Linklater laver opfølger til indie-klassiker
Richard Linklater blev pludselig et navn i bredere kredse, da hans monumentale ungdomsdrama Boyhood blev Oscar-nomineret for bedste film i 2015.
Til gengæld fløj hans noget lettere, men også glimrende Everybody Wants Some!! sidste år mere under radaren.
Nu er han klar med sin næste film, der den 28. september får verdenspremiere på New York Film Festival, som sammen med Toronto og Telluride er et vigtigt springbræt til Oscar-nomineringer.
Filmen hedder Last Flag Flying og har modsat mange af Linklaters film en stjernespækket rolleliste: Steve Carell, Bryan Cranston og Laurence Fishburne.
Åndelig fortsættelse
Last Flag Flying bliver beskrevet som en slags fortsættelse af indie-instruktøren Hal Ashbys Den hårde straf (1973), der har manuskript af manden bag Chinatown, Robert Towne.
Ashby blev med 1970’er-film som Harold og Maude og Velkommen, Mr. Chance en af 70’ernes store indie-instruktører.
Den hårde straf – på engelsk The Last Detail – har Jack Nicholson i hovedrollen som flådesoldaten ”Bad-Ass” Buddusky, der med en kollega skal fragte en ung tyveknægt til fængslet.
I Richard Linklaters film spiller Carell en mand, hvis søn dør under den amerikanske invasion af Irak. Sammen med to venner – spillet af Cranston og Fishburne – tager han på tur langs USA’s østkyst. Der er altså mere tale om en åndelig fortsættelse, som der også står på filmens IMDb-side.
Richard Linklater er i øvrigt allerede videre til næste projekt.
Lige nu indspiller han komediedramaet Where’d You Go, Bernadette, der handler om en kvinde, spillet af Cate Blanchett, som pludselig beslutter at forlade familien og drage ud i verden.
Kommentarer