Leth-film: Intellektuel softcore-porno

Man kan med en vis ret sige, at Jørgen Leths doku-fiktion Det erotiske menneske er dømt til at mislykkes. Ja, den ønsker at mislykkes.

Idéen om det erotiske indebærer i sig selv kimen til fiasko: Den perfekte erotiske oplevelse er utilgængelig og lader sig ikke kommunikere.

Det er hverken sex, pornografi eller kærlighed, men noget andet, der har at gøre med kroppe og sjæle — dog uden at tage bolig i nogen af delene. Det erotiske kan ikke defineres ud fra objektive kriterier: Den ene mands lyst er en andens turn-off.

Men filmen mislykkedes også på andre, mere foruroligende og frustrerende måder.

Smagfuldt nøgenfoto
Leth, fortælleren og på en måde filmens emne, forklarer, at han vil forsøge at ”indramme erotikken”.

Ordene fremkalder billedet af et smagfuldt nøgenfoto i en forretningsmands lejlighed. Leth spiller digter, kulturkritiker og postmoderne, metafilmisk auteur, men lige meget hjælper det.

Det umuligt at ignorere, at han er en aldrende, velhavende europæisk mand, der finder erotisk inspiration — og i et enkelt tilfælde seksuel tilfredsstillelse — hos en række unge, for det meste mørke, kvinder fra udviklingslande i Latinamerika, Afrika og det fjerne Østen.

Selvironisk kvalitet
Det antydes igennem hele filmen, at Leth anerkender disse forhold. Man ser listen med kvinder og steder, han gemmer i sin dagbog, og får fornemmelsen af, at han mere er én, der noterer og observerer, end en egentlig Don Juan.

I Brasilien afholder han auditions, hvor han beder skuespillerinder om at læse højt fra et digt, han har skrevet om et selvoplevet erotisk møde. Han fortæller dem, at der vil være nøgenscener, men ingen samlejer, og giver dem stjerner (det virker, som om de alle sammen ender med at få maksimale to stjerner).

Scenerne har en humoristisk, selvironisk kvalitet, men man fornemmer også en parallel mellem instruktøren, der caster piger, og en europæisk sexturist. Men det er aldrig mere end en fornemmelse.

Helmut Newton uden pisk
Man håber selvfølgelig, at Leth ikke er den tarvelige forretningsmand med softcore-billeder på væggen.

Men på trods af, at filmens præmis er elegisk — et forsøg på at genskabe og forstå en europæisk digters gamle, eksotiske affærer — minder dens metode og æstetik ofte om en fotosession for Playboy.

Kvindekroppe kærtegnes af kameraet: bryster, nakke, fødder, kønsbehåring, vandet fra en swimmingpool, der tørrer på en perfekt solbrændt mave, en sort pige, der sæber sig ind i badet. Det er Helmut Newton uden pisk og høje hæle.

Neo-kolonialister
Det sætter tilskueren — måske især den mandlige — i en akavet position. Er vi medsammensvorne? Er alle erotiske mænd i sidste ende neo-kolonialister?

Er det, hvad erotik er — den poetiske glasur, som vi kolonialistiske mænd lægger hen over vores seksuelle begær for at virke mere sensitive, så vi kan "kolonisere" kvinder med i seng?

Eller læser jeg for meget ind i en aldrende, aspirerende playboys refleksioner over sin egen libido? Mere end en gang smeltede billedet af Jørgen Leth i Det erotiske menneske sammen med Donald Sutherlands forfængelige, vingeskudte titelperson i Fellinis Casanova fra 1976.

En metafilmisk refleks
Den uformidlede virkelighed findes ikke. Alle dokumentarfilm er eksempler på iagttagereffekten — den måde iagttagelsen påvirker fænomenet, der er under observation. Leth leger med effekten i Det erotiske menneske, han kortlægger sin indvirkning på de skuespillerinder, han har ansat til at genopføre sine tabte forelskelser.

I sidste ende fremstår det dog som en metafilmisk refleks snarere end en seriøs pointe om filmens erotiske menneske, der på en gang er instruktør og subjekt. Det virker, som om Leth har været bange for at skubbe sine dæmoner for langt frem.

Hvis bare Lars von Trier, der er krediteret som kreativ producer, havde tvunget Leth til at definere vilkårene for sin film — nøjagtig som han gjorde det i De fem benspænd. Så ville Det erotiske menneske have været et betydelig mere interessant gespenst end denne omgang intellektuel softcore-porno.

Det erotiske menneske er udvalgt til Dox:Award og åbner festivalen på onsdag den 3. november, hvor den også får premiere i 41 biografer landet over. Samme dag er Ekko #51 på gaden.