Livet efter mobning

”Desværre ligger problemet altid hos én selv.” Ordene synes barske, når de kommer fra en ung kvinde, der er blevet mobbet og har været ulykkelig i en stor del af sin skoletid. For svenske Yohanna Troell har rejsen mod netop den erkendelse da også været lang og ujævn. Hun er nu 20 år og har afsluttet sin musikstudentereksamen, da vi møder hende på et konditori i Malmö. Yohanna holder meget af stedet, der understreger den ro, men også store følsomhed, som omgærder hende.

”Det lyder hårdt, men det er den indsigt, jeg har fået,” fortsætter Yohanna. ”Vist behøver man støtte og kærlighed, men selve handlingen ligger hos en selv, og hvis man lader mobningen ødelægge sit liv, er det faktisk ens eget valg. Man kan også vælge at lade det redde ens liv. Den aggression og sorg, man kan føle, kan man vende til en kreativ kraft. Jeg er så taknemmelig for min situation i dag, at jeg synes, mobningen næsten har været godt for mig.”

Fra Johanna til Yohanna
Yohanna er varm og åben, men også en smule reserveret og sky. Hun er dramatisk, ikke i sin gestik, men derimod i de store ord, hun bruger. Samme stærke udstråling har hun i den dokumentarfilm, Johanna! Yohanna! – fra helvede til paradis, som Thomas Danielsson har lavet om hendes følelser og hendes skoletid. Filmen handler om mobning og om, hvordan Johannas klassekammerater i den lille svenske landsby ikke ville eller kunne optage hende i flokken. Men filmen handler i høj grad også om, hvordan hun vokser med den indsigt, hun får gennem sin skoletid – og bliver til Yohanna!

”Navnet er så vigtigt, fordi det er det første, det præsenterer én,” siger Yohanna, der efter endt skolegang officielt ændrede sit navn. Inspirationen kom, da en bekendt, hun havde mødt i Afrika, i et brev konsekvent stavede hendes navn med y. ”Y er så blødt, og det trives jeg med. Men det er også en markering af, at nu er jeg den, jeg er. Og jeg er Yohanna med y. Jeg var Johanna med j, det vil jeg ikke glemme eller fortrænge, og det er stadig en del af mig, men man vokser jo og udvikles, og jeg havde jo ikke selv valgt mit navn med j.”

Yohanna smiler og ser glad ud. Det gjorde hun egentlig også, da hun med sin mor ved hånden, en lyserød skoletaske på ryggen og en filmende far ved sin side mødte op i klassen den allerførste dag. Far, den berømte instruktør Jan Troell, har filmet sin datter gennem hele hendes liv. Og uden hans optagelser var Thomas Danielssons film næppe blevet til det stemningsfulde og nærværende portræt, den er.

Stærk identifikation
Foruden arkivmaterialet og enkelte iscenesatte sekvenser er Johanna! Yohanna! baseret på interviews med Johanna som 15-årig (også brugt i dokumentarfilmen Pigen fra månen, som den nye film efterfølger) og med Yohanna som 19-årig. Yohanna fortæller om følelser og tanker, hun har været alene med i årevis. Men der er hverken løftede pegefingre eller eksperter i filmen, hvilket skaber en stærk identifikation med hovedpersonen. Og Yohanna fremstår ikke som et offer, men derimod som et levende bevis på, at der er et liv efter mobning.

En del af underlægningsmusikken er komponeret af Yohanna selv – blandt andet en sang, Thank You for Nothing, hun skrev til sine klassekammerater den sidste skoledag i 6. klasse. Men hun fik ikke lov til at fremføre den for sin musiklærer. Sangen er blot et enkelt eksempel på, hvordan Johanna igennem skoletiden forgæves forsøgte at komme til orde blandt normer, hun ikke forstod. Hendes forsøg på at svare igen blev tværtimod en negativ spiral, der satte hende yderligere udenfor. Selv siger Yohanna, at hun blev mobbet, fordi hun ikke var så vant til andre børn og levede i sin egen fantasiverden.

”Jeg vidste ikke, hvordan man legede sammen. Jeg fulgte min fantasi. Jeg havde én veninde, da jeg var lille, og når man kun er to, er det lettere at have en stor fantasiverden: Man kan begge være prinsesser! Men når man er tolv børn, er der nødt til at være nogle regler og normer. Det forstod jeg ikke, så jeg stillede mig udenfor og iagttog. Jeg kritiserede ikke mine skolekammerater, jeg forstod dem bare ikke.”

Johannas første seks skoleår udviklede sig stille og roligt til, hvad hun beskriver som et helvede. ”Det begyndte med, at drengene slog. Det var helt klart lettere at forsvare sig imod, for hvis man bliver slået, kan man jo slå tilbage,” fortæller Yohanna. ”Men når der bliver hvisket bag ryggen, som pigerne siden begyndte at gøre det, kan man ikke forsvare sig længere; man er helt magtesløs. Det var dér, jeg begyndte at klæde mig anderledes og provokerende. Jeg lavede en skal omkring mig, for hvis de mobbede mig for noget, jeg havde valgt – som at gå anderledes klædt – gjorde det ligesom ikke så ondt. Så var det mit valg.”

Skrev manus til Englegård
”Det var ikke én bestemt, der mobbede mig, og det var ikke én bestemt ting, jeg blev mobbet for. Og de oplevede nok ikke, at de mobbede mig. Måske var det bare en leg for dem, en del af hverdagen, at man hakkede på mig. Jeg tror, det er et dyrisk instinkt hos mennesket, at hvis der er noget, man ikke forstår, så er man bange for det. Og er man bange for det, vil man enten tilpasse det eller holde det ude. Det var ret svært at få mig tilpasset,” siger Yohanna Troell – bestemt ikke uden stolthed.

Den fantasiverden, der i høj grad havde været Johannas barriere til klassekammeraternes spilleregler, blev også hendes redning. Som 11-årig havde hun samlet bunker af materiale om filmen Englegård, som hun så igen og igen. Filmens hovedpersoner, Fanny og Zac, var heltene og forbillederne, der overlevede som de skæve personligheder i et lille landsbysamfund.

”Jeg drømte også meget om de græske guder. Selv var jeg Afrodite, og de andre i skolen gav jeg så roller som Apollon, Zeus og så videre. Det var den bedste terapi,” siger Yohanna, der sågar skrev sit eget manuskript til endnu en Englegård-film, hvori hun gav sig selv en rolle som en lille pige, der flyttede til det lille landsbysamfund. I samme periode skrev hun et brev til Englegårds instruktør, Colin Nutley, og det brev, han sendte hende retur, blev et dyrebart eje.

Hun flirtede også med det religiøse; inspireret af en musiker fra bandet Army of Lovers og skuespilleren bag Zac, Rikard Wolff, ønskede Johanna i en periode at konvertere til jødedommen. Først ville hun lære hebraisk, ”men det kom vist ikke længere end til shalom,” som hun siger.

Mobbelov i Sverige
Yohannas rejse mod erkendelse og selvindsigt er næppe slut; i dag forsøger hun at skabe sig en karriere som musiker og komponist. ”Jeg har så meget, jeg må have ud, så hvis jeg ikke arbejder med noget kreativt, vil jeg revne. Det har jeg selvfølgelig med mig fra mine forældre, men jeg tror, det er blevet forstærket af, et jeg er blevet mobbet,” siger Yohanna.

Hun værner tydeligvis om forældrene, også selv om hun i sin skoletid drømte om, at de var ganske almindelige svenskere med ens joggingsæt og træsko på. ”Vi boede jo i en lille by. Mange syntes vel, at mine forældre havde et meget anderledes arbejde. Forældrene snakker, og hvis børnene hører det, går karrusellen i gang. Derfor var jeg også bange for at fortælle mine forældre om mobningen, for jeg tænkte, at de ville føle sig skyldige.”

Johannas lærere havde ikke megen forståelse for hendes situation. ”Der er sket meget de sidste ti år, men dengang talte man ikke så meget om mobning. Jeg tror ikke, lærerne vidste, hvad de skulle stille op. De sagde ting som ’Johanna, du skal ikke tale så meget om dit liv’. Hver mandag morgen skulle vi fortælle om, hvad vi havde lavet i weekenden. Jeg havde lavet en masse spændende ting, som jeg selv syntes var helt almindelige. Men lærerne sagde til mig, at jeg måtte forstå, at det var synd for de andre børn, for de levede under helt andre vilkår. Så det var ligesom min skyld … det var rædselsfuldt.”

Siden er der sket meget på den pædagogiske front. Efter at Sverige i 1994 indførte en mobbelov, er mobbeprocenten faldet drastisk og er tilsyneladende flere gange lavere end i Danmark. Men Yohanna tror ikke, at man kan lovgive mod mobning. ”Det rækker ikke, at man har en temadag om året, hvor eleverne skal lave tegninger om kærlighed og respekt,” siger hun og fremhæver, at tolerance, respekt og forståelse bør gennemsyre hele skolesystemet fra dag ét. Man skal også blive bedre til at hjælpe de udsatte til at stå på egne ben.

”Mennesker vil altid mobbe, men det handler om at fokusere på, hvordan man hjælper de såkaldte ofre til at få et andet perspektiv. Der er så meget debat om ofre. Man synes, det er synd og klapper dem på hovedet, men så er det alt for let at lade være med at tage ansvaret selv. Der findes en hel verden udenfor, det skal de mobbede mindes om. Man får interesser, et andet liv end skolen. For det findes jo faktisk.”