Lige præcis den slags pige

Sin generations stemme.

Det er, hvad Lena Dunham er blevet kaldt, og det er bestemt ikke en urimelig karakteristik, eftersom hun år efter år optræder på listerne over USA’s 100 mest indflydelsesrige kulturpersoner. Og det på trods af, at hun endnu ikke er fyldt 30 år.

Dunhams hemmelighed er, at hun har noget at sige og gerne fortæller alt.

”Jeg er latterlig med min trang til at dele alt,” har hun forklaret, og man kan da også finde stort set alt om multitalentet ved at scrolle igennem hendes Instagram og Twitter. Eksempelvis lider hun af OCD og tvangstanker, mens hun buldrer derudad som moderne feminist.

Hvordan slipper man af sted med alt det? Man gør, hvad Lena Dunham har gjort, siden hun brød igennem: udtrykker sin status på sarkastisk vis igennem sin egen tv-serie.

Fænomenet Dunham både skriver og spiller hovedrollen Hannah Horvath i Girls.

En reminiscens af Dunham selv? I den grad. Hannah går med forfatterdrømme og ønsker allerede tidligt at definere sig selv som sin generations forkæmper. Hun ved bare ikke helt, hvad det er, hun kæmper for.

”Jeg troede, at jeg var min generations stemme, men nu må jeg acceptere, at jeg bare er én stemme i én generation,” konkluderer Hannah hen ad vejen.

Det falder pudsigt nok sammen med, at Lena Dunham ude i virkeligheden blev kronet som årets feministiske forkæmper i flere betydningsfulde magasiner og samtidig konstaterede, at Hannah er tre år mentalt bagud i forhold til Dunham selv. 

Generationen
Girls blev straks kult, da serien fik premiere i 2012.

Dels fordi de fleste New Yorker-hipstere kendte til hendes lille perle af en spillefilm Tiny Furniture fra 2010 om den unge kvinde Aura (igen spillet af Dunham), der bor hjemme og fordriver tiden med seksuelle eksperimenter. En ganske fin prolog til det selvfikserede univers, der udfolder sig i Girls.

Serien følger Hannah og hendes veninders kamp for at ”blive til noget”.

I virkeligheden er Dunham nok det, de fleste ville beskrive som et stimuleret barn. Hun er ud af en kunstnerfamilie og opvokset på Manhattan. Og i Girls kæmper Brooklyn-pigerne for at komme ind i netop dette miljø.

De er en del af den generation, der er født imellem 1982 og 1988 (for nu at være så videnskabelig unøjagtig, som man næsten kan være). Det er en generation, som Girls hudfletter, men samtidig knuselsker.

Tag nu seriens startscene, hvor Hannah er på restaurant med sine forældre og får meddelelsen om, at de ikke længere vil ”sponsorere” hende. Hun må finde sig et arbejde. Hannah er helt uforstående, ja, hun føler sig faktisk forrådt. Et arbejde? Sådan et som ”almindelige mennesker” har?

Vi er i 2012, og som alle i midten af tyverne drømmer Hannah om at lave noget kreativt.

Da hun efterfølgende bitcher med sine veninder over forældrenes beslutning, opdager vi seere, at alle figurerne i Girls besidder kreative drømme om at blive somebody, mens de samtidig gerne vil nyde livet.

Hannahs hjerteveninde Jessa har således mere end almindeligt svært ved at finde glæden ved livet og konstaterer følgende, da hun nødtvungent må tage et ”voksenjob”:

”Ved du, hvad det mærkeligste ved at have et job er? Det er, at du bliver nødt til at være der hver eneste dag, også selv om du ikke har lyst.” 

Kærlig satire
Det kunne måske lyde, som om frøken Dunham ikke giver en skid for sine tøser i Girls, men det gør hun bestemt. Der er faktisk en enorm kærlighed til karaktererne og deres mærkelighed.

Et eksempel er den sidste af de unge kvinder, Shoshanna, der som den eneste af de fire forsøger at få sig en længere, videregående uddannelse. Godt nok for på længere sigt at arbejde i modebranchen, men alligevel.

Det er igennem Shoshannas bramfrie underlighed, at figurerne i Girls ofte får sandheden at vide om deres livsstil.

”Nogle gange elsker jeg dig på den samme måde, som jeg har medlidenhed med en abe,” siger den fremadstormende weirdo. Sådan udstiller man sine venners livsstil, mens man stadig udtrykker sympati for dem.

Det er den samme distancerende, men kærlige humor man finder i alle seriens figurer, og som man også kan læse om i Lena Dunhams storsælgende selvbiografi fra 2014 med den klassisk-ironiske Girls-titel: Ikke den slags pige – en ung kvinde fortæller hvad hun har ”lært”.

”Og hvis jeg kunne tage det, jeg har lært, og gøre et hårdt arbejde lettere for dig eller forhindre dig i at have den slags sex, hvor du tænker, at det er bedst at beholde skoene på, så du kan løbe væk midt i det hele, er alle mine fejltrin ikke forgæves,” skriver Dunham om sine intentioner med bogen, der egentlig minder mere om Tiny Furniture end om Girls med sin hårdtslående feminisme og udstilling af familiebånd. 

Freakouts
Alligevel blev bogen kaldt Hannah Horvaths seriøse og kærlige bidrag til populærkulturen. Er Lena mon meget mere Hannah end de tre års forsinkelse?

I hvert fald er Hannah dygtig til at sætte en dramatisk scene, som da hun ringer til sin mor lige efter at være flyttet:

”Hej mor, må jeg stille dig et spørgsmål? Er det normalt, når man flytter til et nyt sted, at man for første gang i sit liv overvejer selvmord?”

Selv forklarede Dunham for nogle år siden til New York Times Magazine, at hun da også bruger Hannah til noget:

”Alle mine freakouts har normalt været temmelig private og rettet imod familiens kæledyr …” svarede hun på spørgsmålet om forskelle og ligheder på hende og Hannah. Freakouts, der altså nu er klemt ned i Hannah-karakteren, må man formode.

Retouchering, nej tak!
Lena Dunham har en skarp pen, og det gør Girls-figurernes tunger sylespidse med komisk timing.

Hvor Hannah i serien forgæves stræber efter at skrive en generationsroman, der sparker benene væk under etablissementet, er Lena Dunham anderledes effektiv.

Hun skriver både bøger, tv-serier, film og artikler for magasinet The New Yorker. For nylig afslørede hun i podcasten Longform, at hun pusler med at lave teater, og hun knyttede følgende kommentar til sit skrivearbejde:

”Når jeg får idéen til en historie, så fortæller den mig med det samme, hvor den vil hen. Den kan skrige, at den hører til i Girls, og så kender jeg straks dens tone, men måske siger den i stedet, at den hellere vil være et essay i et magasin, og så må jeg gå den vej. Jeg har altid haft kreativ damp, og kan ikke slappe af med skrivningen.”

Det fornemmer man også på Dunhams seneste projekt Lenny Letter, der fik voldsom opmærksomhed i 2015, fordi det var her, at skuespiller Jennifer Lawrence skrev om skæve lønforhold i filmbranchen.

Lenny Letter er et moderne, feministisk blik på verdens kulturliv. Hjemmesiden har Dunham startet med sin veninde Jenni Konner, der også er producer på Girls. Det første interview på sitet var med Hillary Clinton, og selv skriver Dunham også indlæg.

Forleden proklamerede hun, at hun ikke længere vil lade sig fotografere til magasinforsider, hvis de retoucherer billederne. Dunham havde tidligere i år en verbal infight med det spanske magasin Tentaciones om en forside, og hun uddybede sin vrede i Lenny-indlægget:

”Måske var det bare det faktum, at jeg ikke længere kunne forstå, hvordan mine egne lår så ud. Dér vidste jeg, at jeg var færdig med den slags.” 

Banal lykkedrøm
Det er denne bramfrihed, der også gennemsyrer Hannah i Girls. Hun vader ofte nøgen rundt i hele afsnit, og førende amerikanske sociologer har peget på, at et nyt kropsideal er skabt med serien, fordi Lena Dunham så langt fra er den klassiske Hollywood-babe.

Eller som Hannah selv siger det: ”Jeg vejer vel seks kilo for meget, og det har været frygteligt for mig hele mit liv.”

Hun gør dog ikke andet ved det end at feste og drikke, men Hannah er nu også et tænkende og følsomt gemyt.

Det gælder alle Girls-figurerne. De er velbegavede, men også enormt egocentrerede og behovsstyrede.

Det viser et af seriens bedste afsnit One Man’s Trash (sæson 2). Her følger Hannah efter en mand, der er cirka tyve år ældre end hende selv, og hun ender med at blive inviteret indenfor i hans hjem. Morgenen efter bryder hun sammen foran ham.

”Du må ikke sige det til nogen, men jeg vil gerne være lykkelig,” hulker hun.

Afsnittet er et billede på et liv, som Hannah kunne have haft, men som hun på grund af egne ambitioner har fravalgt. Dunham har selv forklaret, at idéen kom til hende i en drøm, og hun vidste straks, at den skulle bruges i Girls.

Afsnittet, der er hudflettende som en Fitzgerald-novelle og feminint kompromisløst som Alice Munros korte prosa, sætter fingeren på det centrale spørgsmål i Girls: Hvad kan man stræbe efter at blive, hvis ingen stræber efter at være bare en smule normal? 

Feminist-fans får nok
Girls overøses dog ikke kun med lovord.

En vedvarende kritik lyder, at serien handler om hvide, velstillede og unge mennesker, der tosser rundt i jagten på den næste vilde oplevelse – hele tiden med den undskyldning, at de leder efter inspiration.

Imidlertid lukkede Lena Dunham munden på de fleste kritikere, da hun i Girls utvetydigt kommenterede på noget, hun blev stærkt kritiseret for i forbindelse med selvbiografien Ikke den slags pige.

I et afsnit i bogen skriver Dunham om en brainstorming for manuskriptforfattere: ”Vi ler meget over ting, der egentlig ikke burde være sjove – brud, overdoser, forældre der forklarer et lille barn med skoldkopper, hvorfor de skal skilles.”

Og så kommer det kontroversielle, da Dunham pitcher en idé om et samleje imod en piges vilje:

”Murray ryster på hovedet. ’Voldtægt er ikke sjovt under nogen omstændigheder.’

’Nej,’ siger Bruce. ’Den går bare ikke.’

’Men sagen er jo,’ siger jeg. ’At der ikke rigtig er nogen, der ved, om det er voldtægt. Det er sådan en forvirrende situation, hvor …’”

Det afsnit faldt i den grad Dunhams feminist-tilhængere for brystet. For første gang blev fænomenet Dunham kritiseret for at tage for let på et alvorligt emne. 

Hannah på skrivekursus
Men så var det, at kultfiguren gjorde noget rigtig Dunham’sk: Hun ironiserede på bedste Girls-maner over situationen og sendte Hannah på skrivekursus!

Over for en måbende kreds af forfatterspirer læser Hannah en novelle op om en kvinde, der oplever at blive udsat for et fysisk overgreb af sin egen kæreste.

Men er det teknisk set voldtægt?

De andre elever reagerer slet ikke på spørgsmålet, men går i stedet til angreb på Hannah, der bare er en ”privilegeret pige”, som gerne vil tæskes af sin kæreste. De blander skribenten og fiktionsfiguren sammen.

Ligesom hele verden har sammenblandet Dunham og Hannah lige fra starten af Girls.

Med scenen stiller Dunham (og Hannah) sig helt nøgen frem som menneske. Pludselig er hun ikke kun ironisk og vittig, og derfor er det også logisk, at Hannah efter skrivekurset bliver mere voksen og får et job som underviser, så hendes forældre og tilfældige cafétjanser ikke er det eneste, der kan understøtte hendes kreative kræfter.

Skal vi så forvente, at Hannah bryder igennem som forfatter i den kommende, sidste sæson af Girls? Næppe.

For Lena Dunhams elegance består i at holde sin tv-serie ud i en ironisk, strakt arm. Til gengæld er det tydeligt, at Dunham på det seneste har fået en mere alvorlig og samfundsengageret tone.

Hvilket hendes kommende projekt Max da også vidner om. Her instruerer Dunham fortællingen om en kvindelig journalists opstigen i en mandsdomineret verden.