Dag 5: Lesbisk romance er favorit

Der er ikke meget gang i filmmarkedet på Hotel Excelsior i år.

Venice Gap Financing Market skal skaffe filmskabere de sidste håndører til at få deres film i hus, men på tredjesalen på det mondæne hotel hører man snarere en stille summen af filmforhandling end det ivrige gedemarked på Berlinalens European Film Market.

Ingen tør hive pengepungen frem. Robert Pattinsons nylige corona-diagnose under optagelserne til The Batman er et skræmmeeksempel på, hvordan filmstudier kan bløde penge, hvis holdet er nødt til at gå i karantæne. Også salgsagenterne tøver med at gribe til lommen, for hvornår er det lige, at biograferne bliver lige så god en forretning, som de var i januar?

De fleste af festivalens film ender på streamingtjenester, og det er strengt taget ikke anderledes end de fleste år.

Men trods et amputeret filmprogram er der stadig perler i mulden, som i retfærdige tider ville blive markedsført med stjernestøv og Oscar-kampagner.

Ensomhed og begær
Norske Mona Fastvolds The World to Come er det bedste eksempel. Periodedramaet om to hustruer, der finder trøst i hinandens selskab, er det største hit på festivalen indtil videre, en sanseligt smuk og inderligt mådeholden fortælling om ensomhed og begær.

På en gård i staten New York midt i 1850’erne lever Abigail og Dyer i et bundfrossent ægteskab, der er blevet endnu mere fremmedgjort efter deres lille datters død året forinden. De taler dårligt nok med hinanden, men slider igennem livets møje og besvær med stædig vedholdenhed.

”Dyer fortalte mig i dag, at tilfredshed er som en ven, han aldrig møder,” skriver Abigail i den dagbog, der bliver en voice-over filmen igennem. Det er en trøstesløs tilværelse af slid.

Lige indtil et nyt par flytter til landsbyen, den hjertekolde Finney og hans hustru Tally. Fra sit første besøg liver Tally op i filmens kølige farver med sit røde krølhår til hoften og bramfrie væsen. Og hun liver op i Abigail, når hun finder ind til den lidenskabelige, kreative kvinde, Abigail faktisk er.

Verden afgrænset af mænd
”Det er min erfaring, at det ikke er dem, der udtrykker sig mindst, der også føler mindst,” siger Tally.

Vanessa Kirby er festivalens engelske gennembrudsstjerne. Hun leverer en formidabel præstation som sørgende mor i Pieces of a Woman og er i The World to Come en selvrådig anfører ud i følelser så ukendte, at de står totalt uden pejlemærker.

Men det er Katherine Waterstons forsigtige usikkerhed over et venskab, publikum genkender som forelskelse, der er filmens anker. Hendes Abigail klamrer sig til Tally, og når hun ikke er i nærheden, forsvinder Abigail dybere ind i sig selv og sin sorg. Med et ængsteligt blik eller en skælvende replikbetoning åbner hun en luge til vulkanen i hendes sind.

Kvindernes verden er afgrænset af deres mænd. Christopher Abbott er afstumpet hustyran, mens Casey Affleck er blødende såret som den fåmælte Dyer. The World to Come er i spil til en Guldløve. Og for nu er den en ubetinget favorit.

Magnetisk hypernarcissist
Også Gia Coppolas influencer-satire Mainstream er velsignet med den helt rigtige skuespiller.

Andrew Garfield alene kan ikke løfte filmen op i selskab med forbilleder som Sidney Lumets Network, Billy Wilders Ace in the Hole og Elia Kazans A Face in the Crowd, der er et direkte forbillede.

Men hold nu kæft, hvor er det en vild præstation, han leverer som hyperhykleren og hipsterprofeten Link, der under netpseudonymet No One Special beordrer sine følgere til at lægge telefonen fra sig – kold tyrker – og leve i nuet. Del, like, abonnér!

Som satire er Mainstream skarp som et baseballbat, men når filmen lægger ud med at præsentere hovedpersonen med stumfilm-mellemtekster, virker Gia Coppola vægelsindet og så optaget af at sige noget, at hun ender med bare at pladre.

Men Andrew Garfield er forrygende, når han ryster sin røv, springer omkring som et vilddyr, charmer og joker og er ulidelig, nedladende, indbydende og ækel. Og ikke til at rive sig væk fra.

Europas sidste snefald
”Den sidste sne vil falde i Europa i 2025,” hævder en sluttekst i Małgorzata Szumowska og Michał Englerts løjerlige konkurrencefilm Never Gonna Snow Again, der handler om en ukrainsk massør i en polsk rigmandsghetto.

Her nyder de frustrerede husmødre godt af hans magiske hænder, når han med massagebordet over skulderen aflægger besøg hos det ene præfabrikata-palæ efter det andet.

Han fjerner al smerte, sorg og tvivl med et tryk og en udglatning, mens hans klienter længes mere og mere efter hans berøring – og springer på med det samme, da han foreslår at hypnotisere dem.

Det er et spøjst mikrokosmos, og når sneen endelig falder, giver det filmen en besnærende underlighed på grænsen til magisk realisme. Massøren Zenia spidder sine klienter med et høfligt grin, og man griner med – selv når man ikke er helt sikker på, hvad der er så sjovt.

Krigsliderlig soldat
Den franske The Third War, der spiller i Horizons-sektionen, er dybt optaget af maskuline fællesskaber og den skrøbelighed, der ligger bag dem. Den handler om den purunge rekrut Corvard, der kommer til Paris med hæren og oplever den fremmede storby som en livsfarlig krigszone.

Han ser ud, som om han lige er droppet ud af niende klasse, et glatbarberet babyfjæs ved siden af de hærdede veteraner, der bliver hans delingsbrødre. ”Jeg er sort,” siger en af dem. ”Frankrig vil ikke have mig. Hvorfor er du her?”

Han forklarer afværgende, at han hellere ville i hæren end lange burgere over disken i McDonald’s, men sandheden er, at han desperat har brug for den orden, hæren kan tilbyde.

Moren drikker, og venner har han ingen af. Og lige så stille vender han omverdenens mistro til soldater i uniform, der marcherer med automatgeværer ned ad Champs-Élysées, ind mod sig selv.

Som i Shorta ender ordenens håndhæver med at opfatte alle andre som uordentlige. Som en trussel, han skal håndtere.

Debutanten Giovanni Aloi lokker stærke præstationer frem fra sine skuespillere, men han tager det som en selvfølge, at han har publikum med sig. Corvards forstyrrede sind er ikke noget rart sted at opholde sig i længden.

Filmkameraet i krig
Det samme kan siges om War and Peace, en dokumentarfilm om filmkameraets indflydelse på moderne krigsførelse. Men at den bliver en prøvelse at sidde igennem, skyldes mest af alt, at instruktørerne Massimo D'Anolfi og Martina Parenti tager sig ubehjælpsomt lang tid om at sige meget lidt.

Filmen er inddelt i fire kapitler, men sammenhængene imellem dem er mere fortænkte end godt tænkte. Det første, der handler om den italienske invasion af Libyen i 1911, er den mest interessante.

Her beskyttede soldaterne de civile fotografer, der dokumenterede for et krigshungrende publikum i de biografer, der havde spredt sig overalt i moderlandet.

”Den tidlige film er ikke uskyldig,” reflekterer instruktøren over optagelser af børn, der poserer for kameraet som kulørte vanskabninger. ”Den har næsten altid noget grusomt over sig.”

Men kapitlet om udenrigsministeriets kriseafdeling virker totalt overflødigt, og filmen fortaber sig i et endeløst sidespring om hærens fotograf-kadetter.