Louise Leth: Krigen i hjertet

Som dansk læge, debattør, aktivist og forfatter med syriske rødder er Haifaa Awad en særdeles interessant kvinde. 

Haifaa Awad har de seneste år været en markant stemme i medierne, hvor hun har gjort opmærksom på de forfærdelige tilstande i Syrien. Hendes familie bor stadig i det borgerkrigsramte land, hvor hun selv er forment adgang på grund af sin kritik af styret. 

I dokumentaren Vidne – der er nomineret til Ekko Shortlist Awards 2018 – kommer vi tæt på 32-årige Haifaa Awad, når hun græder under telefonsamtaler med familien i Syrien, og når hun griner med kæresten hjemme i Danmark. 

”Jeg mødte hende til en demonstration,” siger 31-årige Louise Leth, der lavede Vidne som sin afgangsfilm fra Den Danske Filmskole. 

”Der var noget ægte ved hende og noget virkelig vigtigt, hun prøvede at kommunikere. Først spurgte jeg, om hun ville have en kop kaffe, og derefter kom jeg med jordens største og sværeste spørgsmål: ’Må jeg lave en dokumentarfilm om dig?’ Jeg vidste godt, at jeg med det spørgsmål trådte ind i hendes privatsfære.” 

Men Haifaa Awad sagde ja, og med Vidne afdækker Louise Leth krigens betydning for et menneske, der står udenfor og kigger på en krig, hun ingen indflydelse har på. 

”Jeg prøver at fortælle om konsekvenserne af krig. Det er ikke alle, der kan stå midt i kugleregnen, har jeg erkendt. Og jeg har fundet ud af, at hvis jeg står i en tilpas afstand, så jeg kan dokumentere krigen på en lidt dybere måde. Når man konstant er i alarmberedskab, er det svært at lave historier, fordi man er drevet af flugtinstinktet.” 

Vender kameraet mod sig selv
Louise Leth har gået på fotoskolen Fatamorgana og blev siden uddannet fotojournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 

Hendes forbilleder er den berømte krigsfotograf Robert Capa og brasilianske Sebastião Salgado, men også de danske fotografer Mads Nissen og Jan Grarup. 

”Det kan godt være nedslående at kigge på store fotografers arbejde, for man kommer næsten uvægerligt til kort,” siger Louise Leth, som i 2013 blev optaget på Den Danske Filmskoles dokumentarlinje. 

”I begyndelsen på Filmskolen følte jeg tit, at jeg ikke var kunstnerisk nok. Jeg var fascineret af de andre elevers arbejde og syntes, at de var meget dygtigere. Men i løbet af årene begyndte jeg at se, at der også var plads til mig.” 

Med Louise Leths egne ord brugte dokumentarlinjens leder, Arne Bro, fire år på at pille journalisten ud af hende. 

”Han gav os en masse øvelser, som jeg havde stor modstand imod, fordi jeg var journalistisk opdraget. Jeg skulle gå hjem og filme mit eget liv, mit eget ophav og menneskene omkring mig. ’Hvorfor er jeg interessant?’ spurgte jeg. Det var grænseoverskridende pludselig at skulle vende kameraet mod mig selv.” 

At sove med støvlerne på
Hen ad vejen fandt Louise Leth imidlertid sin egen værktøjskasse. Og hun lærte at bruge sig selv til at fortælle historier. 

”Hvis man skal trække det skarpt op, så finder journalisten en case til at illustrere en større historie, mens den personlige dokumentar finder en case, der i sig rummer en større historie. Og jeg har opdaget, at hvis jeg først kigger på mig selv, har jeg en helt anden forståelse for det menneske, jeg møder.” 

Filmskolen gav Louise Leth en kunstnerisk ballast og en tilgang til at fortælle historier, som er mere bæredygtig i længden, fremhæver hun. 

”Der vil være perioder, hvor det simpelthen er for hårdt – for eksempel at blive ringet op midt om natten for at filme en flygtning, der er blevet udvist. At sove med støvlerne på og altid være klar til at rykke ud, er enormt opslidende.” 

”Man kan brænde så meget for noget, at man brænder ud. Det lærte jeg på Filmskolen. Jeg fandt også ud af, at man ikke altid behøver være bange for at gå glip af et bestemt øjeblik, for hvis det er noget vigtigt, vil hovedpersonen have de samme følelser en uge senere.” 

Arven fra bedstefar
Den journalistiske insisteren har Louise Leth dog bevaret sammen med indignationen over, at mennesker i nød bliver ladt i stikken, som hun har haft helt fra barnsben af. 

”Min bedstefar hjalp sammen med lokalsamfundet bådflygtninge fra Vietnam, da de kom til den lille by langt ude på landet. Det var eksotisk, at der kom fremmede til byen, og min bedstefar bestilte vietnamesiske specialvarer hjem til sin købmandsgård. Det blev en stor historie i mit hoved. Hvorfor kan vi ikke hjælpe andre, når vi selv har det så godt? Som lille blev jeg stiktosset, hvis mine forældre ikke ville give penge til en tigger.” 

Det er netop blevet temaet for Louise Leths Vidne, der handler om os her i Danmark, der er langt fra krigen i Syrien, men alligevel er berørt af den.

Filmen foregår i Danmark, hvor Haifaa Awad bor med kæresten Henrik, som i en periode under optagelserne arbejder for en NGO i Irak. Filmens ramme er kærlighedshistorien mellem de to og kommunikationen mellem Haifaa Awad og hendes bedstefar, der forsøger at opmuntre sin familie i Danmark, til trods for at han befinder sig midt i det krigshærgede Syrien. 

”Folk var begyndt på Facebook at skrive, at de ikke længere kunne holde ud at se billeder fra Syrien. Så jeg har prøvet at lave en film om krigen, man kan se uden at blive traumatiseret. Vi skal turde se krigen, men der kommer et mætningspunkt, og det har været vigtigt for mig at lave filmen uden at vise krigen direkte, men i stedet bruge de indre billeder vi alle havde på nethinden af sårede og små børnehænder, der stikker op mellem murbrokkerne.” 

Afstandens smerte
Louise Leth fortæller, at hun selv på det tidspunkt for alvor havde opdaget, hvor meget hendes bedsteforældre har betydet for hende. 

”Når jeg så står over for en medvirkende, der har bedsteforældre i Syrien, som hun måske aldrig kommer til at se igen, så kunne jeg pludselig se, at filmen skulle handle om netop dette emne. Før Filmskolen ville jeg nok have set mere på konflikten og krigen. Nu prøver jeg at fokusere på den menneskelige historie, som jeg selv kan relatere mig til.” 

”Haifaas bedsteforældre var tilmed også meget syge. En tid var ved at rende ud for hende, et helt tilhørsforhold til Syrien. Det rørte mig meget.” 

”Haifaa har set sit hjemland smuldre og mennesker blive gemt i murbrokker. Hun gør, hvad hun kan i Danmark, men spørgsmålet er, om hun godt må leve og elske, når der foregår noget så frygteligt. Jeg forsøger at skildre Haifaas danske hverdag kontra den smerte, der er forbundet med, at hun kunne have været en af de unge, der stadig er fanget i Syriens krigshelvede.” 

Vidne er da også en dokumentar, som hovedpersonen selv er blevet utroligt glad for. Da filmen fik sidste år premiere, skrev Haifaa Awad på Facebook, hvor hun har over 20.000 følgere: 

”Louise har ikke bare fanget mig. Dertil er Syrien for vigtigt et emne til at personificeres. Louise har fanget en sjæl, et oprør og et glimt af, hvad det vil sige at være en ung syrisk aktivist, som så mange hundredetusinder af skæbner i Syrien er.”