Lige kønsfordeling ved Ekko Shortlist Awards
Dansk film har kurs mod ligelig repræsentation af mænd og kvinder.
Det tyder i hvert fald på det, når man ser statistikken for kønsfordelingen af filmskaberne, som den 27. november blev hyldet ved kortfilm-prisuddelingen Ekko Shortlist Awards.
Her fordelte statuetterne sig kønsmæssigt så godt som ligeligt blandt vinderne.
De tretten kategorier bød på otte mandlige og syv kvindelige prismodtagere – bedste manuskript og klipning gik til en duo bestående af en mand og en kvinde – mens Diversitet Prisen blev vundet af LGBT+-festivalen Mix Copenhagen.
Der blev slået rekord i antallet af nominerede kvindelige filmfolk. 34 ud af 73 nomineringer gik til kvinder, svarende til 47 procent. Sidste år var der 32 nomineringer til kvindelige filmfolk, en tangering af den hidtidige rekord fra 2019.
Det stabile tal på en næsten 50/50-fordeling viser, at kvinderne for alvor har bidt sig fast på Ekko Shortlist. Statistikken over kvindelige nominerede ved alle otte udgaver af Ekko Shortlist Awards kan ses her:
Til årets Ekko Shortlist Awards var der blandt prisoverrækkere og vindere på scenen snak om, at det er vigtigt med diversitet og mangfoldighed i filmbranchen.
Nogle advokerede endda for, at man skulle droppe de to skuespilkategorier og blot have en pris til bedste skuespiller. Det er vinderen af prisen for bedste mandlige skuespiller, Besir Zeciri, principielt enig i, fortalte han på scenen.
”Men lige nu er jeg bare vildt glad for at have vundet,” sagde skuespilleren, der blev hædret for sin præstation i det hårdtslående drama Den gode.
I mange af prisuddelingens kategorier var der da også kvindelig dominans, selv om mænd og kvinder dystede på lige vilkår. Kategorierne for bedste fiktion, animation, scenografi og manuskript havde alle flest kvinder blandt de fem nominerede.
Historisk har kvinderne siddet tungt på scenografi-kategorien, mens særligt fotografering-kategorien har været særdeles mandsdomineret.
Sådan var det også ved Ekko Shortlist Awards i år.
Til gengæld var der nærmest ligelig kønsfordeling i andre historisk mandsdominerede kategorier som bedste klipning, lyddesign og originale musik.
Triumf for Filmværkstedet
Hovedprisen ved Ekko Shortlist Awards 2021 – Shortlist Prisen, der medfølger en præmie på 25.000 kroner – gik til det hårdtslående satiredrama Osworld, der er skabt på KBH Film- og Fotoskole.
Den Danske Filmskole toppede med tretten og blev efterfulgt af den uafhængige filmuddannelse Super16, der fik fem nomineringer.
Og så var Den Norske Filmskole for første gang i spil via den danske elev Kerren Lumer-Klabbers, hvis afgangsfilm Papapa var nomineret til fire priser. Filmen vandt en af prisuddelingens mest prominente statuetter, nemlig for bedste fiktion.
Flest nomineringer gik i år til Filmværkstedet, der gennem afdelinger rundt omkring i landet yder støtte til fremadstormende talenter.
Filmværkstedet har været en magtfaktor ved alle otte udgaver af Ekko Shortlist Awards, og sådan var det også i år. Filmværkstedet København har givet støtte til film, som fik hele fjorten nomineringer ved årets prisuddeling. Filmværkstederne i Odense og Aarhus har været inde over henholdsvis tre og to nominerede film.
Faktisk er det en tilbagegang for Filmværkstedet, som de andre år har tegnet sig endnu flere nomineringer.
Alligevel må det siges at være en stor triumf for Filmværkstedet, som havde en stor aften ved Ekko Shortlist Awards. Af de tretten priser gik tre af statuetterne til film, som var støttet af Filmværkstedet – to fra afdelingen i København og én fra Aarhus.
Filmværkstedet København var også nomineret til den nye Diversitet Prisen, som i sit første år blev uddelt af politikeren Søren Pape Poulsen.
Ekko Shortlist Awards
Ekko Shortlist Awards hylder danske kortfilm og filmtalenter.
De nominerede var udvalgt blandt film på Ekko Shortlist fra 9. november 2020 til 8. november 2021.
Vinderne blev fundet i en sammentælling af brugernes stemmer og juryens rangeringer.
Prisuddelingen er støttet af Det Danske Filminstitut, Nordisk Film og Producentforeningen.
Kommentarer