Luca Guadagnino elsker horror
Fans af Call Me by Your Name må mildt sagt have været overraskede, da instruktøren Luca Guadagnino løftede sløret for sit næste filmprojekt, Suspiria, som har dansk biografpremiere den 15. november.
Genremæssigt kan der nemlig næppe være længere mellem den følsomme ungdomsfilm Call Me By Your Name og Suspiria, Guadagninos remake af Dario Argentos kultgyser.
”Jeg elsker horror, og jeg har altid drømt om at lave horrorfilm,” siger Luca Guadagnino, da vi møder instruktøren en septemberdag under filmfestivalen i Venedig.
Gangen ved hotelværelset, hvor interviewet foregår, er fyldt med filmjournalister, der venter på at komme til. Mange af dem har skrevet særligt ét spørgsmål ned på deres medbragte notesbøger: Hvordan kan en instruktør hoppe så gevaldigt fra den ene genre til den anden?
Hekse i Berlin
I Call Me by Your Name tog den italienske instruktør os med til en smuk provins i et sommerligt Italien i dramaet om en teenagedrengs forhold til farens noget ældre, mandlige sommerpraktikant. Men i Suspiria trækker han os ind i et mørkt og koldt Berlin under efterkrigstiden.
Ligesom i den oprindelige Suspiria befinder vi os på en danseskole. Og der er noget rivravende galt. En aldrende psykolog har haft adskillige besøg af en af skolens dansere, som nærmest i vildelse fortæller om overnaturlige konspirationer. Danseren mener, at hekse styrer skolen, men psykologen afskriver det som vrangforestillinger.
Men da amerikanske Susie (Dakota Johnson) ankommer til skolen, er den fortvivlede danser sporløst forsvundet. Og snart følger en anden danser trop.
”Jeg har altid haft lyst til at lave noget af det samme som Dario Argentos Suspiria. Og faktisk var forberedelserne til filmen allerede i gang, da vi begyndte at indspille Call Me by Your Name,” fortæller Luca Guadagnino, hvis interesse for gyserfilm blev vækket af netop den italienske kultfilm.
”Da jeg første gang så den, tænkte jeg bare: ’Fuck, hvad er det dog, jeg ser? Hvordan kan man slippe af sted med at lave det? Knive, der stikker i hjerter, mens døden skildres igennem en slags dans, de røde farver, og musikken, der bare aldrig stopper?’ Det var et vanvidsscenarie, som jeg ikke havde oplevet tidligere.”
Argento er glad
Den slags makabre billeder har Luca Guadagnino også sørget for at have med i sin egen film.
Her er både kroge og knive, der skærer i hud; mennesker, der vrider sig i smerte; negle, der trækkes over gulvet, og selvfølgelig masser af blod.
Alligevel er der stor forskel på den oprindelige og den nye Suspiria, understreger instruktøren. Faktisk så stor forskel, at Luca Guadagnino helst ikke ser sin film omtalt som remake.
”De to film er bestemt i familie med hinanden. Måske er de kusiner. Men jeg ønsker ikke, at min film skal overskygge Dario Argentos. De to film må eksistere sammen,” siger den italienske instruktør.
Han forklarer, at han så potentiale i Dario Argentos univers, som kunne drejes i anden retning.
Det har resulteret i en film, som er næsten en time længere end originalen, ligesom historien i filmen er langt mere omfangsrig end Argentos version fra 1977.
”Jeg sendte manuskriptet til Dario Argento, som jeg har det store privilegium at kende i virkeligheden. Men han ville ikke læse mit manuskript, og han ville ikke besøge filmsettet, da vi begyndte at optage. Til gengæld har han set filmen, som han er glad for,” fortæller Luca Guadagnino.
Svinger med Swinton
I filmen spiller Tilda Swinton rollen som en mystisk danseinstruktør, der mistænkes for at være involveret i en af danseelevernes forsvinden.
Det er langt fra første gang, at Swinton og Guadagnino arbejder sammen – og det bliver heller ikke sidste gang, lover italieneren.
”Ja, folk spørger jo altid til mit og Swintons samarbejde, og hvad kan jeg sige? Vi har lavet en del sammen, og jeg er ærlig talt holdt op med at tælle. Det er bare meget naturligt for mig at arbejde og lave film sammen med hende,” siger instruktøren om forholdet, der begyndte med The Protagonists fra 1999.
Luca Guadagnino har med Suspiria for en stund forladt det univers, som Call Me by Your Name vandt ham mange fans for. Men ifølge rygterne vil han genoptage historien.
Det afviser han ikke.
”Sandheden er, at jeg elsker karaktererne i Call Me by Your Name …” siger han, da PR-damen åbner døren og signalerer, at interviewet er slut.
”... og jeg vil ikke afvise at tage de samme karakterer med på flere eventyr. Men det skal ikke forstås sådan, at jeg er utilfreds og ikke føler, at historien blev fortalt færdig i første omgang. Vi får se.”
Trailer: Suspiria
Luca Guadagnino
Født 1971 i Palermo, Italien.
Tilbragte sin ungdom i Etiopien, hvor faren underviste i historie og italiensk litteratur.
Har studeret film på Sapienza-universitetet i Rom.
Gennembrud i 2015 med den erotiske thriller A Bigger Splash.
Udvalgte film
Suspiria
2018
Call Me by Your Name
2017
A Bigger Splash
2015
I Am Love
2009
The Protagonists
1999
Kommentarer