Spiller vi ikke alle sammen en rolle?

Richard Linklater ligner helt sig selv, da han tager imod pressen på en tagterrasse i Venedig.

Henslængt og snakkesalig, en velovervejet texansk dude med gråsprængt grydefrisure og en sort cowboyskjorte med to katte, der skyder grønne laserstråler ud af øjnene, på kraveflipperne.

”Det er totalt Gary,” griner han, da jeg bemærker motivet, og ja, det er netop sådan en skjorte, som hovedpersonen i Hit Man kunne finde på at troppe op i.

Hit Man, der var i hovedkonkurrencen på Venedig-festivalen i september 21023, får danske biografpremiere den 30. maj. 

Filosofiprofessoren Gary Johnson (Glen Powell) bijobber som lokke-lejemorder for politiet, og i forklædning overtaler han idioter til at hyre ham, mens hans kolleger sidder med håndjernene parat. Nørdede Gary har to katte, Id og Ego, og han fanges netop mellem libido og fornuft, da han indleder en hed affære med en kvinde, der tror, han virkelig er lejemorder.

Idéen til filmen kom fra Glen Powell, der har været med i en håndfuld af Richard Linklaters film siden Fast Food Nation. Han var faldet over artiklen ”Hit Man” af Skip Hollingsworth, reporteren der tidligere havde skrevet artikelforlægget for Richard Linklaters bælgmørke komedie Bernie.

”Gary Johnson eksisterede virkelig, og han besluttede sig engang for at lade en kvinde gå fri efter at have sendt mange andre i fængsel. Han fik medlidenhed med hende, fordi han kunne se, at hun bare var forvirret,” fortæller Richard Linklater.

”Det er sidste del af artiklen, men ikke engang halvvejs igennem filmen,” fortsætter instruktøren.

”Jeg var meget optaget af, hvad der virkelig skete, men så skubbede Glen på: ’Hvad nu, hvis det her skete i stedet?’ Vi indså, at hvis vi gik bort fra virkeligheden, kunne vi tage publikum på en rigtig rutsjebanetur,” griner han.

Gemmer sig bag rollen
I Hit Man indleder de to en hed affære, mens Gary stadig udgiver sig for at være den rå-maskuline lejemorder Ron. Og da hans korrupte kollega begynder at snuse, udarter deres forhold sig til en ægte screwball noir, hvor replikkerne fyger, mens rollespillet truer med at blive drabelig alvor.

”Mange skuespillere er generte og gemmer sig bag deres roller. Gary har også en ekstrovert side, der tager over, når han er undercover. Det hele handler om skuespil. Alle karaktererne spiller et spil over for hinanden, men gør vi ikke alle det, i grunden?” spørger Richard Linklater eftertænksomt.

– Tror du, det kan forandre ens personlighed at påtage sig sådan en rolle?

”Ja, det tror jeg faktisk. Det er først nu, jeg tænker over det, men skuespillere kan bruge resten af livet som ambassadører for deres gennembrudsrolle. Når man tager en rolle på sig, forandrer det én. Så det er det budskab, vi afslutter filmen med: Forandring er muligt – i hvert fald er det forsøget værd.”

Liv og lovløshed
Hvor den virkelige Gary Johnson, der døde i 2022, arbejdede i Richard Linklaters fødeby Houston, foregår filmen i jazzmusikkens fødeby New Orleans.

”Det er altid fedt at tage til en by, man ikke kender så godt, og så forsøge at indfange, hvordan det føles at være der. Mange film bliver optaget i New Orleans på grund af skatterabatter, men foregår et andet sted. Det er skørt. Jeg valgte virkelig at tage byen til mig.”

Det betyder, at filmen tæller lokale koryfæer som Dr. John og Alain Toussaint, mens handlingen springer fra alligatorsump over hippe barer til vandskadede, forladte bygninger alt efter scenens alvor.

”New Orleans er en perfekt metafor for den film, jeg har forsøgt at lave. Der er så meget liv i gaden, men der er også noget lovløst over byen. Vores fotograf fik sin bil stjålet, og da vi ankom for at optage en dag, sagde de: ’Godt, at I laver natoptagelser. I eftermiddag blev en fyr dræbt her på gaden!’”

”Det er meget sådan, jeg har det med filmen. Du elsker karaktererne, men der foregår noget under overfladen, som er virkelig fucked up.”

Lejemordere er fiktion
Lejemordere er der dog næppe mange af i byen. Faktisk gør Hit Man et nummer ud af at slå fast, at de ikke findes i virkeligheden.

”Jeg har virkelig brugt lang tid på at studere det her,” insisterer Richard Linklater, så snart en journalist spørger ind til instruktørens påstand.

”Selvfølgelig har mafiaen sine mordere, men det at mødes med en pure fremmed og bestille et mord, er pure opspind. Ville du virkelig begå mord og risikere dødsstraf for en vildt fremmed, der sikkert ikke engang kan betale ret meget?”

”Jeg tror, at lejemordere blev opfundet af krimier fra 1940’erne. Og det er, som om vi bare har besluttet, at de findes. For det gør livet sjovere at tro på dem og forestille sig, at hvis nogen fucker med os, så kan vi hyre en til at slå dem ihjel!” 

– Har du selv ønsket at dræbe nogen?

”Selvfølgelig, jeg er jo i filmbranchen!” griner Richard Linklater.

”Nej, jeg er en total pacifist. Jeg skulle heller ikke nyde noget af at drage i krig, men vi er vel alle i stand til det. Hvis nogen gør noget ved mine børn, har jeg sikkert testosteron nok til at dræbe dem.”

Eftertænksomme mennesker
Den joviale texaner fiflede med korte og lange film på 8mm, før han brød igennem med den hjemmeproducerede dagdriverfilm Slacker.

Her går kameraet på stafet hos unge i Austin, hvor Richard Linklater stadig bor. Den ene filosofisk anlagte person afløser den anden i den rastløse undergrundsfilm, hvis succes var med til at kickstarte 90’ernes amerikanske independentfilm.

Siden blev Linklater Gen X’ernes hofromantiker med Before-trilogiens tre kapitler: Sunrise, Sunset og Midnight. Han søsatte et fænomen med Jack Black-komedien School of Rock, der lever videre som Broadway-musical. Og han leverede det skelsættende barndomsportræt Boyhood, der blev optaget med de samme skuespillere over tolv år.

For da ikke at nævne det nostalgiske mesterværk Dazed and Confused, animationsfilmene Waking Life, A Scanner Darkly og Apollo 10½: A Space Age Adventure. Eller den kødkritiske satire Fast Food Nation.

”Det var en film, der fik mange til at stå helt af!” siger Richard Linklater, som været vegetar siden sin ungdom. ”Jeg følte mig som en krigsfotograf, der dokumenterer et folkemord.”

”Hver nye film fører dig ud på ukendt farvand. Hver gang føles det som at skrive speciale i et nyt felt. Filmskabere, forfattere, musikere – alle forsøger jo at lave noget anderledes for hver gang.”

”Men jeg plejer at sige, at man ikke slipper af med sig selv. Hver gang jeg tror, at jeg har lavet en film, som er helt anderledes, indser jeg, at det stadig handler om eftertænksomme personer med meget at sige. Hver nye film ligner mine gamle film mere end noget andet.”

Tyve års-projekt
Men Richard Linklater står ikke stille.

Han er allerede godt i gang med en filmatisering af Stephen Sondheim-musicalen Merrily We Roll Along. Filmen, der som teaterstykket er fortalt i omvendt kronologisk rækkefølge, bliver optaget over tyve år. En arbejdsmåde, han allerede kender indgående.

”Boyhood var et meget personligt projekt, som jeg uforstyrret kunne vende tilbage til år efter år, men denne film er mere i offentlighedens søgelys. Og den er helt anderledes. Jeg har jo allerede musikken, historien har sin struktur, jeg prøver bare at få det til at gå op som film. Vi får se.” 

”Jeg har altid gerne villet lave musicals. Men det bliver nok sidste gang, jeg giver mig i kast med sådan et projekt. Jeg kommer til at være rigtig gammel, når den er færdig.”

Siden vi talte sammen, har Richard Linklater instrueret et afsnit af HBO-dokumentarserien God Save Texas og er gået i optagelse på sit næste, fransksprogede projekt. Risikovilligheden fejler ingenting. 

”Budskabet i Hit Man er, at det er forsøget værd at forandre sig. For som mine børn siger, er det en dårlig undskyldning at sige: ’Det er bare sådan, jeg er!’” 

”Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at det forandrer mit liv at lave film. Men det kan forstærke det. Og det gælder i øvrigt alle store oplevelser, man har i livet.”

”Når jeg er færdig med en film, er jeg lettet. Det føles som at vende hjem efter en rejse, og jeg fortryder ikke en eneste film, jeg har lavet. Det er meget livsbekræftende.”