Dag 1: Lone og lykken

”Karaktererne søger lykken så intenst, at det må ende godt,” sagde Lone Scherfig til det fremmødte pressekorps efter verdenspremieren på The Kindness of Strangers. 

Scherfig havde taget en stor del af sit hold af skuespillere med op i blitzlyset. Det betød, at danskerne Esben Smed og David Dencik, der har mindre roller, måtte sætte sig ned på tilskuerpladserne. Men forinden havde de kunnet nyde kritikernes stående bifald og kolossal varme ved den første officielle pressevisning. 

The Kindness of Strangers er da også Lone Scherfig, når hun er allermest driftssikker. Som i instruktørens gennembrudsfilm Italiensk for begyndere fra 2000 følger vi en gruppe mennesker, hvis skæbner flettes sammen i noget, der minder om Tribeca-bydelen i New York. 

Dencik, Smed og Nikolaj Kopernikus indtager roller, der er svære at ødelægge eller brillere i. Omvendt er Martin Buch med i en enkelt scene, hvor han synger på russisk. Det fik salen til at knække sammen af grin ved dagens visning. 

På flugt fra voldelig far
Generelt strømmede glæden og grinene op imod lærredet i den ellers ofte dramatiske fortælling. 

Men tager man filmbrillerne på, må man sige, at Lone Scherfig ikke er nær så sprælsk med sin nye film, som hun var tidligere i karrieren. 

Til gengæld er det, hun leverer, bare altid bundsolidt. The Kindness of Strangers fungerer fra første til sidste øjeblik med den helt særlige blanding af humor og humanisme, Scherfig mestrer som kun få andre instruktører i dag. 

Med Zoe Kazan (The Big Sick) som en mor til to drenge, der er på flugt fra deres voldelige far, serverer Scherfig en benhård indgang til livet på bunden af det amerikanske samfund. Mor og drenge ankommer fra Buffalo til New York City og må hutle sig igennem tilværelsen, mens en række mennesker påvirker deres liv i forskellige retninger.

Solide fire stjerner
Handlingen centrerer sig mere og mere omkring en russisk restaurant. Her står Bill Nighy (Love Actually) som altid for de lettende komiske indslag, mens Tahar Rahim (Profeten) som stedets daglige leder er så godt og åbent et menneske, at han nærmest virker uægte. 

Længere ude i fortællingens åreringe er Andrea Riseborough (Birdman), Caleb Landry Jones (Three Billboards Outside Ebbing, Missouri) og Jay Baruchel (Sådan træner du din drage) også alle forbilledlige og hjælpsomme, selv om de ikke har meget overskud. 

Man fornemmer hurtigt, hvordan medmenneskeligheden nok skal lyse og skabe en god slutning i The Kindness of Strangers. 

Rollerne søger nemlig lykken så intenst, at det må ende godt, som Scherfig sagde på pressemødet. Det er uden tvivl et smukt ideal, der helt bestemt rørte mange ved visningen. Men som filmen skrider frem, bliver det hele også en anelse ufarligt. 

Skuespillerne er bestemt fremragende, og instruktøren fører dem sikkert igennem sin fortælling – som Scherfig for første gang i mange år også selv har skrevet – men The Kindness of Strangers bliver alligevel aldrig til mere end det, man kalder en stensikker firstjerners, hvis den skulle anmeldes med det danske seksstjernesystem for øje. 

Sidste dans med Dieter
Så mens Esben Smed og David Dencik kunne sidde og tage selfies og lytte til pressekorpsets spørgsmål til Scherfig & co., kunne andre bruge tiden på at se, hvordan resten af Berlinalen 2019 vil komme til at tage sig ud. 

De tyske aviser har nemlig kun overstrømmende ord til overs for hovedprogrammet i år. Flere nævner ligefrem, at Dieter Kosslick, der for sidste gang er festivaldirektør, lader til at få en flot sortie fra posten. 

Det er attende gang han er chefen for det hele hernede.

Samtidig har Berliner Zeitung på forsiden en hyldest til, at Berlinalen i den grad er den store publikumsfestival i verden. Avisen påpeger, at det er imponerende at se den filmglæde, der strømmer igennem Berlin i disse uger, når biograftallene ellers generelt er dalende overalt i verden. 

Spørgsmålet er selvfølgelig så, hvor begejstrede de lokalpatriotiske aviser skal være. 

Hvis Lone Scherfigs udlæg er den rettesnor, der er for Berlinalens kvalitet i år, vil det uden tvivl blive en stor årgang af film. Men danskeren var nu et tungt kort at kaste på bordet på førstedagen i en hovedkonkurrence, hvor de store navne ikke ligefrem træder hinanden over tæerne. 

Instruktører som franske Francois Ozon, tyske Fatih Akin, norske Hans Petter Moland, polske Agnieszka Holland og spanske Isabel Coixet ligner på papiret de største trækplastre. 

Alle har de tidligere været med i hovedkonkurrencen, og derfor er det nærliggende at tro, at Kosslick og hans hold af filmansvarlige har satset sikkert. Det bliver interessant, om det sikre er lig med det kedelige eller med stort filmhåndværk. 

Skuespillere bag kameraet
Til gengæld er der stjerneguf på en helt ny måde i Berlin i år. 

Ud over at holdet bag den Oscar-nominerede Vice kigger forbi i løbet af festivalen, er der også en anderledes tendens i Berlinalens sidekonkurrencer. 

Her er der nemlig flere mandlige skuespillere, der debuterer som spillefilminstruktører i år. Jonah Hill er i Berlin med Mid90’s, Chiwetel Ejiofor rammer lærredet med The Boy Who Harnessed the Wind og Casey Affleck kigger forbi med Light of My Life. 

Nogle vil måske indvende, at Affleck da ikke er ny i feltet, eftersom han stod bag den skandaleombruste I’m Still Here fra 2010, hvor Joaquin Phoenix gik i hundene. Men den film er og bliver en mockumentary – og Affleck ville formentlig selv kalde det en dokumentarfilm – så Light of My Life er altså en spillefilmdebut. 

Det er oplagt at holde øje med, hvem der slipper bedst fra debuten i Berlin. Og man kan måske ligefrem uddele en mini-bjørn i bedste Ekko Shortlist Awards-stil. 

Og så må vi jo bare håbe, at både instruktørerne i hovedkonkurrencen samt de nyudsprungne af slagsen søger filmlykken så meget, at Berlinalen 2019 ender som en rigtigt god årgang.