Rettighedsbetaling sikrer dansk indhold

Det diskuteres løbende, hvordan danske og udenlandske streamingtjenester skal bidrage til originalt dansk indhold, og hvordan kunstnere og producenter skal honoreres for deres rettigheder.

Ud over på de politiske gulve foregår debatten også her i Filmmagasinet Ekko, senest ved blogger Claus Bülow Christensens indlæg om talentflugt i dansk film.

Baggrunden for påstanden om talentflugt er aftalen, som Create Denmark – en sammenslutning af Danske Filminstruktører, Danske Dramatikere, Dansk Skuespillerforbund, Danske Scenografer, Dansk Journalistforbund, Dansk Filmfotograf Forbund, Dansk Filmklipperselskab med flere – har indgået med Producentforeningen om rettighedsafregning fra streamingtjenester.

Der er bare den udfordring, at Claus Bülow Christensen ikke har sat sig ind i det fulde indhold af aftalen. Blogindlægget bærer derfor præg af gisninger, synsninger og faktuelle misvisninger.

Claus Bülow Christensen skriver om de amerikanske streamingtjenester, at ”de kreative kræfter afregnes én gang for alle. Sådan gør man i USA.”

Det er imidlertid ikke korrekt.

Eksempelvis har SAG-AFTRA (det amerikanske skuespillerforbund) en overenskomst, der indebærer en løbende betaling. Løbende betaling er altså ikke noget nyt for streamingtjenesterne.

Tilsvarende hævdes det, at Netflix vil ”betale bedre næste gang, du producerer for dem (for eksempel 25 procent mere), eller også tilbyder de en langsigtet kontrakt (for eksempel aftale om fem film eller serier)”.

Vi kan ikke udtale os om, hvordan producenterne afregnes af Netflix, men det er i denne kontekst en fordrejning af fakta. Det hverken afspejles i kunstnernes løn eller rettighedsbetalinger i Danmark, at der skulle være en merbetaling, hvis man får frikøbt rettigheder up front.

Vi kan med andre ord overhovedet ikke genkende det billede, som der bliver tegnet.

Et krav fra EU
Claus Bülow Christensen mener ikke, at den nye rettighedsaftale passer ind i streamingtjenesternes modeller.

”Denne model støder frontalt sammen med den udbredte model hos amerikanske streamingtjenester. Man har i Create Denmark åbenbart gjort regning uden vært, da ingen af de tjenester, der i sidste ende skal aftage de danske kreatives produktioner, er blevet taget i ed,” skriver bloggeren.

Streamingaftalen er indgået mellem arbejdsmarkedets parter, hvilket er helt sædvanligt i Danmark og i øvrigt på opfordring fra TV 2 Play. Der er således tale om ordnede forhold og en aftale på overenskomstlignende vilkår. Selvfølgelig skal streamingtjenesterne ikke tages i ed om aftalen, inden den indgås.

Til gengæld undlader Claus Bülow Christensen behændigt at forholde sig til, hvordan den danske rettighedsmodel risikerer at blive ødelagt på grund af konkurrenceforvridning, race-to-the-bottom og så videre, hvis ikke der sker løbende betaling for rettigheder.

Der er vedtaget et EU-direktiv (DSM-direktivet), der indeholder regler med det formål at begrænse frikøb og i stedet sikre løbende betaling af rettigheder. De regler kommer streamingtjenesterne til at støde på overalt i EU.

Fornuftig afregning
Af blogindlægget fremgår det, at ”en serie eller film bliver i princippet købt af Netflix til at skulle ligge på deres streamingtjeneste for altid. Tjenesten vogter nidkært over deres brugerdata, hvorfor Create Denmark har valgt at lade abonnementstal være udslagsgivende for afregningen”.

Det er ingen hemmelighed, at streamingtjenesterne ikke ønsker at lade brugerdata ligge til grund for rettighedsbetaling til kunstnere og producenter, hvorfor det er naturligt at bruge abonnementstal.

For Netflix’ vedkommende er det endog kun ændrede abonnementstal i Danmark, der har indflydelse på prisen – og ikke ændrede abonnementstal i udlandet.

Det er en afgørende forskel, fordi en yderligere vækst i udlandet ikke medfører en højere betaling. Hvilket for os er fornuftigt nok.

Samtidig indeholder aftalen en aldersreduktion, der betyder, at væksten i abonnementstal i senere år slår forholdsmæssigt lidt igennem. Så jo ældre en serie er, jo mindre tæller abonnementstallene i forhold til betaling af rettigheder.

Men det er Claus Bülow Christensen tydeligvis ikke klar over, ligesom han behændigt glemmer at nævne, at prisen i de amerikanske rettighedsmodeller også afhænger af abonnementstal.

Nuancer mangler
Endelig fremhæver bloggeren, at vi bare kunne gøre som i Norge, idet aftalen i Norge åbenbart er ”en anden type aftale, som alle parter kan leve med. Norsk Filmforbund og Netflix er blevet enige om en løbende ophavsretsaftale, der tilgodeser ’succesbaseret betaling’”.

Det er desværre heller ikke rigtigt, at det er en aftale, alle parter kan leve med. Den norske aftale gælder alene for norske skuespillere. Manuskriptforfatterne har eksempelvis ikke en aftale med Netflix.

Den norske aftale er altså ikke en samlet aftale mellem alle parter.

Når vi diskuterer fremtidens rettighedsbetaling fra eksempelvis streamingtjenester, kunne det være værd at holde sig til fakta. Der er således mange vigtige nuancerer i og omkring den indgåede streamingaftale mellem Create Denmark og Producentforeningen, som ikke er afspejlet i Claus Bülow Christensens indlæg.

Rettidig omhu
Der skal ikke være nogen tvivl om, at den danske aftale mellem producenter og kunstnere er rettidig omhu i forhold til den udvikling, der har været på tv-markedet de seneste år.

Flere og flere ser film og tv-serier via streamingtjenesterne frem for gennem de klassiske tv-distributører. Derved falder finansieringen af dansk indhold fra de klassiske tv-distributører markant, da færre forbrugere med tv-pakker betyder færre penge gennem Copydan-systemet.

Streamingtjenesterne har tidligere presset på for billige frikøb af rettigheder up front, hvilket ikke på samme måde sikrer penge til mere produktion af dansk indhold. Den nye aftale betyder, at kunstnere og producenter får den betaling, de har ret til, når danskerne ser film og tv via streamingtjenesterne.

Og det burde være i vores alles interesse – også Claus Bülow Christensens – da det giver mulighed for fortsat at få godt dansk indhold til de danske seere.