Terrence Malicks martyr

Mesterværk eller makværk?

A Hidden Life splitter anmelderne i Ekkos stjernebarometer, hvor tre vurderer filmen til ”bedst”, mens to andre – heriblandt Ekkos udsendte – giver den karakteren ”dårlig”.

Vi anmeldere er flokdyr, men i Cannes skal vi give vores spontane vurdering, før flokkens førerhunde har nået at sætte kursen, og det viser sig ofte, at smag og behag er vidt forskellig – også hos professionelle kritikere.

Det er dog hævet over enhver tvivl, at Terrence Malick er en af filmkunstens originale auteurs. Med 70’er-værkerne Badlands og Days of Heaven og 1998-comebacket Den tynde røde linje har han skabt sin helt egen lyriske stil, hvormed han indfanger en spirituel dimension i tilværelsen.

Men siden det kosmiske vås i Guldpalmevinderen The Tree of Life fra 2011 er formen i stigende grad blevet manér. Spørgsmålet er, om den 75-årige så at sige har genfundet formen.

Religiøs fanatisme
I A Hidden Life fortæller Malick i det mindste en autentisk historie om den østrigske landmand og familiefar Franz Jägerstätter, der nægter at sværge troskab til Hitler og deltage i nazisternes krig – og ender med at betale med livet i et tysk fængsel.

Sådan en martyr fortjener vel en storslået hyldest?

Franz er katolik, og ifølge Malick er det Gud, som befaler Franz at stå fast ved sin overbevisning. Selv når de tyske nazister nærmest trygler ham om at underskrive et ligegyldigt stykke papir, der gøre han til en fri mand, nægter Franz at give sig.

Han vil hellere gøre sin kone til enke og sine tre børn faderløse end at svigte Gud.

Men Franz’ protest er uden betydning for kampen imod nazismen og krigens udfald. Den er hverken rationel eller en sund idealisme, men nærmere et udslag af religiøs fanatisme.

Ligesom ingen i dag vil kritisere mennesker, der bliver kidnappet af terrorister og tvunget til at sige ting, de ikke mener, så ville man til fulde forstå, at Franz med en pistol for tindingen havde svoret troskab til Hitler.

Vi forstår, at den gud, Franz refererer til, er såre god. Men at knytte religion og krig sammen er ikke uproblematisk i en tid, hvor islamister med religionen som alibi begår de mest afstumpede og inhumane voldshandlinger. Er vores religion, som har korstogene på samvittigheden, bedre end deres?

Storladent og dybsindigt
Terrence Malick er blevet religiøs på sine gamle dage, og det kan man jo mene om, hvad man vil. Noget andet er filmens æstetik.

Instruktøren har tydeligvis ladet sine skuespillere improvisere uden den store plan. Han har så klippet de mange timers optagelser sammen til et lyrisk kludetæppe, som holdes sammen af storladen klassisk musik (Bach, Beethoven, Henryk Górecki, Arvo Pärt m.fl.), der skal gøre det dybsindigt, og højstemte voice-overs, hvor Franz og konen Franziska udtrykker deres kærlighed til Gud, naturen og hinanden.

”Where are you? Why did you create us?”, ”We have forgotten our true father” og mere af samme skuffe.

I den næsten tre timer lange film er der stort set ingen traditionelt gennemførte scener. Alt bliver fragmentarisk stykket op i et væld af billedindstillinger, som kan minde om de lyriske scener i Den tynde røde linje, hvor soldaterne går i marken, mens de på lydsiden filosoferer over livets mening.

Men hvor disse scener i krigsfilmen fungerede som et lyrisk ekstralag, så er stilen i A Hidden Life trukket ud til hele filmen. Den spændstighed, som det tidligere gav, bliver i stedet en monoton billedstrøm.

Og selv om Jörg Widmers vidvinklede billeder af de skønne bjerglandskaber er imponerende, bliver naturlyrikken i længden trættende.

De onde taler tysk
En stor del af skuespillernes forberedelse har været at arbejde som landmænd for at opnå den størst mulige realisme, der bliver ødelagt af, at hovedpersonerne taler engelsk med hinanden.

Her får kun de onde lov til at tale modersmålet tysk, og naturligvis skal vi endnu engang se nazisterne optræde afstumpet sadistisk – som når en soldat morer sig med at trække stolen væk under Franz igen og igen.

Den slags klichéer burde en instruktør af Malicks kaliber holde sig for god til, men de tjener naturligvis det religiøse formål at tegne et billede af den absolutte ondskab.

For nogle anmeldere er A Hidden Life en åbenbaring, for andre én lang lidelsesvandring. Jeg endte med at føle mere for Bruno Ganz’ formand for militærdomstolen, der modvilligt sender Franz i døden, end for Malicks martyr.