Optakt: Scherfig føler sig på hjemmebane

Hotel Regent passer ikke til Lone Scherfig. 

Hotellet er et af de mest prominente i den tyske hovedstad, og marmoret står da også nypudset og glaner efter Burberry-frakkerne, der hænger skødesløst over mere end hver anden gæst. 

Der er i den henseende filmiske lysår fra de intense, medmenneskelige dramaer, som kendetegner Lone Scherfigs ouevre. 

Uanset om det er den firdobbelte Berlinale-vinder Italiensk for begyndere fra 2000 (der deltog i hovedkonkurrencen i 2001) eller den tredobbelt Oscar-nominerede An Education fra 2009, så formår den danske instruktør altid at skabe et drama, der siger noget om samfundet som helhed – og altså ikke kun om de mennesker, vi ser på lærredet. 

Derfor er det i sig selv også en overraskelse, at det er næsten to årtier siden, at Scherfig sidst var i Berlinalens hovedprogram. Den tyske filmfestival er i den senere tid blevet den klart mest politiske af de store filmfestivaler, og Scherfigs blik for klassesamfund og menneskers ageren har altid været til stede. 

Flugt med børnene
Sådan en film lader The Kindness of Strangers i den grad også til at være. 

”Det er en ensemblefilm, der foregår omkring en russisk restaurant i New York, hvor fire mennesker bliver viklet ind i hinandens livsforløb og må hjælpe hinanden igennem tilværelsen,” siger Lone Scherfig og folder hænderne i den massive sofa, hun er blevet placeret i. 

”Det har været vigtigt for mig, at det her er en film med mange nationaliteter. Det er et internationalt cast med både amerikanske, engelske, franske og flere danske skuespillere – Esben Smed og David Dencik for eksempel. Og så er der mexicanske og kinesiske biroller. Det er en bevidst beslutning, fordi New York er hele verdens hovedstad, og det ville vi gerne afspejle.”

Rig og fattig
I The Kindness of Strangers mødes mennesker, og magi opstår midt i alt den sod, der omgiver deres liv.

Filmen åbner Berlinalen, og allerede inden verdenspremieren torsdag anses den for at være en af favoritterne til at hjemtage Guldbjørnen. Al snak om, at åbningsfilmen blot er en blød start, blev nemlig skyllet væk med Wes Andersons Isle of Dogs sidste år, og derfor er forventningerne store til The Kindness of Strangers. 

Eneste ulempe i den forbindelse er, at film, der foregår i USA sjældent haler hovedbjørnen med hjem. Men rent filmisk er der også pointe her, understreger Lone Scherfig. 

”New York er en by, hvor der er et meget tydeligt visuelt sammenstød imellem det allermest glamourøse og det allermest fattige i verdenen, og derfor var det optimalt at fortælle filmen dér,” siger hun. 

God feststarter
Lone Scherfig er ikke nogen typisk dansk instruktør. 

De seneste mange år har hun lavet internationale film, og fortællingen i The Kindness of Strangers breder sig da også ud fra restauranten og til ydmyge suppekøkkener, hvor mennesker står sammen for at komme igennem tilværelsen. 

”Min nye film er politisk, og jeg fornemmede på folkene bag festivalen, at de gerne ville åbne med den, fordi den har alvorlige undertoner, men samtidig en lys facade. Det er en god feststarter på Berlinalen,” siger hun og smiler for sig selv. 

”Budskabet er helt klart. Filmen er et resultat af min kærlighed til USA, en bekymring for landets retning og ikke mindst en hyldest til de amerikanere, der gør noget for andre,” siger hun så og graver et eksempel frem fra hukommelsen.

”Forleden bookede en amerikansk kvinde 30 hotelværelser til 30 hjemløse i Chicago. Rygtet spredte sig hurtigt, og så begyndte folk at ringe og booke flere værelser. Det er civilt ansvar, og den form for uselviskhed er imponerende,” siger Lone Scherfig og tilføjer:

”Når landet som helhed ikke vil tage sig af de udsatte, så gør befolkningen det selv. The Kindness of Strangers er ikke partipolitisk, men filmen beskæftiger sig med store og alvorlige emner.”

Penge i ryggen
Alt er dog ikke fryd og gammen i Berlin dagen før verdenspremieren. 

For The Kindness of Strangers kommer faktisk til byen med lidt af en anti-festtale i ryggen. 

Filmen er nemlig optaget med penge fra Copenhagen Film Fund, men fra 1. januar i år røg støtten til netop den københavnske filmfond fra Københavns Kommune. Det betyder selvsagt, at det for fremtiden bliver sværere at skabe dansk-amerikanske samarbejder. 

”Den konkrete sag kender jeg ikke noget til, men Copenhagen Film Fund er en god ting,” siger Lone Scherfig. 

”København tjener penge på at lave film på denne måde. Der lægges flere penge fra filmene, end der betales, og dermed er det en overskudsforretning for den danske stat. Man bør derfor hylde initiativer, der sørger for det. Vi har danske skuespillere med i The Kindness of Strangers, og det er blandt andet, fordi det er en del af aftalen med Copenhagen Film Fund. Det er ærgerligt, hvis det ikke kan fortsætte.” 

Lone Scherfig funderer et øjeblik over oplysningerne om, at Københavns Kommune har stoppet støtten ved årets begyndelse. 

”Det blåstempler også ens film, når man har penge med fra et sted som Copenhagen Film Fund, og moderne film lever jo af, at man stykker finansieringen sammen fra mange sider. Der skal ikke holdes fast i det her, fordi man gerne vil have skuespillere til at rende rundt i Nyhavn, men fordi det er en god forretning ganske enkelt,” siger hun så. 

Selvpinerisk hjemmebane
Men nu er det jo Berlin, vi sidder i. 

Her har Lone Scherfig som sagt ikke været siden 2001. Alligevel er det nu naturligt nok, at der er gået næsten to årtier siden sidst. 

”Jeg har primært lavet engelske film, og de bliver ikke vist så ofte i Berlin. Det har mere været Sundance og Toronto, der har været i fokus.” 

”Men denne gang har jeg mere at skulle have sagt, og at få lov til at åbne Berlinalen er stort, fordi det her er en fejring af film, der virkelig har noget på hjerte,” siger hun og forklarer, at festivalen i Berlin står hende meget nær. 

”Jeg blev hjulpet frem her, og jeg har gode minder med Italiensk for begyndere. Mine tidlige film passede godt ind i Berlins profil, og det føler jeg også, at den her gør. Publikum i Berlin kan se mit projekt, og de griner ofte, hvor jeg gerne vil have, de skal gøre det.” 

”Hvis The Kindness of Strangers kan bevæge tilskuerne og lade dem træde ud fra visningen med en meget klar følelse, så er jeg glad,” siger hun, men smiler så sit lange og funderende smil igen. 

”Hvis der er en enkelt, der reagerer ved at flytte mærkeligt på sig, vil jeg tænke over det. Det er selvpinerisk at vise sin film, når man selv er til stede i salen, men det er bare sådan, det er.”