Scherfig begræder sundhedsvæsenets tilstand
”Jeg snakker så meget. Det er enten, fordi jeg har jetlag og drukket fire kopper kaffe, eller fordi jeg ikke har talt dansk i flere måneder,” siger Lone Scherfig 40 minutter inde i vores samtale.
Vi sidder ved et bord i Den Sorte Diamant i København og taler om hendes nye serie på TV 2, hvor hun er serieskaber og hovedforfatter samt instruktør af de to sidste af sæsonens otte afsnit.
Dag & nat handler om dagligdagen på en fødeafdeling. Ligesom i virkelighedens verden er personalet underbemandet og under konstant pres som følge af et budget, der konstant bliver beskåret.
I front er overjordemoderen Ella (Sofie Gråbøl), der til trods for udfordringerne har formået at skabe en af landets bedste fødeafdelinger. Da hun uventet selv bliver gravid, vender det op og ned på hendes tilværelse.
Andre medvirkende er norske Pål Sverre Hagen, svenske Mattias Nordkvist, Mette Horn, Birthe Neumann, Charlotte Munck, Afshin Firouzi, Marijana Jankovic og Sara Hjort Ditlevsen.
De to sidstnævnte er emnet taget i betragtning pudsigt nok selv højgravide, da de kommer til pressemødet. Serien er i vid udstrækning en hyldest til sundhedsvæsenet.
”Jeg begræder, at det sundhedssystem, man som ung på interrail har blæret sig med i det halve Europa, ikke er, hvad det har været. Det oplever folk både som patienter, pårørende og personale,” siger Lone Scherfig.
”Men de gange, hvor jeg har været i berøring med sygehusvæsenet, har jeg oplevet, hvor enestående folk er. Jeg er fuld af beundring over, hvor hårdt der bliver arbejdet under de svære vilkår.”
Autenticitet i højsædet
Dag & nat har været lang tid undervejs.
Skuespiller og forfatter Mette Horn kom med idéen til instruktøren for fem år siden, men der skulle en pandemi til, før Lone Scherfig fik den fornødne tid til at hellige sig det danske projekt.
Noget af det første instruktøren skrev i sine noter var, at serien skulle ramme bredt.
”Vi skal turde være bevægende,” understreger Lone Scherfig, der er stor tilhænger af filmprofessor Torben Grodal og hans teorier om, hvordan film påvirker publikum fysiologisk.
”Serien må samtidig godt tale til den lægefaglige interesse, mange mennesker har,” siger Lone Scherfig og tilføjer, at sproget på hospitalet skal være autentisk.
Til at få styr på det gjorde serieskaberen og hendes medforfattere brug af flere fageksperter. Det gjaldt også noget så specifikt som at tage latexhandsker på. Af respekt for personalet har instruktøren ville være sikker på, at det blev gjort rigtigt.
”Sygepersonalet er der, når vi har det allerværst, og de er der af og til også på de lykkeligste tidspunkter,” siger Lone Scherfig.
Hun har selv stået for castingen af hovedrollerne, mens de to andre instruktører på serien, Søren Balle og Ole Christian Madsen, har taget sig af biroller – med undtagelser.
Katrine Greis-Rosenthal spiller i andet afsnit en kvinde, der føder et dødfødt barn i en af seriens mest bevægende øjeblikke. Lone Scherfig afslører, at det ikke er sidste gang, vi ser skuespilleren i serien, og at rollen var skrevet med hende i tankerne.
Ny fase for selskab
Efter en corona-pandemi, der lagde en dæmper på biograftallene for Lone Scherfigs egen The Kindness of Strangers og kollegaen Ole Christian Madsens Krudttønden, er hun glad for, at Dag & nat bliver vist på en landsdækkende kanal.
”Det er tilfredsstillende at komme ud i så mange hjem, hvor folk måske ikke går i biografen,” siger hun og tilføjer, at serien markerer en ny fase for selskabet Creative Alliance.
Hun ejer selskabet sammen med Ole Christian Madsen og producer Malene Blenkov. Siden starten i 2013 har der været stor udskiftning blandt instruktørerne, og ikke alle projekter har været lige store succeser.
Men fremtiden ser positiv ud.
”Vi har haft virkelig travlt de sidste to år, og det har været med til at løfte os fra et lille til et større selskab. Vi er kommet ind under Nordisk Film og er flyttet ud til dem i Valby. Så Dag & nat er med til at konsolidere selskabet, som det har taget tid at bygge op,” lyder det stolt fra Lone Scherfig.
Transporteret til Belgien
Stolthed er der også omkring de enorme kulisser, der er blevet bygget, så det ligner, at serien er blevet optaget på et rigtigt hospital.
Det store set befinder sig lige nu i Belgien, hvor det er blevet transporteret ned på tre store lastbiler og genopbygget til et lokalt remake af serien.
Dag & nat er også ved at blive solgt til andre lande, og når settet vender hjem igen, er forhåbningerne, at det skal bruges til en anden sæson.
Den er der dog ikke givet grønt lys til endnu.
Til verdenspremieren i Berlin – hvor Ekkos udsendte belønnede serien med fire stjerner – kom det frem, at kommende sæsoner skal følge forskellige afdelinger på det store hospital.
Landminer og tornadoer
Det har været et hektisk halvt år for Lone Scherfig. Hun er lige vendt hjem fra fire måneders optagelser i Chile på The Movie Teller, som nu skal klippes.
Filmen foregår i Scherfigs foretrukne periode, 1960’erne, hvor en ung pige i en fattig chilensk minelandsby opdager filmmediets forunderlige univers.
Hendes familie splejser sammen om billetter til pigen, så hun kan komme i biografen. Når hun kommer hjem, genfortæller hun handlingen.
Det internationale cast inkluderer fransk-argentinske Bérénice Bejo, spanske Antonio de la Torre og tyske Daniel Brühl.
Optagelserne har blandt andet fundet sted i den by, som ligger til grund for historien, der er en filmatisering af Hernán Rivera Leteliers autobiografiske roman Pigen der fortalte film.
”Det er et vildt sted med tornadoer, jordskælv, gribbe og det evindelige støv, som min kuffert stadig er stuvende fuld af. Der er slet ikke noget grønt, det er det tørreste sted på planeten,” siger instruktøren om Atacama-ørkenen, hvor handlingen foregår og holdet tilbragte en måned.
Det var kun toppen af de barske omgivelser, hvor en nærliggende mineby blev omdannet til en koncentrationslejr under Augusto Pinochets militærdiktatur.
I dag er der stadig pigtrådshegn og u-detonerede landminer rundt om den forladte by. Det var vigtigt for Lone Scherfig, at filmen ærede de mennesker, der har boet eller stadig bor og arbejder i disse områder.
”Man kan kun lave én film om den her by, og jeg håber sgu bare, at det er den rigtige, vi laver. Der burde blive rejst et monument over alle de mennesker, som har levet der,” siger Lone Scherfig med ærefrygt i stemmen.
Trailer: Dag & nat
Lone Scherfig
Født 1959 i Søborg.
Tog som syttenårig til Université Paris Sorbonne for at studere Filmvidenskab.
Fortsatte studierne på Københavns Universitet, inden hun startede på Den Danske Filmskole i 1980.
Gennembrud i 2000 med Dogme-filmen Italiensk for begyndere, der vandt Sølvbjørnen for bedste instruktion på Berlinalen.
An Education fik tre Oscar-nomineringer i 2010.
Aktuel med TV 2-serien Dag & nat, der får premiere 29. maj.
Film
The Kindness of Strangers
2019
Their Finest Hour
2017
The Riot Club
2014
Samme dag næste år
2011
An Education
2009
Hjemve
2007
Wilbur begår selvmord
2002
Italiensk for begyndere
2000
Når mor kommer hjem
1998
Kajs fødselsdag
1990
Kommentarer