanske projekt for den ellers talentfulde italiener. Da rulleteksterne gled ned over lærredet, gled The Leisure Seeker ud af erindringen.

Enke og enkemand
Helt slukøret var Venedig-publikummet dog ikke. Der var flere legender på programmet, nemlig 81-årige Robert Redford og 79-årige Jane Fonda, som danner par i Our Souls at Night.

Det er fjerde gang, parret spiller sammen. Første gang var i The Chase fra 1966!

Our Souls at Night er ikke deres mest intense eller ambitiøse samarbejde, men rutinen bærer dem fint igennem filmen, og kemien imellem dem fejler intet.

Parret spiller en enke og enkemand, der savner selskab og derfor begynder at gå i seng sammen. Ikke i seksuel, men i bogstavelig forstand.

Redford og Fonda inkarnerer med charme rollerne som den ensomme mand og dame, der sent i livet giver hinanden nærhed og rum til at tale om de problemer, som nager dem i deres dagligdag.

Indiske Ritesh Batra står for instruktionen, men sammenlignet med hans glimrende The Lunchbox er Our Souls at Night en mild skuffelse.

Her har instruktøren ikke gjort stort andet end at lade Redford og Fonda sole sig i rampelyset, og filmen bliver ikke båret helt i mål af deres karisma alene.

Judi Dench fortjener Oscar-nominering
Det blev desværre ikke meget bedre med Victoria & Abdul, hvor 82-årige Judi Dench spiller dronning Victoria, der indleder et ildeset venskab med en ung indisk undersåt i 1800-tallets britiske imperium.

Judi Dench spiller dronning i Mrs. Brown fra 1997, der også handler om et upassende forhold til undersåtter. Så hun er i vante klæder i Victoria & Abdul, hvor hendes detaljerige rolle som dronningen, der er ved at dø af kedsomhed, fortjener en Oscar-nominering.

Få kan græde og le, skælde ud og rose, med en indlevelse som den aldrende Dench.

Men Stephen Frears’ filmatisering af denne sande historie er desværre decideret kvalmende. Undervejs hentydes der flere gange til, at det britiske imperium, der som bekendt inkluderede Indien, stod for den rigtige verdensorden.

Ingen i filmen ser nogen særlig grund til, at Indien skulle erklæres selvstændigt. End ikke den indiske undersåt Abdul (Ali Fazal), der gentagne gange sværger at være dronningen tro hele sit liv.

Det er en skam, for Stephen Frears har tidligere instrueret Judie Dench i den udmærkede Philomena, og instruktøren er dejligt afbalanceret i The Queen om Storbritanniens dronning Elizabeth sorg over tabet af prinsesse Diana.

Men denne gang fejler han.

Victoria & Abdul formidler uden at fortrække en mine et verdenssyn, hvor en overmagt føler sig hævet over andre mennesker, og det giver unægtelig magien en kedelig bismag.