Lige så effektiv som en spillefilm

”Hvis jeg havde vidst hele mit liv, at jeg ikke ville få de penge, havde jeg foretaget mig noget fornuftigt.”

Henrik er arbejdsløs og har hampplanter i stuen. Han drikker guldbajere i bilen på vej til sin morfars begravelse og kommer for sent. Hele sit liv har han fået at vide, at han en dag vil arve sin rige morfar.

Men nu da han og broren Christian, der er narkoman og vil bruge pengene på nye tænder, venter på millionerne og et bedre liv, må de slås med deres moster om arven.

Kampen ripper op i familiens dysfunktionelle historie og brødrenes ulykkelige barndom med en mor, der drak sig ihjel og efterlod sine sønner hos en manipulerende far, der viste sin kærlighed ved at tage dem med til thailudere!

Olsen-banden som ringetone
Testamentet er Christian Sønderby Jepsens første dokumentarfilm i spillefilmlængde, og den er et gennembrud for den filmskoleuddannede instruktør, der tidligere har dokumenteret sin fars krig med naboen i kortfilmen Side om side.

Det er selvfølgelig et scoop, at han har fået mulighed for at følge brødrene og retssagen om arven, mens den udspiller sig. Men han demonstrerer også stor psykologisk indsigt og en aldrig svigtende varme for de medvirkende.

Det ville have været nemt at udstille den konfliktsky og flegmatiske Henrik, der har Olsen-banden-ringetone på sin mobil og ligesom den evigt usuccesfulde trio altid har ventet på, at én stor check vil løse hans problemer.

Hvem gider tage ansvar for sit eget liv, når man under alle omstændigheder bliver millionær? Men ikke engang, da Henrik kører galt i en brandert med Sønderby på passagersædet, svigter instruktørens empati.

Christian Sønderby Jepsen er klar over, at brødrene er et produkt af deres svigefulde familie. Ikke mindst af deres både mistænkelige og mistænksomme far, som i et raserianfald satte teenageren Christian af på en motorvej 40 kilometer uden for Stettin i Polen.
 
Som en Hollywood-film
Testamentet er lige så fortættet, medrivende og rørende som en Hollywood-film. Det skyldes ikke mindst, at den tragiske familiesaga er indfanget med den nærhed, som fremkommer ved, at instruktøren har været en flue på væggen med sit kamera.
 
Men det skyldes også, at Testamentet er fortalt efter samme dramaturgiske skema som en Hollywood-film (Rasmus Heisterberg har fungeret som manuskriptkonsulent). Og de medvirkende, der ikke er skuespillere, men virkelige mennesker, spiller velvilligt roller i fortællingen om deres eget liv.

Er Henrik eksempelvis så uafklaret, som han virker? Eller afslører den mail, hvor han selv kontaktede instruktøren og nærmest solgte ham sin historie, at han selv skaber den virkelighed, han vil have instruktøren til at indfange?

Obligatorisk rite
Det var Sami Saif og Phie Ambo fra Den Danske Filmskole, der i 2001 indledte bevægelsen af dokumentarfilm, hvor virkeligheden får et ekstra dramaturgisk nøk.

I Family er Saif hovedpersonen i sin egen film og giver den som sløvt pjok, der ikke kan tage sig sammen til at finde sin far i Yemen, mens Ambo er hans emsige kæreste, som presser ham til at komme i gang.

På samme måde som Family orkestrerer Sønderby sin film efter en klassisk tre-akt-struktur, som til tider skaber tvivl om troværdigheden. Som når Henriks transformation fra hashrygende døgenigt til afklaret familiefar demonstreres lovlig tydeligt med en obligatorisk rite, hvor Henrik brænder familiebilleder og resterne af sit lange hår.

Men det ændrer ikke på, at Testamentet understreger, at dokumentarfilmen i de rigtige hænder kan være lige så effektiv som selv den bedste spillefilm. Bodil- og Robert-nomineringerne er fuldt fortjente!

Testamentet har landsdækkende premiere 1. februar i omkring 50 biografer som en del af Doxbio.